Vildtbanesten og fredede røser

Urne fundet i udkanten af Nim skov. Graven den blev fundet i, har sandlsynligvis været markeret med en stenrøse, der i dag er gået tabt. I dag udstillet på horsens Museum. Foto: Horsens Museum

Vildtbanestenene i Nim Skov set fra Underup-siden. Foto: Anders Horsbøl Nielsen, Horsens museum

Den vestelige vildtbanesten ved Nim Skov. Øverst ses en krone og under denne et 6-tal omsluttet af et 'C'. Dette viser, at den er rejst af Christian 6. i året 1744. Foto: Anders Horbøl Nielsen, Horsens Museum

Intro

Flere steder i Nim Skov ses de granitsten, der markerede en af kongens private jagtmarker; Skanderborg Vildtbane. I skoven findes også spor af hele 125 stenrøser, der dateres til ældre jernalder.

Kongens private jagtmarker Det var Frederik 2., der i sidste halvdel af 1500-tallet begyndte at anlægge vildtbaner i Danmark. Han var kendt for at være en livsnyder med hang til prægtig krigskunst, pompøse fester og ikke mindst jagt. Ved mageskifter af gammelt klostergods og opkøb af land- og skovområder, lykkedes det ham og hans efterfølgere at oprette vildtbaner rundt omkring i landet. Iblandt disse var Skanderborg Vildtbane, der omfattede seks herreder fra Horsens til Viborg. Det var kongen alene, der havde retten til at jage på disse enorme arealer.
250 ton kød Kongens eneret til jagt resulterede i, at hjortebestanden voksede eksplosivt. Som følge heraf blev mange bønders afgrøder enten ædt eller ødelagt. Det problem kom Frederiks søn Christian 4. til livs, da han i 1593 afholdt åben jagt på vildtbanen. Alene i maj måned det år måtte 1600 hjorte og enorme mængder anden vildt lade livet. Man anslår, at dette svarede til over 250 ton kød!
Dødelige konsekvenser og lemlæstede hunde Hvis en bonde forsøgte at sænke hjortebestanden med jagt, kunne det få alvorlige konsekvenser. Blev man taget i at jage inden for de opstillede vildtbanestens områder, var straffen død ved hængning. Ligeledes havde skovridderne fuld ret til at skyde krybskytter. Bøndernes hunde kunne endda risikere, at deres ene ben blev hugget af ved knæet, så de ikke var i strand til at jage vildtet.

Markeret af træ og sten
Anlæggelsen af vildtbanerne i Danmark skete ikke på én gang. Det var en århundredelang proces, hvor man i starten markede områderne med egepæle. Disse blev dog ofte væltet eller endda stjålet af utilfredse bønder. I stedet opstillede man i årene 1743-1762 store granitsten i Skanderborg-distriktet. Det var under Fredrik 5. og Christian 6., hvis navne blev hugget ind i stenene.

Kongevejen
Skanderborg Vildtbane blev nedlagt, da ryttergodset blev solgt til private i 1767. Normalt skulle stenene afleveres til amtsforvaltningen, men de 112 stående sten i Skanderborgs jagtdistrikt fik lov at blive. I dag er det kun meget få, der står på deres oprindelige plads. Alle disse er dog fredede. Stenene ved Nim Skov og Underup stod oprindeligt ved den gamle kongevej, men da den nuværende Skanderborgvej blev anlagt i 1940, blev de flyttet dertil. De blev dog flyttet tilbage deres oprindelige plads omkring 1990.

Tilvoksede fortidsminder For det utrænede øje ser de mange buler i Nim Skov ikke ud af meget. Men her gemmer sig i alt omkring 125 stenrøser fra jernalderen. Mange af dem er ganske vist ikke synderligt høje og de fleste er tilvoksede eller dækkede af skovbundens tætte løv. For over 2000 år siden så de dog noget anderledes ud.
Hvad er en røse? Røser er en fællesbetegnelse for fortidsminder, der blev bygget som stendynger. Der skelnes mellem tre forskellige slags. Rydningsrøser fremkom ved rydning af arealer i forbindelse med agerdyrkning eller anlæggelsen af en boplads. Kogestensrøser består primært af ildpåvirkede sten. Endelig er der gravrøserne der, som navnet antyder, er anlagt i forbindelse med en begravelse.
Grave i Nim Skov Røser er mest udbredt i Sverige i alle tre former, men her i Danmark er gravrøser de mest almindelige. Selvom røserne i Nim Skov ikke er velundersøgte, hælder eksperter til, at der overvejende er tale om gravrøser. Især set i lyset af de samtidige fund, der er gjort i nærheden.
Sværd og urner Kun en enkelt røse er blevet undersøgt af arkæologer, men desværre kunne den ikke bidrage med ny viden. Til gengæld blev der fundet en urne i en grav lige uden for skoven. Graven har højst sandsynligt været markeret med en sådan stendynge, som sidenhen er gået tabt på grund af moderne tids landsbrug. Urnen dateres til den tidlige del af førromersk jernalder (500-300 f.Kr.). Samme datering har en urne, der er fundet længere mod øst. Den indeholdt tilmed et sværd - en meget fornem gravgave, der dengang blev importeret.