Villa Olsbæk
Intro
Villa Olsbæk er et af de mest markante eksempler på de store sommerhuse, der blev opført langs kysten i starten af 1900-tallet.
Huset her er opført i 1912 af grosserer H.E. Bonne, der også selv havde tegnet huset. Oprindeligt lå huset midt i H. E. Bonnes granplantage.
Bygningsanlægget er udformet symmetrisk, med hovedhuset opført som gavlhus med smukt udført bindingsværk. Symmetrien og gavlmotivet er anvendt således at huset fremtræder formelt og større end det egentlig er. Typisk ser man denne slags bygninger syd for grænsen i Tyskland, men udformningen er også inspireret af den fremherskende nationalromantik der prægede tiden. At huset er placeret højt i forhold til omgivelserne er yderligere med til at forstærke ”imponatoreffekten”.
Oprindeligt var haveanlægget langt større end det er idag, og Olsbækken var en del af landskabet. Siden er haven delvist blevet udstykket til parcelhuse, og Olsbækken er næsten privatiseret på visse strækninger. Bækken fremtræder stadig slynget som det oprindelige løb, noget man typisk ser i større romantisk prægede haveanlæg.
De senere tiders anvendelse til offentligt formål – Aktivhuset Olsbækken – har betydet at der er tilført elementer som et nyt indgangsparti, delvis i glas, og en sidebygning der ikke er indpasset i bygningsanlæggets oprindelige struktur.
''"Den tossede københavner"'', sådan blev Henrik E. Bonne kaldt af grevefiskerne, når han skridtede strandarealerne af, og talte med dem om opkøb af jorden langs kysten.
Bonne var en initiativrig mand og på en vandretur langs Køge Bugt fik han den idé, at dette øde område måtte han få til at "blomstre". Han ville lave plantagedrift. Hjemmefra havde han fulgt faderens arbejde med plantagetilplantning, og han ville nu prøve sine egne evner i samme retning. Det var bl.a. baggrunden for jordopkøbene langs kysten. Men i 1890'erne opstår de første sommerhusudstykninger i Nordsjælland, og Bonne, der selv tidligere havde haft sommerhus i Klampenborg, måtte have tænkt at denne idé kunne gentages syd for København, forretningsmand som han var.
I 1899 begyndte de første opkøb. Folk rystede på hovedet, men Bonne gik i gang med beplantningen. Først blev der plantet marehalm og grantræer. De lokale fiskere tjente sig en ekstra skilling ved at plante grantræer langs kysten. Helt uden problemer gik det ikke, mange træer gik til, og opfindsomme gemytter gjorde det ikke bedre. Drengene på egnen fandt ud af, at det gav en god fortjeneste at hugge toppene af granerne og sælge dem som juletræer. Men det fik Bonne sat en stopper for. Han var en god menneskekender, fortæller familien. Han kaldte de unge fyre sammen. Fortalte at der var nogle, der ødelage træerne. Nu ønskede han deres hjælp. Derfor ville han give dem hver et område og et bestemt pengebeløb pr. træ så skulle de til gengæld holde vagt og forhindre hærværket. Det hjalp.
''Mennesket Bonne''
Henrik Bonne blev far i en ret høj alder. I sit første ægteskab adopteredes to små piger, og i andet ægteskab fik han med sin hustru Martha selv to børn, Henrik Erhard født i 1916 og Maren Elisabeth født 3 år senere. Bl.a. pga. faderens menneskelige indfølingsevne blev børnene opdraget meget frit med frihed under ansvar.
Børnene havde god tumleplads, dels i den store have på Henriksdal i Tåstrup, en proprietærgård uden jord, som Bonne havde købt, dels de 12 tdr. land der omgav Villa Olsbæk ved Greve Strand. "Der var intet hegn omkring Villa Olsbæk. Hegnet var min fars stemme" fortæller Elisabeth Bonne. Og der var nok at tage sig til for børnene. Ride på familiens føl, sidde og betragte lækattenes leg, bygge slotte i sandet, sejle med skibe i Olsbækken. Børnene fik lov til at sove på stranden om natten, eller helt oppe under loftet i huset, hvor der stod en stjernekikkert. Og så var der gæsterne. Hele sommeren igennem var der gæster på villa Olsbæk. Det var fætre og kusiner, tanter og onkler, eller ansatte fra Bonnes virksomhed i København, som blev inviteret her på ferie en uge hver sommer.