Urter
Urter set fra smøgen ud mod Klostergade
Urter set nedefra
Urter set skråt nedefra
Intro
Oskar Koliander, 2025, malet galvaniseret stål og LED lys.
Tre skulpturer af lygtepæle, der forvandles til urter mod en blå væg. Urterne er salvie, rosmarin og timian. Kommissionsværket er placeret på den historiske vej mellem Dronning Dorotheas slotshave og klosterhaven.
Oskar Koliander (f. 1986, Sverige) er en kunstner med base i København. Han har en MA i Skulptur fra The Royal College of Art i London og en MFA i Visual Art fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Skoler for Billedkunst i København.
Oskar Kolianders værk er en undersøgelse af betingelserne for at høre til i en globaliseret og teknologiiseret verden. Han ser på ændringer i teknologi, politik, klima og økonomi, og hvordan disse ændringer påvirker os som individer og samfund.
Urter er udformet som lygtepæle, der gradvist forvandler sig til store krydderurter i deres forløb opad. Værket tager afsæt i Slotshaven ved Koldinghus, som blev anlagt af Dronning Dorothea i 1547. Haven rummede en lang række nytteplanter, og herfra er fokus rettet mod krydderurterne salvie, rosmarin og timian.
De tre urter er valgt, fordi de er karakteristiske, let genkendelige og har en tydelig forbindelse til hverdagslivet gennem deres anvendelse som krydderurter. Skulpturerne fremstiller urterne uden blomster. Dermed fremhæves deres funktion og brugsaspekt frem for deres dekorative egenskaber.
Med en højde på over 10 meter får skulpturerne en markant tilstedeværelse i byen, hvor mødet mellem det velkendte og det uventede er centralt for værket. Udgangspunktet er en form, der allerede hører naturligt hjemme i bymiljøet, men som langsomt ændrer karakter og peger tilbage mod landskabet og slotshavens historie.
Materiale- og farveovergangen understøtter denne transformation. Nederst fremstår skulpturerne i galvaniseret stål, der forbindes med det funktionelle byinventar. Højere oppe ændres overfladen gradvist til krydderurternes karakteristiske farvetoner, så lygtepælen visuelt går i ét med den planteform, den udvikler sig til.
Urter forbinder således byens funktionelle infrastruktur med stedets historiske havekultur og skaber et skulpturelt møde mellem det menneskeskabte og det organiske.
''Publiceret''