Ørsted Kirke

Intro

Ørsted Kirke ligger på Djursland. Koret og skibet er bygget i romansk stil. Hvælv, tårn og våbenhus er tilføjet i den sene middelalder. På korets sydside ses et tilmuret spedalskhedsvindue...

Ørsted Kirke ligger på Djursland. Koret og skibet er bygget i romansk stil. Hvælv, tårn og våbenhus er tilføjet i den sene middelalder. På korets sydside ses et tilmuret spedalskhedsvindue. Det er et lille hul i muren, hvor de spedalske og andre, der ikke måtte komme ind i kirken, kunne stå udenfor og lytte til messen. Man kunne også bruge vinduet til at række nadveren ud. Ørsted Kirke er bygget af granit. Selvom granit er et genstridigt materiale udsmykkede stenmesteren Horder omkring år 1200 indgangspartiet med tovsnoninger og figurer. Det har været noget af en bedrift. ''Den kulturelle herregårdsfrue'' Kirkerummet i Ørsted Kirke er stærkt præget af Anne Krabbe. Hun var frue på den lokale herregård Stenalt og blev gift med Jakob Bjørn i 1588. Parret dyrkede sammen deres fælles interesse for litteratur og kultur. Efter Jakobs død 1596 drev enken gården videre som lærdomscentrum og historisk monument. Oldforskeren Ole Worm besøgte engang Stenalt. Han underholdt med sagn og viste gravhøje frem. I slotsparken havde Anne Krabbe opstillet runesten. Hun har utvivlsomt også fortalt Ole Worm om de mange folkeviser, hun indsamlede. I kirken genfandt hun en ældre gravsten over en vis Margrethe. Den lod hun opstille ved sin herskabsstol i kirken, hvor hun selv er afbildet som statelig renæssancefrue.