Næs ved Vordingborg


Handelspladsen lå på en lav banke. Foto Museerne Vordingborg.


Avnø Fjord set fra Næs. Foto Museerne Vordingborg.

Intro

I yngre jernalder og vikingetid lå en lille bebyggelse på et næs i bunden af Avnø Fjord, hvor vikingeskibene kunne lægge til. Udgravninger har afsløret huse, værkstedshytter og brønde, og et rigt fundmateriale, der fortæller om mange håndværksaktiviteter.

På pladsen er der fundet spor efter en gård bestående af et langhus og flere udhuse samt næsten 70 grubehuse, der har fungeret som værkstedshytter. Gården har ligget der i næsten 200 år og har været ombygget flere gange.
Grubehusene og de mange brønde tyder på, at pladsen ikke kun var en almindelig gård, men at den har fungeret som en anløbsplads. Her kunne handelsskibene omlade deres last samt sælge og købe varer, og de talrige fund viser en omfattende håndværksproduktion. Fundet af mange dyreknogler viser blandt andet produktion af kamme, og der er fundet spor efter egentlige smedjer, hvor der er produceret jernknive og nagler.


Der er fundet næsten 60 brønde på Næs. Brøndene var oftest vidjeflettede eller stavbyggede, og ligger i udkanten af bebyggelsen. I bunden af en af brøndene blev der fundet bundter af plantestængler, som viser, at de mange brønde ikke bare var til drikkevand, men blev brugt til rødning af hør.

I yngre jernalder og vikingetid blev hør i stort omfang anvendt til fremstilling af klæde, men førend høren kan spindes og væves, skal den igennem en rødningsprocess, hvor den opblødes i vand. Fundet af vævevægte, de mange værkstedshytter samt rødningsbrøndene tegner således et billede af en plads, hvor der har foregået en omfattende tekstilproduktion.

Kun 10 km mod nord ligger landsbyen Køng, hvor der i første halvdel af 1800-tallet foregik en storstilet produktion af hørtekstiler på Køng Fabrik. Køng Fabrik


Anløbspladsen ved Næs er ikke fredet og ligger i dag i dyrket mark.
Der er således ikke offentlig adgang til stedet.