Østergade 9 i Nysted


Østergade 9, Nysted. Forhuset.


Østergade 9, Nysted. Baghuset, det oprindelige vaskehus.


Østergade 9, Nysted. Baghuset, det oprindelige vaskehus.

Intro

Hvad kunne man få for 10 ører om ugen i 1877? Nysted Borgerforenings friboliger til trængende medlemmer.

Fribolig til Borgerforeningens trængende medlemmer I 1863 stiftedes Nysted Borgerforening med det formål, at ”understøtte medlemmerne under sygdom og ved dødsfald”. Mænd og kvinder i alderen 18-50 år kunne optages, og man måtte betale 2-20 kr. i indskud, alt efter alderen, samt 10 øre i ugentligt kontingent. Foreningens indtægter blev suppleret gennem udgivelsen af publikationer og afholdelse af basarer. Da tanken om opførelsen af en fribolig til foreningens trængende medlemmer var født, forsøgte man allerede i 1868 at købe en byggegrund, men først i 1876 blev grunden i det Westrupske Vænger (nu Østergade 9) købt for 1200 kr. Året efter blev ”Foreningens Fribolig” (Borgerstiftelsen) opført for 13.000 kr. af murermester Rasmus Holck. Husets indretning Husets indeholdt fire toværelses lejligheder indeholdende stue og soveværelse samt køkken og egen udgang til baghave, og de blev udlejet for 100 kr. årligt. Lejlighederne delte indgang to og to, med fælles toilet i et lille rum under trappen. Baghuset fungerede oprindeligt som fælles vaskehus. Først i 1959 afhændede foreningen ejendommen til en privat ejer.


Østergade 9
4880 Nysted

Forhus og baghus (1877-78)

Fredet i 1984

BBR-nummer: 376-12022-1 og 376-12022-2

I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til murværket med alle detaljer, den ubrudte tagflade, samt den traditionelle materialeholdning. Herunder detaljerne omkring vinduerne og gesimsen samt de høje gavlkamme med murede tinder. I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til inddelingen i flere lejligheder, med fælles indgange fra gaden og hver sin udgang til haven. For baghuset knytter de bærende fredningsværdier sig til bygningens traditionelle materialeholdning i det ydre og det indre.


Fredningssag [https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=9883198 https://www.kulturarv.dk/]