Vejle Søbadeanstalt


Søbadeanstalten på den sidste åbningsdag i september 1959.

Intro

Vejle Søbadeanstalt lå på havnens nordre mole fra 1914 til 1959. Den var ejet af Vejle Kommune fra 1918, og brugt af byens skoler til den obligatoriske svømmeundervisning. Mange lærte at svømme hos Ragnhild Gustafsson. Søbadeanstalten havde åben fra april til september hvert år indtil 1959.

Vejle Søbadeanstalt lå på Vejle Havns nordre mole fra 1914 til 1959. Søbadeanstalten var var ejet af Vejle Kommune fra 1918, og brugt af byens skoler til den obligatoriske svømmeundervisning. Mange børn lærte at svømme hos søbadeanstaltens faste svømmelærer og livredder Ragnhild Gustafsson. Mille Gade var søbadeanstaltens første livredder, der også underviste i svømning. Mille Gade blev ansat af kommunen i 1916 til at holde opsyn med de mange badende, efter hun havde reddet flere vejlensere fra at drukne i havnebadet. Søbadeanstalten havde åben fra april til september hvert år indtil 1959. ''I Vejle var der en overgang to søbadeanstalter. '' Yderst på søndre mole lå der en simpel badeanstalt lige ved Sønderåens udløb i fjorden, der kun var for mænd og drenge indtil ca. 1914-1915, hvor den blev flyttet i forbindelse med en havneudvidelse. Der var ikke en offentlig badeanstalt for kvinder i Vejle før 1914, hvor byrådet vedtog at opføre en badeanstalt til brug for kvinder og skolepigers svømmeundervisning. Allerede i 1913 lå der er ønske fra byrådets skoleudvalg, at der på nordre mole skulle ligge et bassin, primært til brug for skolepiger. Badeanstalten til kvinder på havnens nordlige mole ved siden af badehusejer Thomsens privatejede badeanstalt. Hos Thomsen kunne byens befolkning bade mod betaling. I maj 1918 købte kommunen Thomsens badeanstalt, og det gav mulighed for at samle kommunens badeanstalter i ét større anlæg på den nordlige mole. Først i 1927 blev Thomsens anlæg fjernet, og en herreafdeling blev bygget til den eksisterende dameafdeling. Samtidig blev badeanstalten ved den sydlige mole nedlagt.

Svømmelærerinde Ragnhild Gustafsson lærte mange vejlensere at svømme på den grønne Søbadeanstalt. Hun var også ansat til at holde orden og opsyn med alle badende. Lige siden de første skolelove fra 1814 har svømning været en obligatorisk del af skoleskemaet. Først for drengene og senere for alle. Mange steder undlod man at undervise i svømning, fordi der manglede egnede svømmesteder. I Vejle gav fjorden god mulighed for at give svømmeundervisning på Søbadeanstalten på havnen. Skoleelever kom om formiddagen med deres gymnastiklærer for at lære at svømme og for at tage den lille eller store svømmeprøve. En obligatorisk del af Ragnhilds svømmeundervisning var udspring fra vippen og nye svømmere blev holdt oppe med et tøndebånd, en ring til at holde barnet oppe med, imens barnet tog en svømmetur. Undervisningen foregik lige meget vandets temperatur på blandet hold. Dog foregik omklædningen opdelt i piger og drenge, og Ragnhild holdt skarpt øje med, at drengene ikke kiggede ind til pigernes omklædning. ''Svømmestævner'' Svømmestævne på Vejle Søbadeanstalt med svømmere fra svømmeklubben Triton. Svømmeklubben konkurrerede både i svømning og i udspring, som blev afholdt på Søbadeanstalten ved havnens nordlige mole uanset vandets temperatur.

Søbadeanstalten havde sin sidste åbningsdag den 30. september 1959. Bassinet er ikke længere opdelt i kvinde- og herrebassin. Træværket var råddent, så brandmænd, vandmænd og affald fra den nærliggende lystbådehavn og havn flød i bassinet. I 1959 vedtog byrådet i Vejle at nedlægge Søbadeanstalten ved sæsonens udgang, fordi vandet ofte var ofte meget forurenet. De badende var næsten mere beskidte, når de kom op, end da de hoppede i havnens vand. Sundhedsmyndighederne var ikke tilfredse med de forhold, som skolebørnene svømmede rundt i. De gamle træbygninger trængte også til en omfattende og dyr renovering.

Ragnhild Gustafsson var en markant person i svømmeundervisningen i Vejle. Hun blev som 17-årig ansat i 1919 som svømmelærer og bademester ved Søbadeanstalten ved havnens nordlige mole. Ragnhild fik også stor betydning for svømmesporten, som aktivt bestyrelsesmedlem i svømmeklubben. Hun underviste i svømning i 40 år på Søbadeanstalten, indtil den lukkede i 1959. Hun fortsatte på Idrætsskolen, i Mølholmbadet og i Idrættens Hus, indtil hun var 75 år i 1977. Ragnhild lærte næsten fire generationer i Vejle at svømme.