Kirkebolet i Forum, Bryndum sogn
Kirkebolet i Forum. Kaj og Stinne Jørgensen. Fotograf ukendt.
Intro
Alslevvej 10. Matr 16a Forum, Bryndum Sogn i Esbjerg Kommune. Denne ejendom var et lille bolsted med 4 skp hartkorn i 1664 – iflg. kirkebogen havde den været vurderet til 6 skp i 1581. 1688 1 skp 3 fdk 2 alb hartkorn. 1844 2 skp 2 fdk alb hartkorn.
Om ejerforhold og fæstere før 1800, se "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016.
Den første selvejer på bolet var Jørgen Abrahamsen fra Hedehuset, som frikøbte ejendommen i 1806. Jørgen Abrahamsen og hustru Ingeborg Andersdatter havde hidtil boet i Hedehuset og ejede stadig dette; men flyttede vistnok over på nærværende ejendom 1806. Det vides dog ikke med sikkerhed da Jørgen Abrahamsen var natmand (rakker) og flyttede fra sted til sted. Han frasolgte Hedehuset i 1827 med 3 tdr. l. hede, og i 1831 Kirkebolet til Christen og Niels Mortensen, Uglvig, som ikke boede der. Forinden havde Jørgen Abrahamsen og familie bosat sig i et hus på fælledlodden i Forum.
1817 blev datteren Anna Sophia Jørgensdatter gift med Jens Sørensen fra Esbjerg, som derefter fæstede ejendommen af svigerfaderen. Jens Sørensen var bygningshåndværker og opførte sandsynligvis nuværende stuehus. De flyttede til matr. 10a ca. 1829.
Fra ca. 1829 blev ejendommen fæstet af Christen Andersen, en søn af Anders Pedersen fra matr. 11a. Han var gift med Ellen Marie Hansdatter fra Vejrup Sogn. Christen Andersen var vinterlærer og var (vistnok) den første lærer på Forum Skole ca. 1829 – 44. De flyttede derfra før 1855.
1855 Ole Hansen og Andaline Hansdatter fra Lunde Sogn. Ole Hansen var tømrer og snedker. Mageskiftede 1856 ejendom med Christen Christensen fra matr. 10a. Christen Christensen var sømand og var gift med Dorthea Maria Hansdatter.
1866 Hans Lauridsen.
1874 Søren Nielsen. Enkemand fra Guldager Sogn. Havde husholdersken Ane Margrethe Pedersen.
1882 Peder Hansen.
1886 Jens Peder Eskildsen fra Slesvig, som var gift med Ingeborg Jensen fra Bryndum Sogn. Døde kort efter århundredskiftet.
1904 blev ejendommen overtaget af Peder Nielsen Pedersen, der året efter blev gift med Ane Marie Jørgensen, en datter af Søren Jørgensen fra Alslevvej 4. Peder N. Pedersen var selv søn af Anders Pedersen fra Forum Gammelgård og havde inden overtagelsen boet hos moderen i huset på Nr. Forumvej 7. Han var skomager, men udvidede også det lille landbrug. En ny stald blev bygget og 4 tdr. l. blev tilkøbt. Flyttede 1928 til Nr. Forumvej 7.
Datteren Kirstine (Stinne) Pedersen blev gift med Hans Henrik Kaj Jørgensen fra Kerteminde, og de overtog ejendommen 1928. De frasolgte den vestlige hede i 1929. På grund af sygdom solgte Kaj Jørgensen ejendommen 1946 og døde samme år. Enken flyttede til forældrene i huset på Nr. Forumvej 7.
I 1946 blev ejendommen overtaget af Dagmar og Peder Andreas Andersen. De stammede fra hhv. Egebæk og Hostrup Sogn (bror til Klara Bjerre, matr. 11a) og havde forinden overtagelsen haft en ejendom i Lustrup ved Ribe. Peder Andersen døde allerede 1955. Enken drev ejendommen videre.
I 1973 blev ejendommen overtaget af sønnen, nuværende ejer Kristian Tjørnelund Andersen. Han tilkøbte ved overtagelsen 6 tdr. l. fra Alslevvej 4 samt andre 2½ tdr. l. i 1982. Kristian Andersen er ugift. Han døde 2009.
2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel sognearkiv [http://www.vnsa.dk" target="_blank www.vnsa.dk]
”Forum-området 1664 – 1993” Henning Jørgensen 1993
"Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016