Vardehus I
Intro
Det middelalderlige voldsted er nu totalt udjævnet. Engang var det dog et prægtigt anlæg med voldgrav, borgbanke og et solidt trætårn.
Vardehus I i Skantz Enge
Ca. 1 km vest for Varde, ganske tæt ved Varde Å, ligger de nu totalt udjævnede rester af et middelalderligt voldsted. Voldstedet har ikke noget historisk befæstet navn, hvorfor det benævnes Vardehus I, idet det opfattes som forgænger for Vardehus II. Voldstedet blev udjævnet i 1788 af krigsråd og købmand Peder Landrup, som beskriver det som værende ca. 7m højt – altså ganske velbevaret. Han begrunder ønsket om udjævning med at hans kreaturer ofte hænger fast i de bløde aflejringer i den gamle voldgrav. Hans indberetning Oldsagskommissionen afslører dog en god portion nysgerrighed og interesse for fortidsmindet, og det er næppe ønsket om at avle lidt ekstra hø på stedet, der var den egentlige begrundelse for udjævningen – snarere en ægte, arkæologisk nysgerrighed.
Befæstningen bestod af en voldgrav omkring en central borgbanke. Lidt decentralt placeret på selve borgbanken stod et kvadratisk trætårn, ca. 7,5x7,5 meter, af meget høj kvalitet, funderet så kraftigt, at det med stor sikkerhed har været i flere stokværk.
Der findes ingen sikker arkæologisk eller naturvidenskabelig datering af borgen, men en datering til 1200-tallet er sandsynlig, og bygherren er da med stor sandsynlighed tysk, idet Varde Syssel måske allerede i 1202 overgik til hertugdømmet Lüneburg. Hertug Vilhelm af Lüneburg giftede sig i 1202 med Valdemar Sejrs søster Helene og fik ved denne lejlighed syslet som medgift. Det er dog usikkert om han fik hele syslet eller kun dele heraf.