Vestskoven og Herstedhøje
Vestskoven. Udsigt mod vest over Vestskoven og den grønne kile
Intro
Herstedhøje i Vestskoven, i folkemunde kaldet ”Dansktoppen”, er opbygget af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn, suppleret med murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. "Skitse til en Vestskov" blev udarbejdet af en planlægningsgruppe i 1964...
Herstedhøje i Vestskoven, i folkemunde kaldet ”Dansktoppen”, er opbygget af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn, suppleret med murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. "Skitse til en Vestskov" blev udarbejdet af en planlægningsgruppe i 1964. Den blev siden iværksat af skovrider E. Laumann Jørgensen og hjulpet på vej af kampagnen "Plant et træ". Ifølge skitsen skulle skoven have lysninger, skovbryn, lette lunde, overdrev og åbne græsklædte sletter med rige muligheder for friluftsliv.
''Bjergokser på Dansktoppen''
Herstedhøje skulle have bløde, naturlige former beklædt med græs, der blev afgræsset af får og geder. Når man så højen, måtte ikke komme til at tænke på noget menneskeskabt. Nødtvungent plantede man træer på rad og række i Vestskoven, selv om de dermed ville få et ”kunstigt udansk præg”. Bjerg og skov gav anledning til polemik i pressen. Forfatteren Erik A. Nielsen undrede sig over, at de natursurrogater, man skabte på grund af en mægtig mistillid til naturen, absolut skulle ligne natur. ”Man fordriver fugle, harer og ræve fra Vestegnen og placerer nogle ubestemmelige bjergokser på skråningerne af sit kunstige bjerg. Ikke rød, dansk malkerace, men nogle lodne bæster af unavngiven art, plus nogle får. Associationsrige og sindssvagt hjemløse.”