Matr 3a i Vestervad


Matr. 3a i Vestervad ca. 1950. Fotograf ukendt.

Intro

Vestervadvej 24. Matr. 3a Ølufgård m. fl., Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Gården er vistnok af nogen blevet kaldt Ågård, men årsagen er vistnok en misforståelse, idet gården har været ejet af en med mellemnavnet Ågård.

Ejendommen blev oprettet omkring 1803 på et stykke jord, som havde hørt til Ølufgård. Rundeveir Nakke med 1 tdr 3 fdk 1 alb var blevet udparcelleret fra Ølufgård i 1791. Denne parcel var blevet solgt til Niels Poulsen Smed, Ølluf Smedje, som senere overdrog den til sønnen. Parcellen blev delt, således at en lille del – Ølbech Ronde – blev lagt ind under Ølluf Smedje. En anden del blev til ejendommen Lille Ølufvad. Den største del af Rundeveir Nakke parcellen med 5 skp 2 fdk 2 10/19 alb hartkorn (1844 vurderet til 1 tdr 6 skp 3 fdk 1 ¾ alb hartkorn) blev solgt 1803 til Jørgen Jensen Rottarp, som grundlagde ejendommen.

Jørgen Jensen, der stammede fra Gunderup i Årre sogn, var 1790 blevet gift med Johanne Ivarsdatter fra Sneum sogn. De havde boet forskellige steder, bl. a. på Krogsgård Mark. De videresolgte ejendommen omkring 1806 til Christen Pedersen fra Forum. Han var gift med Karen Andersdatter. De havde haft husmandsbruget matr. 16a i Forum forinden.

De nye ejeres søn Thomas Christensen blev 1818 gift med Karen Madsdatter, en datter af Mads Hansen fra Schæfergård, og overtog gården året efter. Han døde allerede 1820, og enken blev da året efter gift med Anders Nielsen fra Briksbøl i Skads sogn.

Anders Nielsen videresolgte gården 1839 til Peder Madsen Møller og hustru Ane Kirstine Hansdatter, som forinden havde Vestergård i Astrup, Bryndum sogn (var stadig bosat på denne gård 1840). Anders Nielsen og hustru var fortsat bosatte indtil 1844 og flyttede derefter over i et jordløst hus.

I 1844 blev ejendommen overtaget af Ole Jensen Aagaard. Han var født på Hodde Ågård og var gift med Kirsten Mortensen fra Krarup i Tistrup sogn. De havde været bosat i Vejrup sogn. Deres datter Ane Cathrine Olesen Aagaard blev 1859 gift med Poul Poulsen fra Blåholm i Grimstrup sogn, som overtog gården året efter. Poul Poulsen opkøbte 1865 naboejendommen Lille Ølufvad og lagde denne ind under nærværende ejendom.
Datteren Anna Kirstine Nielsine Poulsen blev 1891 gift med Sillas Sillasen, som var præstegårdsforpagter i Alslev. Han overtog gården 1897, men fortsatte som præstegårdsforpagter i Alslev nogle år. Poul Poulsen bestyrede derfor gården efter afståelsen. Sillas Sillasens kone døde 1916. Han blev senere gift med Kristine Christensen.

I 1923 overtog enkefru Karen Isidora Michaelsen fra Foldgård gården. Hun lagde 5 tdr. l. eng (engmaden) fra Foldgård til ejendommen. Til gengæld blev gårdens 37 tdr. l. store hedelod i Lifstrup frasolgt (havde tilhørt gården siden 1846).
Isidora Michaelsen drev gården til 1938, flyttede da til V. Nebel og afstod gården til sønnen Niels Thomsen Michaelsen, som året efter blev gift med Kaja Johansen, en datter af mejeribestyrer P. Johansen i V. Nebel. De drev gården til 1947 og flyttede da til Brørup. På det tidspunkt blev jorden fra Lille Ølufvad og engmaden frasolgt til to handelsmænd, der brugte jorden til fenne.

Selve ejendommen blev overtaget af Oskar Jørgensen, som forinden havde haft Roust Møllevej 4 i Lifstrup. Oskar Jørgensen var ugift og havde husbestyrerinden Christine Christensen fra Vejen. Han tilbagekøbte det frasolgte jord i 1967.
I 1974 flyttede de til Varde og solgte gården til Jens Verner Christensen fra Rousthøje. Han drev gården i en del år, men flyttede på et tidspunkt til Tarp og bortforpagtede jorden.

Nuværende ejer Ole Juul Pedersen overtog gården efter sidstnævnte i 1996. Han er gift med Anette.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991