Valkendorfs Kapel

Domkirken, Sct. Knuds Kirke. Walkendorffs kapel.

Domkirken, Sct. Knuds Kirke

Domkirken, Sct. Knuds Kirke. Gitter ved Walkendorffs kapel.

Domkirken, Sct. Knuds Kirke. Gitter ved Walkendorffs kapel

Domkirken, Sct. Knuds Kirke. Walkendorffs kapel. Relief over baron Vittinghof til Schelenborg (d. 1691) og hustru (d.1696).

Litografi efter tegning. Domkirken, Sct. Knuds Kirke, set fra Flakhaven. Før restaureringen og nedrivningen af Christian 4.s våbenhus. Valkendorfs Kapel med spidsbuer.

Litografi efter tegning. Domkirken, Sct. Knuds Kirke, set fra Flakhaven. I forgrunden vandpost og stakit. Sært perspektiv - malet efter foto?

Valkendorfs Kapel Skt Knuds Kirke. Opført 1633-36 for lensmand Henning Valkendorf til Glorup.

Intro

Valkendorfs Kapel er et af Odenses fineste eksempler på renæssance-arkitektur.

Begravelser inde i kirken
I middelalderen og renæssancen - ja helt op til midten af 1800-tallet - blev byens fineste begravet inde i kirkerne frem for på kirkegården. Gulvet i byens kirker var spækket med gravsten over biskopper og adelige, mens borgerskabets epitafier hang tæt på væggene. Samfundets rigeste og fornemste kunne endda finde på at bygge et sidekapel på kirken som gravplads for dem selv og deres familie.

Henning Valkendorf til Glorup
Kongens lensmand på Odensegård i årene 1628-1655 var netop en af landets rigeste og fornemste personer. Han arvede herregården Glorup på Sydfyn og købte siden yderligere tre herregårde: Klingstrup, Bjørnmose og Hesleholm i Skåne. For kongerne Christian IV og Frederik III havde han mange forskellige betroede hverv - blandt andet kommisær for skatteopkrævningen på Fyn.

Det meste af sin tid som lensmand boede Valkendorf i Odense, da hans gamle mor, som overlevede ham, boede på Glorup. Det er sandsynligvis derfor han valgte Odense og Skt. Knuds Kirke som ramme om den fornemme gravplads.

Kongens bygmester opfører kapellet
I 1632 købte Henning Valkendorf et stykke jord på nordsiden af domkirken, og året efter gik byggeriet i gang. Sandsynligvis er bygmesteren Hans Steenwinckel den yngre. Han var af Christian IV udpeget som bygmester og tilsynsførende for alle kongelige byggerier og har således i større eller mindre grad stået bag Børsen, Rundetårn med Trinitatis Kirke, genopbygningen af Kronborg efter en brand samt Christian IV’s gravkapel ved Roskilde Domkirke. Med andre ord en af de bedste og mest erfarne bygmestre inden for tidens stil - den nederlandske renæssance.

Valkendorfs gravkapel er netop et godt Odense-eksempel på den nederlandske renæssance, der med sine svungne gavle, kobbertaget og det raffinerede skifte mellem mursten og sandsten sender tankerne mod tidens arkitektoniske hovedværker som Rosenborg og Børsen.

Indvendigt var standarden lige så høj. Den kongelige kunstsmed Caspar Fincke udfærdigede 1636 et prægtigt smedejernsgitter, der afskærmede kapellet fra kirkerummet.

Familiegravpladsen sælges
I 1658 døde Henning Valkendorf, og han blev gravlagt i kapellet ved siden af sine tidligt døde børn og to hustruer. Den tredje kone og overlevende enke mistede det meste af formuen i Svenskekrigene. Hun blev så økonomisk betrængt, at hun var nødsaget til at sælge kapellet til landdrost Fredrik von Vittinghof til Eskebjerg, der var gift med hendes halvsøster. Valkendorf-familiens kister blev flyttet til krypten under kapellet, mens rummet ovenpå var forbeholdt familien Vittinghof. I 1690’erne opsatte Vittinghofs hustru, Eleonora Maria Sehested, et stort epitafium i hvid og sort marmor over den afdøde ægtemand og hende selv.

Kapellet nær nedrevet i 1800-tallet
I 1800-tallet var Skt. Knuds Kirke i så dårlig stand, at en hovedrestaurering var nødvendig. De ansvarlige arkitekter J.D. Herholdt og C. Lendorf ville i tråd med tidens interesse for arkitekturhistorie helst genskabe domkirken som en perfekt gotisk kirke, og renæsancens sidekapeller stod i vejen for denne drøm. Et våbenhus tilføjet af Christian IV røg i denne forbindelse, men Vittinghofs efterkommere kunne i retten fremvise skøde på gravkapellet. Herholdt og Lendorf måtte derfor modstræbende lade kapellet blive stående. De to arkitketer, der kunne deres arkitekturhistorie til fingerspidserne, fandt det dog rigtig i forbindelse med restaureringen at rette en ’fejl’ i kapellets arkiktur. Kapellets vinduer havde spidse buer som det faktisk var skik i renæssancens kirkelige arkitektur, men 1800-tallets arkitekter mente, at de vidste mere om renæssancearkitektur end Hans Steenwinckel og skiftede spidsbuerne ud med rundbuer - så var det rigtig renæssance!