Anders Sørensen Vedels statue


Afsløring af statue af Anders Sørensen Vedel på Kirketorvet, den 15. juni 1953 Fotograf: Oskar Jensen, Vejle


Statuen af Anders Sørensen Vedel betragtes af to unge piger foran Skt. Nikolaj kirke.


Borgmester Willy Sørensen har netop afsløret statuen af Anders Sørensen Vedel.


J. Roeds maleri af historikeren Anders Sørensen Vedel i Sct. Nicolai Kirke.

Intro

Anders Sørensen Vedels statue på Kirketorvet i Vejle. Statuen er hugget af Poul Søndergaard, og blev opstillet foran Skt. Nikolaj kirke i 1953. Vedel blev født i Vejle i 1542, og også Vedelsgade er opkaldt efter ham.

Statuen af Anders Sørensen Vedel, der er opstillet på Kirketorvet i Vejle foran Sct. Nicolai Kirke er skabt af billedhuggeren Poul Søndergaard i 1953.

Den blev bekostet af Vejle Kommune, det Modewegske legat, og en indsamling foranstaltet af Vejlensersamfundet.

Henvisning:
Fra vadested til by. Vejles Historie bd, 1, (red.) Asbjørn Hellum, Vejle 1997.
Kieffer-Olsen, Jakob: Anders Sørensen Vedel. Vejlebogen 2002, s. 83-87
Vejlewiki: Anders Sørensen Vedel


Magisteren og historikeren Anders Sørensen Vedel blev født den 9. november 1542 i Vejle. Faderen var købmand og rådmand Søren Sørensen, moderen Sidse Andersdatter, datter af Vejles borgmester Anders Bertelsen. Tilnavnet Vedel fik han efter sin fødeby.

Efter endt skolegang i den lille latinskole i Vejle rejste Anders Sørensen Vedel i 1557 til Ribe Latinskole. I 1561 begyndte han på Københavns Universitet. Som 20-årig blev Anders Sørensen Vedel hovmester for den senere verdensberømte astronom Tycho Brahe, da denne studerede i Tyskland. Selv tog Vedel en magistergrad i Wittenberg i 1566. Det var en bred uddannelse – teologi, jura, matematik, filosofi, filologi, dialektik, fysik og historie.

Anders Sørensen Vedel blev især kendt for sine mange bogudgivelser. Mest berømt var hans oversættelse af Saxo fra 1575. I 1578 fik han af regeringen til opgave at skrive en ny Danmarkshistorie. Han nåede dog aldrig at blive færdig med dette arbejde, da regeringen i 1594 greb ind og fratog ham opgaven. Han blev tvunget til at aflevere det meste af sit indsamlede materiale til efterfølgeren Niels Krag, for hvem det i øvrigt lykkedes.

Anders Sørensen Vedels perfektionisme var formentlig en væsentlig årsag til, at han ikke blev færdig med sin Danmarkshistorie. Han nægtede simpelthen at modtage hjælp. Herudover var han travlt beskæftiget med andre ting som f.eks. ligprædikener og hans berømte indsamling af danske middelalderlige folkeviser under titlen ”Et hundrede danske viser”.

Anders Sørensen Vedel døde i 1616.

Henvisning:
Fra vadested til by. Vejles Historie bd, 1, (red.) Asbjørn Hellum, Vejle 1997.
Kieffer-Olsen, Jakob: Anders Sørensen Vedel. Vejlebogen 2002, s. 83-87
Vejlewiki: Anders Sørensen Vedel