De Danske Bomuldsspinderier, Havnegade


Vejle Bomuldsspinderi ved Havnegade i midten af 1890'erne. Spinderiet var fra 1906 en afdeling af De Danske Bomuldsspinderier A/S


De Danske Bomuldsspinderiers afdeling i Havnegade, 1907. Fotograf: H. P. Jensen


De Danske Bomuldsspinderiers afdeling i Havnegade, 1948.


Karteriet i A/S De Danske Bomuldsspinderiers Havnegadeafd. o. 1950. Fotograf: Egmont H. Petersen, Kgl. Hof-Bogtrykkeri.


En ny medarbejder under oplæring i nøgleriet på De Danske Bomuldsspinderiers Havnegadeafdeling, 1966.


Spinderske ved forspindemaskine på De Danske Bomuldsspinderiers Havnegadeafdeling i midten af 1920'erne.

Intro

Bomuldspinderierne i Vejle, som for alvor fik vind i sejlene o. 1900 med industrialiseringen, var medvirkende til, at Vejle fik tilnavnet "Danmarks Manchester". Produktionen var imponerende stor, og mange vejlensere arbejdede på spinderierne

Danmarks Manchester - et industrieventyr
Da Vejle Bomuldsspinderi begyndte sin produktion i 1892, var det indledningen på et industrieventyr, der gjorde Vejle til den driftigste by i provinsen omkring århundredeskiftet. Bomuldsspindingen blev en industri, hvor Vejle både var foregangsby og landets ubestridte centrum med tilnavnet Danmarks Manchester.

Vejle Bomuldsspinderi
1. januar 1901 dannedes A/S Vejle Bomuldsspinderier ved en fusion mellem Vejle Bomuldsspinderi, Vejle Bomuldsvare-fabrikker og Mogensens Spinderi i Odense. Direktøren for den nysammensluttede virksomhed var Marius Windfeld-Hansen.
I 1906 ændredes navnet til De Danske Bomuldsspinderier A/S. Spinderiet i Odense blev nedlagt 1907 og erstattet med et moderne spinderi i Valby. I Vejle var der fabrikker i Spinderigade (Vardevej-afdelingen) og i Havnegade.

Stor produktion
1. verdenskrig gav nogle vanskeligheder for produktionen på grund af svigtende leverancer af råbomuld, men i 1920'erne stod D.D.B. for 2/3 af den danske produktion af bomuldsgarn. Det var byens største arbejdsplads, der i 1933 beskæftigede over 1.000 personer, heraf 370 i Havnegade-afdelingen. Spinderierne og væverierne i Vejle var byens store kvindearbejdspladser.

Nedgang i produktionen
Den vejlensiske tekstilindustri nød godt af Marshallhjælpen efter 2. verdenskrig, men produktionen faldt drastisk i løbet af 1950´erne og 1960´erne, efterhånden som kunststofferne vandt frem. D.D.B.'s Vardevejs-afdeling ophørte med produktionen i 1968.

Lukning
Efter flere ejerskifter blev D.D.B. i 1978 solgt til Jan Bonde Nielsen og fusioneret med B. Muus & Co og Grenå Dampvæveri til Gredana. Efter Bonde Nielsens konkurs i 1980 overlevede D.D.B. som en division under den københavnske tekstilkoncern B. W. Wernerfelt Handels-Aktieselskab. D.D.B. i Havnegade blev lukket i år 2000 efter at have været i drift gennem 108 år.

Henvisninger:
Hellum, A. m.fl. Vejles historie 3. Vejles industri 1732-1996. Vejle 1996.
Læs mere om De Danske Bomuldsspinderier på Vejle Wiki De Danske Bomuldsspinderier


"Billige" kvinder
I begyndelsen af 1900-tallet var De Danske Bomuldsspinderier Vejles største arbejdsplads, der beskæftigede op mod 25% af byens industrielle arbejdsstyrke.

Op mod 90% af arbejdskraften var kvinder. Kvindelig arbejdskraft var billig. Den kostede normalt kun det halve af hvad mandlig arbejdskraft kostede. Det var lavstatusjob som kvindernen bestred, og tilnavnet "Spinderitøs" opstod som en almindelig betegnelse for den kvindelige arbejdskraft på spinderierne.