Urbansgade


Aalborg Kommunehospital i Urbansgade 36. Datering: 1920-1923


Café Alpha, hjørnet af Urbansgade og Jens Bangs Gade.

Intro

Urbansgade er sandsynligvis anlagt i 1500-tallet. Oprindeligt strakte gaden sig helt til Vesterå og Gravensgade. På denne gade opførte felbereder (garver) Urban Jacobsen i 1640´erne en stor gård, det er efter al sandsynlighed derefter at gaden har fået sit navn.

Urban Jacobsen døde i 1653. Urbans Gård lå på det østre hjørne af den nuværende Bispensgade og Gravensgade og blev nedrevet i 1897. Fra Urbansgade var den oprindelige indgang til Aalborg Amts og Byes Sygehus (nu Sygehus Nord). Gaden har også huset en kaserne - Urbansgades kaserne, der fra 1813 og helt til efter første verdenskrig holdt til i smedemester Christen Madsens gård, bygget ca. 1736. I 1898 forkortede man Urbansgade, da to ejendomsejere i gaden ansøgte byrådet om at deres ejendomme måtte medregnes til Bispensgade. Med gennemførslen af Vesterbro til Limfjorden i begyndelsen af 1930erne blev Urbansgade delt i to. Først i 1955 tog man dog konsekvensen, og Urbansgade blev endnu en gang forkortet, da strækningen mellem Vesterbro og Vesterå/Gravensgade blev omdøbt til Bispensgade efter ansøgning fra de forretningsdrivende i gaden.

''Aalborg byrådsforhandlinger'' 176/98 C-34-1955 ''Aalborg Stiftstidende'' 4.2.1965