Vorgod Kirke
Intro
En gammel middelalderkirke med en usædvanlig tilblivelseshistorie. Ved udgravninger i 1957 blev man klar over, at Vorgod kirke er bygget af flere omgange. Ca. år 1100 blev der bygget en trækirke - denne befandt sig inden for det der i dag er kor og kirkeskib.
Kirken i Vorgod, trækirken, er antagelig opført i oldtidens slutning før år 1100, og er dermed opført samtidig med de ældste af vore landsbykirker.
''Altertavle, prædikestol, døbefont og kirkeklokke''.
På det første alterbord mener man, at der har stået et kors. Efter reformationen har alteret fået en såkaldt katekismus altertavle, den bar årstallet 1586.
Denne blev erstattet af den nuværende altertavle i 1629. Et fint snitværk i renæssance med et nadverbillede i midterfeltet, to sidefelter og topstykke, desuden mange udskæringer. Hvad der har stået i de to sidefelter fra begyndelsen er ukendt, ligeså i topstykket. I 1869 har tiendeejerne bidraget til altertavlens forskønnelse ved at give det nuværende julebillede til midterfeltet.
Ved restaureringen i 1939 fik altertavlen sit nuværende udseende. De gamle strålende farver blev fundet igen ved afskalningen, og alt blev, så vidt det var muligt, ført tilbage til det oprindelige. Julebilledet i midterfeltet blev bibeholdt og der kom nye billeder i sidefelterne. Til venstre Moses og til højre Kristus og i topfeltet Kristi opstandelse.
På samme måde gik det prædikestolen. Også den havde været farvestrålende, men alt var overmålet i kedelige farver. I 1907 fik den dog en lille oppudsning, da blev der malet bl. a. kors og anker i felterne og ovenover ordene: Tro-Håb-Kærlighed.
Restaureringen i 1939 bragte mange interessante ting frem. På opgangen til stolen fandtes en inskription, som lyder sådan: Denne prædikestol og overhimmel lod hr. Peder Gregersen opsætte og stafere på kirkens bekostning i 1602.
Der har altså været en lydhimmel over prædikestolen, og den har man fjernet, det samme er sket med et krucifiks, der har hængt over korbuen.
Men der blev også fremdraget nogle malerier, skønt noget medtagne, kunne de dog rekonstrueres igen. På opgangen til stolen var malet de to reformatorer Luther og Melanchton, og på selve stolen blev fremdraget de fire evangelister med deres attributter. Ovenover hver var malet deres navne, og det er ret usædvanligt.
Døbefonten er det ældste inventar i kirken. En romansk granitfont af almindelig vestjysk type.
Kirkeklokken er fra ca. 1450, og er støbt af Petrus fra Randers. Antagelig bestilt til kirken, da tårnet blev bygget. Og den bærer følgende inskription på latin oversat til dansk: Alfa og Omega, Gud og menneske, O, ærens konge kom med fred.
Kirkegården ses der ikke at være brugt penge til, derimod blev der lagt vægt på at holde kirkegårdsdigerne og stætterne i orden. Der var ingen indgang i vest, derimod fra de 3 andre sider. I øst har der været en port, der var overhvælvet med en bue, og den var blytækket og blev senere tækket med tagsten.
Flere gange er det galt med tårnet og murene i den søndre side af kirken. Til tider har hele siden været nedtaget og opført igen. 1642 blev våbenhuset nedtaget og muret op igen. I 1634 var der udgået kongelig bekendtgørelse om, at der burde skaffes plads i kirkerne for skolebørnene, ved at der bygges pulpitur, så at ungdommen bekvemmeligen kunne høre Guds ord og prædiken. Men allerede i 1633 var det opstillet i Vorgod. Fire vogne havde været i Holstebro efter tømmer. På pulpituret var der 10 skamler samt trappe og opgang dertil.
Og i 1862 blev det taget ned igen efter 229 års brug, og de manglende pladser blev erstattet af 3 bænke i enden af kirken. I året 1645 er der malere fra Ribe, som maler pulpiturets rækværk foran med de 12 apostle på, samtidig bliver også præstekonestolen, præstestolen og degnstolen malet af hans egen farve og stafering.
Om kirkens tilstand efter 1710, da kongen havde solgt den, og den var overgået til privat eje vides ikke særligt meget. Af de syn, der kendes, ser det ikke ud til at blive bedre, og der handles også jævnligt med den. Der findes en interessant oplysning fra 1816, at kirken skulle fejes 3 gange årligt nemlig til jul, påske og pinse. Af en kirkeprotokol kan følgende læses: Fruentimmerstolene får rygstød i 1863, mandfolkestolene får det i 1890-91 og samme år males stolene brune - de var sidst malet i 1852 i en lys farve. 1882 Stenene i randen af korbuen samt deres gesimser afdækkes og en duelig stenhugger antages til udførelsen. 1885 har et flertal af beboerne andraget om at få kirken opvarmet, og der var tegnet tilstrækkeligt brændsel for l år. Der blev opstillet en kakkelovn i skibets nordvestre hjørne med skorsten i tårnets nordlige gavlmur. Kakkelovnen skiftedes ud med en kalorifer i 1930.
1873 udvides kirkegården 20 alen mod øst og 10 alen mod nord. Pladsen planeres og der opsættes nyt dige 3 alen ved grunden og 3 alen høj. 1865 loftet i koret farves som i højkirken, der er rumalet med rød vand-farve. 1903 valgtes det første menighedsråd. Og 1909 overgik kirken til selveje.
1913 fik kirken det første orgel. Det var en gave fra beboerne i sognet. 1918 er der denne bemærkning i protokollen: Da kirken kun har en udgang, og den ofte er overfyldt, anser synet det for rigtigst, at der anbringes en dør i koret. (Den kom dog aldrig). Før 1919 var der ingen gravér på kirkegården, folk måtte selv sørge for gravkastning.
I 1938 blev der opført et ligkapel ved diget syd for østre indgang. 1948 var kirkeklokken revnet. Det var sket ved den langvarige ringning efter kong Christian den 10. s død i foråret 1947. Den blev istandsat igen ved svejsning og fik sin gamle, kønne klang igen. Den eneste i sognet, som har været medejer af kirken, er Jens Jensen i Barde, alle de andre kirkeejere har været udensogns og storbønder de fleste. Jens Jensen faldt ned i kirken gennem en luge i 1895 og døde.
Den gamle præstegård, der ligger 1 km syd for kirken ved vejen til Nr. Vium, har været præstens bolig i århundreder, måske lige så langt tilbage, som der har været en præst ved kirken.
I 1903 flyttede præsten hen i en nybygget bolig i Vorgod by. Og i 1971 blev den nuværende præstebolig bygget.
''Restaureringen 1957''
Forud for restaureringen i 1957 havde man gennem flere år arbejdet på at skaffe de nødvendige midler. Det var nemlig en stor opgave, man gik i gang med. Foruden almindelige vedligeholdelsesarbejder omfattede den flere større nyanskaffelser og desuden nogle ændringer i rummets indretning.
Hele kirkens gulv blev taget op, dels fordi gulvet skulle fornyes, dels fordi kalorifervarmen skulle fjernes og erstattes af elektrisk varme. Mens gulvet var væk, fandt amatørarkæologen, pastor Høgsbro Østergaard, spor af stolpehuller fra en gammel trækirke. Det gav anledning til Nationalmuseets undersøgelse, som er nærmere omtalt senere.
Der kom så nyt trægulv under bænkerækkerne og gult klinkegulv i resten af kirken. Kaloriferen blev erstattet med elradiatorer langs ydervæggene og varmelegemer under bænkene. Alle kirkens bænke blev fornyet med undtagelse af den gamle herskabsstol fra 1621, som ved denne lejlighed blev flyttet ned bagest i kirken. I koret skete der ændringer, idet døbefonden blev flyttet fra korbuen ned foran i kirken. Derved blev der plads til, at alteret, der stod helt op mod korets gavl, kunne rykkes frem, så man kunne komme bagom. Samtidig fik man ny alterskranke.
I forbindelse med kirkens kalkning blev korbuen overkalket. Den havde ellers gennem årtier stået ren og ukalket. Kirkens lysekroner blev taget ned, og i stedet blev der opsat lampetter på alle vægge. Kirkens første orgel fra 1913 blev afløst af et nyt og større. Vinduerne i sydsiden blev udskiftet. Ønsket om at få udvidet døråbningerne for at få bedre plads til at komme ud og ind med kister blev ikke imødekommet af myndighederne, så man måtte nøjes med at fjerne dørkarmene og hænge dørene direkte i muren. Kirkegården trængte til en udvidelse, og der blev derfor købt et areal vest for kirken og lagt til.
Restaureringsarbejdet blev udført af lokale håndværkere under ledelse af arkitekt Aksel Skov, Århus. Hele restaureringen kom til at koste 103.415,85 kr.
'' ''''Kirkens bygningshistorie''
1950'erne var en periode, hvor man i mange landsbykirker fjernede gulvet og gravede det øverste jordlag af for at give plads for rørene til nye varmeanlæg. En lignende situation opstod i Vorgod ved restaureringen i 1957, men Nationalmuseet havde fundet ud af, at disse kirkegulve mange steder gemte interessante spor af kirkens historie, så to af museets eksperter, Elna Møller og Olaf Olsen, fik 2-3 døgn til at undersøge gulvet, før arbejdet skulle gå videre. Det var ikke lang tid, men alligevel var resultaterne så gode, at de blev et foreløbigt højdepunkt i Nationalmuseets kirkegulvsundersøgelser.
Efter at den øverste, løse jord var fjernet, kunne man se, hvor der havde været gravet ned i den faste bund nedenunder. Af disse spor var de mest interessante sporene efter stolper og trævægge af den lille trækirke, der engang havde stået på samme sted. I flere andre kirker havde arkæologerne de sidste fire år fundet stolpehuller fra trækirkerne, men her fandt man for første gang også spor af trævæggene, og selv om sporene var delvis ødelagte af senere nedgravninger (præste- og stormandsgrave, nedgravning for prædikestol o.a.), var de dog tilstrækkelige til, at man for første gang kunne afgøre, hvilken facon og størrelse en af disse trækirker har haft. Denne har været ca. 7 m lang og 5 m bred. Væggene har bestået afflade, lodretstående planker, hvis nederste ende var gravet et stykke ned i jorden. Hvordan trækirken i øvrigt har set ud, kan man kun gisne om, men fig. A viser, hvordan arkæologerne mener, den kan have set ud.
Fundet af trækirken blev en slags nøgle til stenkirkens bygningshistorie. Ved hjælp af trækirken og spor i den nuværende bygning blev det muligt at dele bygningshistorien op i hele fire etaper, hvortil der så betydeligt senere kommer opførelsen af tårn og våbenhus.
For at undersøge kirkens historie må man se på den, som den ser ud i dag. Der, hvor kor og skib støder sammen, kan man se, at der mangler sammenhæng i skifterne på kor og skib. Går man op på skibets loft og ser på østgavlen, kan man se, at den kvadersatte del må være korets oprindelige vestgavl. Det manglende forbandt og korgavlen viser tilsammen, at koret er bygget helt færdigt, før skibet er påbegyndt. Forklaringen må være, at koret er bygget, mens trækirken endnu stod der, og at disse to har fungeret sammen i en årrække.
Det ser ud til, at man begyndte at bygge stenkirken uden om trækirken, så stenkirken stod færdig, inden man nedrev og fjernede trækirken. Kirkeskibet blev ikke i første omgang bygget i sin fulde længde, men nåede kun til våbenhuset. Det har muligvis fra starten været meningen, at kirken skulle forlænges, for der fandtes ingen spor i jorden efter en solid gavl, så der har måske kun været lukket med en trægavl. Når man føler sig sikker på, at kirkeskibet er bygget ad to gange, skyldes det først og fremmest, at tagkonstruktionen ikke er ens over hele skibet, men er lavet på to forskellige måder med et skel ved våbenhuset. Foruden taget viser ujævnheder i muren lige inden for våbenhuset, at hele skibet ikke er bygget på en gang. Tårnet og våbenhuset er den sidste del af kirkens byggeri. Da de var færdige, havde kirken den størrelse og stort set også det udseende, den har nu. Selv om arkæologerne gør opmærksom på, at deres dateringer er behæftet med usikkerhed, giver de os alligevel noget at holde os til. De mener, at trækirken sandsynligvis er bygget omkring år 1100, men koret er bygget ca. 1150-1175. Den første del af skibet er ca. fra Valdemar Sejrs tid (1202-1241). Denne datering bygger på fundet af to Valdemar Sejr-mønter, som lå i et stolpehul, hvor de kun kunne være kommet, da trækirken blev revet ned og stenkirken taget i brug. Alderen på den sidste del af skibet er beregnet efter træet i tagkonstruktionen. Det tyder på, at resten er bygget omkring 1300. Kirkens yngste afsnit, tårn og våbenhus, er antagelig fra 1400-1500. Siden da har ændringerne i selve bygningen været små. Nogle små vinduer i sydsiden er blevet udskiftet med større, og mandsdøren i sydsiden er fjernet, men ellers står bygningen i dag stort set, som da den var bygget færdig.
(Nationalmuseets undersøgelser i 1957 er beskrevet i Videbæk Sparekasses hundredårsskrift.)
Restaureringen i 1988
Restaureringen i 1988 har foruden almindelige vedligeholdelsesarbejder omfattet ændringer i kirkens indretning og desuden en mindre tilbygning.
Indvendig er kalk og puds blevet banket af væggene, hvorefter de er blevet nypudset og kalket. Korbuen er dog igen fri for puds og kalk som før restaureringen i 1957. Altertavlen har været til behandling, og den gamle herskabsstol er blevet istandsat. Under bænkene er der lavet en forhøjning, og samtidig er radiatorerne langs ydervæggene fjernet, så der nu kun er varme under sæderne. Bænkene er derved kommet længere ud mod væggene, så gangen er blevet bredere. For at skaffe flere siddepladser i kirken måtte man fjerne orgelet. (Det blev solgt til den danske kirke i Grimsby, Ontario, Canada, hvor det er opstillet og indviet.) Derved blev der plads til 8 nye bænke i tårnrummet. Man måtte så lave et pulpitur over de bageste bænke i skibet for at give plads for et nyt orgel og børnekoret. Man fik ikke lov at lave en ny, bred dør i kirkens vestgavl, så problemet med at komme ind og ud med kister kunne blive løst. Menighedsrådet har derfor bestilt en katafalk, som man kan køre kisterne på, når de skal ind og ud.