Køng Fabrik
Gl. Øbjerggård, som var Køng Fabriks administrationsbygning. Bygningen huser i dag Køng Museum.
Spindeskolen i Køng.
Hospitalet i Køng.
Portræt af Niels Ryberg malet af Peter Brünniche.
Køng Fabrik efter flytningen til Vintersbølle. Forrest i billedet ses tekstilbanerne som ligger til blegning.
Intro
Køng Fabrik var en linnedfabrik, som blev grundlagt 1778 i landsbyen Køng. Fabrikken flyttede 1852 til Vintersbølle Skov ved Vordingborg, hvor den fortsatte sin virksomhed. Fabrikkens administrationsbygning, Gl. Øbjerggård, er i dag indrettet til museum.
Grundlæggelse
I 1774 blev det Vordingborgske Rytterdistrikt opdelt i 12 godser, som blev solgt på en stor auktion på Vordingborg Slot. Storkøbmanden Niels Ryberg købte godset Øbjerggård i Køng, og her anlagde han Køng Fabrik, som blev en af tidens største linnedfabrikker. For at undgå dyr import blev hørren dyrket i forbindelse med fabrikken, og den lavtliggende og fugtige jord omkring Køng var meget velegnet til hørdyrkning. Lokalbefolkningen dyrkede hør på deres marker og blev oplært til at bearbejde den og derved inddraget i fabriksarbejdet. Herigennem skulle den udbredte fattigdom i landområdet bekæmpes og den indenlandske industri styrkes.
Landfabrikken
Produktionen af hør blev sat i gang med det samme, og der blev oprettet såkaldte spindeskoler i Køng og Ring, hvor lokale småpiger blev oplært i at spinde hør. I Køng blev der desuden oprettet et væveri og et væveseminar for bønderdrenge fra området. Hurtigt fulgte resten af fabrikkens funktioner efter, og fra 1783 var der tale om egentlig fabriksdrift. Ryberg købte desuden et område i Vintersbølle Skov ved Vordingborg, hvor fabrikkens tekstiler blev bleget.
Ryberg hentede en del udenlandske eksperter og lærerkræfter til Køng, og gennem hele fabrikkens historie spillede tyske, engelske og skotske håndværkere en vigtig rolle. Til at forestå den daglige drift ansatte Ryberg tyskeren Christian Gottfried Voelker. Fabrikkens øvrige ansatte kom fra områdets lokalbefolkning. Alt i alt over 400 personer!
Produktionen
Køng Fabrik produceredet duge, servietter, sengetøj, håndklæder, gardiner, snørreliv, særke, skjorter samt malerilærreder og tapeter! Lærredsstofferne udgjorde grundlaget for fabrikkens eksistens, men man specialiserede sig i fremstilling af de fineste dækketøjer i drejl og damask til velhavende kunder og til kongehuset. Fabrikken var fra 1787 og frem til sin lukning kongelig hofleverandør og leverede næsten alt hoffets dækketøj med store årlige bestillinger.
Mange af fabrikkens varer var forudbestilt af velstående kunder, men meget blev også forhandlet gennem Niels Rybergs handelshus i København.
Fabrikken efter Ryberg
Da Niels Ryberg døde i 1804, overgik Køng Fabrik til sønnen Johan Christian Ryberg, men nu blev det vanskelige tider. Statsbankerotten i 1813 ramte det rybergske handelshus hårdt. I første omgang blev Køng Fabrik ikke direkte berørt, men handelshuset havde været nødt til at optage statslån med sikkerhed i fabrikken, og i sidste ende kunne falitten ikke undgås. Køng Fabrik overgik derfor i 1820 til staten. De følgende år gennemgik fabrikken en række moderniseringer, men da den stadig gav tab, blev såvel fabrik som gods i 1836 solgt til handelsmanden Klingberg, der bortforpagteden den til den københanvske handelsfuldmægtig O. F. Olsen, som i 1852 købte fabrikken. Han havde året forinden også købt blegeriet i Vintersbølle, og i 1852 flyttede han hele fabrikken dertil.
Køng Fabrik - i Vintersbølle
Køng Fabrik producerede også i de følgende år tekstiler af meget høj kvalitet, som blev afsat både til private og til hoffet. Fabrikken leverede således udstyr til Christian d. 9's døtre, prinsesserne Alexandra, Dagmar og Thyra, som blev gift med henholdsvis den engelske tronfølger, den russiske zar og hertugen af Cumberland. Desuden var der mange offentlige institutioner, restauranter og hoteller blandt fabrikkens kunder.
Fabrikkens sidste kapitel
På trods af tekstilernes fine kvalitet blev sidste halvdel af 1800-tallet en nedgangsperiode for Køng Fabrik, og i 1906 måtte den lukke. Fabrikken fik dog et kort efterliv, idet et par af væverne fortsatte produktionen i Dragør. Her måtte man dog også lukke efter få år, og væverne blev derefter flyttet til kældrene under Christiansborg, hvor den allersidste af væverne, Gustav Hermann Schulze, måtte sidde og færdiggøre en sidste ordre på damaskservietter til hoffet. I 1923 var arbejdet fuldført, og den sidste "Køng-væver" indstillede arbejdet.
Litteratur:
Charlotte Paludan: Køng Fabrik 1774-1804, i: Kulturhistoriske Studier 2003.
Charlotte Paludan og Bodil Wieth-Knudsen (red.): Damask og Drejl, 1989.
Fra bondedreng til rigmand
Storkøbmanden Niels Ryberg var en af 1700-tallets allerrigeste mænd. Han blev født i 1725 som søn af en fæstebonde i landsbyen Ryberg i Salling. For at omgå stavnsbåndet sendte hans forældre ham allerede som 11-årig i handelslære hos en morbror i Aalborg. 25 år gammel rejste Niels Ryberg til København, og her lykkedes det ham at skabe et af tidens største handelshuse. Sidste halvdel af 1700-tallet var en meget gunstig periode for dansk handel, og Ryberg vidste at udnytte tidens højkonjunktur og de fordele, som neutraliteten skaffede landet, mens krigen rasede i resten af Europa. Hans aktiviteter spændte vidt: Fra bank-, forsikrings- og rederivirksomhed til handel med alt fra fødevarer over luksusvarer - til slaver!
Ryberg blev i 1771 medlem af direktionen for Den almindelige Plejeanstalt, som organiserede børne- og fattigvæsnet i København. Ryberg overtog den fabriksdrift, som var knyttet til plejeanstalten, og han besluttede at indrette et stort lærredsmanufaktur. Tanken var, at fattigdommen kunne afskaffes, hvis de fattige blev beskæftiget med fabriksarbejde. Det ville samtidig styrke industrien og føre til vækst og velstand i samfundet. For at sikre en høj kvalitet af arbejdet indkaldte Ryberg udenlandske eksperter til at stå for virksomhedens drift. I 1773 beskæftigede virksomheden over to tusinde fattige, men i det lange løb kunne driften dog ikke svare sig, og fabrikken måtte lukke i 1781. Ryberg havde imidlertid gjort sig mange erfaringer med tekstilproduktion, som han skulle vidreføre i Køng Fabrik.
"Det rybergske Familiebillede"
Ryberg boede i på intet tidspunkt selv i Køng men derimod dels i København og dels på sit fynske gods Frederiksgave, det nuværende Hagenskov. Her er han afbildet på Jens Juels berømte maleri "Det rybergske Familiebillede" fra 1796/97 sammen med sin søn Johan Christian Ryberg og svigerdatteren Egelke Charlotte Faber. Maleriet blev malet på et meget stort hørlærred, som sandsynligvis er fremstillet på Køng Fabrik.
Fabriksbyen:
Niels Rybergs køb af Øbjerggård medførte store ændringer for landsbyen Køng. Ryberg gennemførte udskiftningen af landsbyen, vejforløbet blev reguleret, og omkring 20 nye bygninger blev bygget i forbindelse med etableringen af fabrikken. Køng Fabrik skaffede arbejde til mange mennesker, og efterhånden var der så godt som ingen tiggere i området. På grund af fabrikken voksede befolkningstallet i Køng på lidt over 10 år med 200 personer. Med tiden overtog fabrikkens ansatte de fleste af de oprindelige beboelseshuse, så snart var den gamle landsby helt omdannet til fabriksby. De fleste huse fra den tid er forsvundet, men enkelte står tilbage og vidner om fabrikstiden. Alle bygningerne er fredet.
Gl. Øbjerggård
Fabrikkens administrationsbygning blev bygget 1781-82 i nyklassicistisk stil. Huset havde beboelse for inspektør Voelker og hans familie i den ene ende og administration i den anden.
Spindeskolen
Fabrikkens spindeskole blev bygget i 1778 som en af de allerførste bygninger. Her modtog småpiger i alderen 4-10 år undervisning i kristendom, læsning og skrivning og blev oplært i at spinde hør. Man anså børn, med deres små hænder, for at være de bedste til at spinde de helt fine tråde, som den industrielle produktion krævede. I spindestuen sad op til 40 piger og spandt under vejledning af en såkaldt spindemoder. Der skulle 10-12 spindersker til for at holde en af fabrikkens væve i gang, så eleverne på spindeskolen, hvor man kun spandt den halve dag, kunne holde to væve i gang. At spinde var kvindearbejde, men det var mandearbejde at væve!
Hospitalet
Køng Fabriks hospital blev opført i 1793 som ældrebolig for fabrikkens arbejdere. Huset havde 7 værelser. De 5 var indrettet til lejligheder for 10 faste beboere, ét værelse tjente som byens sygestue, og det sidste værelse var storstuen. Her samledes beboerne til bøn og selskabelighed, og stuen blev også brugt som ligstue. Køng Fabrik ydede hospitalet brænde samt penge til beboerne, til medicin og til forplejning. Hospitalets beboerer var fritaget for ekstraskatter og var sikret fri begravelsesplads på kirkegården.
Køng Kirke
Niels Ryberg var som godsejer også ejer af Køng Kirke, og han ombyggede den gamle middelalderkirke radikalt i 1790'erne. Kirken står i dag stort set, som den gjorde efter hans ombygning.
Køng Kirke
Køng Museum
Sidst i 1900-tallet havde Gl. Øbjerggård, som engang havde været den fine administrationsbygning til Køng Fabrik, stået ubeboet i en længere periode og var endt i meget dårligt forfatning. Da startede et samarbejde mellem ejeren, fredningsmyndighederne, Vordingborg Kommune og ikke mindst engagerede lokale borgere, som reddede huset og lod det genopstå, som det fine hus det oprindelig havde været. I 1999 var de omfattende restaureringsarbejder færdige, og huset blev taget i anvendelse som museum for blandt andet Køng Fabriks historie. I dag er Køng Museum en del af Museerne Vordingborg.
Køng Museum