Ullerup Kirke
Ullrup Kirke
Fonnesbergs logo
Krusifiks fra kirken
Bolette Feilberg
Conradine Feilberg
Intro
Ullerup Kirke på Sundeved. Ullerup kirke er en fornem, nordslesvigsk kirke, hvis ældste dele må stamme fra tiden år 1150 og år 1200. På den tid blev ”skibet” og ”koret” bygget. Skibet er i det væsentligste uforandret, mens koret er stærkt ændret.
Ullerup kirke er en fornem, nordslesvigsk kirke, hvis ældste dele må stamme fra tiden år 1150 og år 1200. På den tid blev ”skibet” og ”koret” bygget. Skibet er i det væsentligste uforandret, mens koret er stærkt ændret.
Sagnet fortæller, at kirken oprindeligt skulle bygges i den vestlige del af sognet, Brobøl, men alt hvad der blev bygget om dagen, var hver morgen slået i ruin. Derfor byggede man kirken på det højeste sted i Ullerup, nemlig ”æ pold”, hvor den i dag ligger omgivet af et bevaringsværdigt landsbymiljø. Kirken ligger midt i den gamle, velholdte kirkegård, hvor gravsteder fortæller om slægters tilknytning til stedet igennem tiderne.
Kirken er bygget i den romanske stil med 6 meter høje mure – udvendigt af tilhuggede kvadre, indvendigt af marksten. Det høje tag har oprindeligt været tegldækket, senere blytækket og nu igen tegldækket. Kirketårnet, som først er bygget i 1902, har et spir dækket med skifer.
En tidligere apsis spores endnu i korets fundamentsten, mens der af et tidligere våbenhus, bygget i 1613 og nedrevet i 1858, ikke er synlige rester.
Det store sydkapel blev oprindeligt bygget ca. år 1500 som gravkapel til Blansgårds ejere, og kapellet benævnes endnu i dag ”Blansingerkapellet”
Af de oprindelige meget små, romanske vinduer er der i dag kun bevaret to i korets nordside. Ved sidste kirkerestaurering i 1969 blev disse to vinduer ”genåbnet”, og der blev indsat mosaikruder lavet af kunstnerne Lisbet og Poul Høm, Gudhjem.
Kirkerummet har altid haft fladt loft på svære bjælker, mens såvel sydkapel som kor har spidsbuede hvælvinger. Både skib og kor er forsynet med store vinduer, der lader lyset vælde ind i de hvidkalkede rum.
Den gamle kirkegård er omsluttet af et meget gammelt stengærde, som har tjent som værn mod løsgående kreaturer. Det har tidligere haft to indgange udstyret med riste så kreaturer heller ikke her kunne komme ind på kirkegården.
Ullerup kirke er indviet til Sankt Laurentius. I de gamle kirkebøger findes et seglmærke med Sankt Laurentius´s billede. Dette segl er blevet genfremstillet i 1971.
Henvisning:
Udarbejdet af Knud Teglgaard Jensen marts 2004
http://www.ullerupsogn.dk/kirkens_historie.html
I koret, som blev udvidet i 1300-tallet, finder man alterbordet, opmuret af munkesten med antependium tegnet og vævet af Kirsten og John Becker, Holte, der også har vævet tæppet foran alteret. Altertavlen er fra 1707, leveret af billedhugger Anton Günther Frese fra Brohus på Als. Sidevingerne blev i 1858 erstattet af nye udført af billedhugger Skjold Lund. Tavlens malerier er oprindelige, og maleren er ukendt. Det må nævnes, at den traditionelle rød-hvide sejrsfane på tavlens opstandelsesbillede var til megen glæde for sognets dansksindede befolkning under fremmedherredømmet 1864-1920.
Den nuværende døbefont kan ikke være kirkens oprindelige, idet den er fremstillet på Gotland formodentlig op imod år 1400. Den er af kalksten og prydet med søjler og spidse buer i gotisk stil. Senest er den blevet restaureret i 1967 af Vitus Nielsen, Nationalmuseet.
Dåbsfadet er fra 1927. Den bærer inskriptionen ”Lader de små børn komme til mig” Dåbskanden er fra 1960. Den er givet som gave af Alfred Dau, Michigan, USA.
I en niche i koret står en 7-armet lysestage. Den er en gave fra Johan Iversen og hustru Anne Marie givet i 1927
Og i koret lægger man mærke til de to hjørneskabe , hvis vægge er tidligere stolestader, hvilket de små malerier med navne på gårde og numre antyder.
Prædikestolen i skibet er fra 1578. Den må efter datidens formåen have været en stor kostbarhed. Den er udført i egetræ i renæssancestil. Usædvanlig er dekorationen med de hatteprydede mandshoveder. Den latinske hovedindskrift handler ligesom de andre indskrifter på stolen om ordets og forkyndelsens betydning: ”HERRENS ORD BLIVER I EVIGHED”
I begyndelsen af 1600-tallet byggede man pulpiturer, vistnok først mod vest, men senere både mod syd og nord. I dag er alene en del af vestpulpituret og hele nordpulpituret tilbage. Heroppe finder man bl.a. kirkens meget fine Marcussen & Søn – orgel.
Midt i kirkeskibet er ophængt en model af barken ”Nicoline” af Sønderborg, skænket af kirkens tidligere organist gennem 50 år, Hans Petersen. Som kuriosum kan nævnes, at grundlæggeren af ØK, etatsråd H.N.Andersen i sine unge dage var forhyret på skibet.
I Sydkapellet finder man i vestvæggen indmuret en granittympanon, som oprindelig har siddet over mandsdøren i kirkeskibets sydside. I stenen er indhugget et relief, der forestiller to løver – symbolet på kongelig magt og styrke, men også et symbol for Kristus, der i bibelen kaldes Juda Løve.
På kapellets østvæg hænger ”Det store krucifiks”. Det har oprindeligt stået på en bjælke, som lå tværs over korbuen; måske har det været flankeret af to figurer: jomfru Maria og apostlen Johannes. Krucifikset er fra tiden omkring år 1350.
På nordsiden i koret hænger ”Det lille krucifiks” - måske en sidste rest af kirkens store, udskårne, middelalderlige altertavle. Dette krucifiks er fra slutningen af 1400-tallet, og det anses for at være et meget fint udført arbejde.
Nævnes skal endelig det i kirkeskibets nederste, nordlige del ophængte riffelmaleri med dels den sejrende og dels den lidende Kristus. Interessant er døren op til pulpituret fra 1600-tallet med billede af Noahs ark strandet på Ararats bjerg i nederste felt og med ordene ”COMPOSITUS FLUCTIBUS”(da bølgerne havde samlet sig), ligesom hattekrogen formet som PJ i den ene side og JP i den anden kan gøre krav på intersse, idet historien om dens tilblivelse er vel beskrevet.
I tårnrummet finder man tre præstetavler. På de to ældste ses foruden præsternes navne i de fire hjørner anbragt små, yndefulde roser male af snedker og maler Eckersberg fra Blans – far til den store kunstmaler C.W.Eckersberg.
Nævnes skal også den gamle, trebenede trækirkebøsse (tre ben står bedre på et ujævnt gulv!), det gamle kort fra 1865 over kirkegården samt gavebrevet fra Nationalfonden af 1918. Kirken fik i 1921 en ny klokke til erstatning for den klokke, som man i 1917 måtte aflevere til krigsmateriel. Den store kirkeklokke i tårnet er fra 1632. Den stammer fra Lith kirke på øen Nordstrand (Rungholdt), hvor kirken blev ødelagt under stormfloden i 1634.
Kirkegården er udvidet to gange. Sidst med urne- og begravelsesplads længst mod øst. Her står et granitkors udformet af landskabsarkitekt Junggren Have, Løjt og indviet påskedag 1994.
Pastor Feilberg var en dygtig og ivrig landmand, hvis gode eksempel medførte, at bønderne i sognet fik blik for fordelen ved grundforbedring og jordkultur.
Han skriver selv i 1856 om præstegården og dens jordtilliggender.
Dokumentet, som er gengivet ordret er dateret 1856 :
”Præstegården var ved min ankomst hertil i januar 1848 i temmelig dårlig stand. Vel var stuehuset og den nordre lade bygget af nyt år 1827, men den sønder lade var ussel. Hverken have eller vedkast (det sted, brænde blev savet op og stablet) indhegnet. Pladsen sønden for præstegården var en stinkende sump mellem indkjørslen og haven, og på den anden side af kørevejen ud efter Møllemosen lå en halv tønde land i leergrave, tornekrat og vanddam.
Jeg har nu, efter min hjemkomst og krigens ophør, først ladet sumpen og leergravene opfylde, dernæst indskrænket dammen til en trediedel af den forrige størelse ved at opfylde de to trediedele og grave det øvrige dybere. Der blev først optaget omtrent 300 læs mudder, som mestendels udkørtes på kløveren i Store Møllemose inden vinter, spredtes, regnede ud og gav i nogle år en fortræffelig høslet. Siden har jeg ladet en mængde sten udgrave af markerne og haver og deraf opsætte to stendiger på begge sider af indkørslen. Efterat lergravene vare opfyldte i og ved den gamle æblegård og vedkast, og de gamle espe-træer i skellet til Lille Møllemose var ryddede, blev et nyt dige opsat mellem æblegården og Lille Møllemose, hvorved denne udvidedes noget. Af den tilbageblevne vedkast opdyrkedes halvdelen til kålhave, og det østen for æblegården liggende jordstykke blev ligeledes ryddet og opdyrket ud til den opfyldte dam.
I år 1854 byggede sognet mig en ny lade på 12 fag af 16 alens bredde (1 alen = ca. ½ meter) i stedet for den gamle forfaldne, som kun var 10 alen bred.
Siden har jeg over det første loft, som har været fra bygningens opførelse, ladet et overloft oplægge for at vinde mere plads til korn og andre sager.
Så påtog jeg mig fra 1855 selv at vedligeholde gårdens bygninger for et vederlag af 100 Rdl. årlig.
Ville jeg så bygge mig nye huse, skulle de være min private ejendom og ikke vedkomme sognet.
Vel er sognet pligtig til at opføre flere bygninger, om de gjøres fornødne, men jeg har ikke fundet det rimeligt, at min eftermand skulle behøve bygninger større end de nuværende, og har derfor ikke villet lægge byrden af sådannes opførelse og vedligeholdelse på sognets skuldre.
Sogneforstanderne ville ikke sætte mig en brønd uden for køkkendøren under påskud af, at sagen er forhen forsøgt, men brønden gav ikke vand og blev tilkastet. Så lod jeg i 1855 en brønd grave nogle alen uden for køkkendøren, 12 alen dyb, og forsyne med pumpe. Den har i to år givet godt vand, omend ikke just rigelig i den tørreste årstid. To drænrør hjælper vel og noget til at føre vand til brønden. Det ene går langs stuehusets vestside, det andet langs med stendiget (langs indkørslen), en 3 á 4 alen inde i haven; det sidste kunne til nytte lægges dybere. Det første er mindst 3 alen dyb.
I 1856 har jeg ladet et 6 fags stort hus opføre norden for den nordre længe, for deri at have hø og mængfoder til køerne. Dette og brændselsladen sønden for den søndre længe (i den gamle vedkast) er min private ejendom.
I 1855-56 fik jeg plantet 3750 stk. bøg i skovparcellen ved Bøgebjerg, efter at jeg to år før havde ladet skoven afhegne fra pløjelandet.
……….
I Nørmose-skoven har jeg ladet plante 400 stk. esk. Disse er ligesom bøgene i Bøgebjerg-skoven i god grøde. Der kunne nok endnu plantes 1000 stk. esk i Bøgebjerg-skoven, og det skal ske, om Gud giver liv og lejlighed.
Ulderup Præstegård d. 8.oktober 1856 N.L. Feilberg.
En søn af første ægteskab, Christen Feilberg, tegnede i 1859 en skitse af Ullerup præstegård. Set fra det gamle bage- og bryghus, som der står skrevet på bagsiden af skitsen.
Man ser her stuehuset fra 1827, som endnu havde det store højtrejste stråtag.
Til højre i billedet (mod nord) ses længen, som rejstes samtidig med stuehuset på den gamle stuehus- og staldlænges plads. Den anden længe er den bygning, som af sognet opførtes i 1854. Bag længen mod nord skimter man høladen fra 1856.
I forgrunden ses et dige langs den gamle indkørsel, og bag dette befinder ”den opfyldte stinkende sump” sig.
Pastor Feilberg havde på dette tidspunkt anlagt den nye indkørsel, langs hvilken han byggede de omtalte 2 diger af sten fra markerne. Den nye indkørsel forløb som nu mellem pryd- og frugthave.
To præstefruer.Pastor Feilberg var gift to gange. Hans første hustru, med hvem han fik 9 børn, var Conradine Købke, en søster til den berømte guldaldermaler Christen Købke. Parret blev gift i 1830. I 1856 dør Conradine og året efter gifter han sig med Bolette Rørdam.
Det har ikke været let at blive præstekone efter Conradine, som var særdeles afholdt.Bolette Rørdam var ikke så lidt aristokratisk, men en overmåde dygtig og energisk husmoder. Som yngre havde hun færdedes i de samme kredse i København, hvor også Søren Kierkegaard kom. Hun var en tid forlovet med denne, men denne forlovelse blev brudt. Det siges om hende, at hun havde betydet meget som ”trøsteveninde” for sidstnævne, når han søgte ”at bryde sit tungsind”. Som 42 årig blev hun i 1857 gift med enkemanden N.L. Feilberg og flyttede til præstegården i Ullerup. Familien Christiansen på Philipsborg, som blev nære venner med præstefamilien, huskede, hvorledes det ene vognlæs efter det andet rullede op foran præstegården fyldt med Bolette Feilbergs møbler, udstyr, kjoler og beklædningsgenstande, og hun satte straks sit præg på præstegården. F.eks var det på hendes foranledning, at ”Generalens stue” blev sat istand. Forbindelsen de to familier imellem fortsatte, efter Feilbergs var flyttet fra landsdelen. Så sent som fra 1878 er der bevaret breve.Man befandt sig godt i præstegården under Bolette Feilbergs myndige ledelse, men bønderne mente, at præstegården nu var blevet lidt for fin. Bolette Feilberg oplevede den svære tid, hvor præstegården blev beslaglagt af de preussiske styrker .
En kort præsentation af sognepræst Anders Kingo
Født 1955 i Løgumkloster, opvokset i Nr. Nissum, gift 1981 med Minna Flaskager Kingo (død 2001), med hvem jeg i 1983 fik Cathrine og 1993 Philip Andreas.
Student 1975 fra Struer Statsgymnasium efter et års studieophold i USA, cand.theol. 1983 fra Aarhus Universitet, dr.theol. 1995 fra Københavns Universitet, sognepræst 1984-1991 ved Aarhus Vor Frue Kirke og siden 1991ved Ullerup Kirke.
Præstegården under krigen 1848 og 1864.
Da det sidste flyttelæs blev kørt ind i Ullerup præstegård hørtes torden fra kanonerne ved Bov.
Den nye præst Feilberg befandt sig allerede ved sin ankomst midt i opgøret mellem slevig-holstenerne og Kongeriget. Snart blev han også personligt involveret, nemlig da han i 1848 undlod at oplæse den provisoriske fællesregerings anordninger fra prædikestolen, hvilket var hans pligt.
Konsekvensen var da også, at han et par dage senere blev afskediget og måtte forlade præstegården.
Med krigens afslutning i 1850 kunne han vende tilbage og genoptage præstegerningen.
Senere blev han og hans hustru igen involveret i opgøret mellem Danmark og de oprørske slesvig-holstenere, for da krigen 1864 tog fat, befandt Ullerup præstegård sig i kampområdet og var således førstehåndsvidne til, hvad der skete.
Det blev en vanskelig tid for både ham og præstefruen. Præstegården blev fra februar måned anvendt som indkvarteringssted for preusserne, og præstefruen måtte sammen med tre piger og en oppasser overkomme den daglige bespisning af 70 mand og 4 officerer, ofte flere. De menige var indkvarteret i alvsbygningerne, medens officererne lagde beslag på beboelsen. Pastor Feilberg og frue fik lov til at disponere over deres dagligstue og sovekammer.
General Goeben og hans stab var de preussiske officerer, som længst opholdt sig i præstegården.
Generalen kom til at nære stor agtelse for Feilberg, hvilket var gensidigt. Begge var stort anlagte naturer, højsindede og derfor uden smålighed. Generalen holdt sin hånd over ham, og lod ham blive i embedet som en slags sognefange og samtidigt husfange lige til august 1864. Feilberg skriver den 27. febr. i et af de breve, hvori han næsten dagligt under hele krigen omhyggeligt fortalte om dagens tildragelser: ”Jeg befinder mig i en løjerlig tilstand. Arrestant er jeg ikke, men heller ikke fri. Ingen lægger hindringer i vejen for brugen af min frihed, og ingen finder sig berettiget til at ophæve det givne forbud mod udgang, brevskrivning o.s.v. Jeg melder blot, når jeg går på sygebesøg eller andet. Undertiden beder jeg om en ledsager for at undgå standsning af skildvagter.”At det for menigheden var særdeles vigtigt, at pastor Feilberg trodsede forbudet og kom på hjemmebesøg, derom hersker der ingen tvivl. En kendt skikkelse blev han også for preusserne, når han i den sorte præstekjole og med trekantet kalot kom gående. De mange sårede, der lå i sognets byer, besøgte han og sad ved hver enkelt og skrev feltbreve, hvis der var behov herfor. Han gjorde, hvad der var kristeligt forsvarligt og behandlede alle, danske såvel som slesvig-holstenske og tyske sårede soldater ens. Efter preusserne havde erobret Dybbøl og Als og dermed sejret, blev Feilberg den 8.juli kaldt til Flensborg og stillet overfor den påstand, at nu var Slesvig for evig tid skilt fra Danmark, også i dynastisk henseende, og man måtte have pålidelige embedsmænd i landsdelen. ”Anser De Dem endnu i nogen henseende bunden ved Deres til Chr. IX aflagte troskabs-ed ?” Feilberg svarede: ”Ja, sålænge han ikke har løst mig.”
Knap en måned senere den 4.august fik Feilberg sin officielle afsked og en tidsfrist på 72 timer til at forlade landsdelen.