Soldaterhjemmet (Tønder)


Det tidligere KFUM Soldaterhjem i Tønder. Foto: Henrik J. Møller

Intro

KFUM Soldaterhjemmet blev opført i 1936 samtidig med den nye Tønder Kaserne. Den lukkede også sammen med kasernen. I dag er her Frikirke og begravelsesforretning

KFUM’s første soldaterhjem i Tønder åbnede i 1923. Det lå ved byens daværende garnison, der lå i en baraklejr ved Ryttervej og Dragonvej.

I 1936 flyttede garnisonen til den nye Tønder Kaserne på Nordre Landevej og KFUM-Soldaterhjemmet flyttede med til hjørnet af Carstensgade og Nordre Landevej. Det gamle soldaterhjem blev overtaget af Tønder Kommune og brugt som Vandrerhjem indtil ca. 1970 og blev derefter hjemsted for FDF-Spejderne i Tønder. Det nye KFUM-Soldaterhjem i Carstensgade ligner kasernen en del i byggestilen og var i brug indtil Tønder Kaserne blev nedlagt i årene 1999-2002. I Tønder fandtes også i årene 1920-65 et soldaterhjem under Foreningen Dannevirke.

KFUM Soldaterhjemmet lukkede sammen med Tønder Kaserne i 2002 og i dag er her nu frikirke og begravelsesforretning.

Litteratur:
J. P. Trap Danmark 5. udg. Tønder Amt, Bd. X,2
Henrik J. Møller: Tønder Kaserne 1920-2002.