Ugruko: Kommandocentralen i Strandskoven


Under besættelsen var den eneste synlige del af anlægget det 15 m høje tårn. Det var omgivet af høje træmaster, der bar et enormt camouflagetæppe med kunstige blade af malet ståltråd, og hele området var omgivet af minefelter og pigtråd.


Indgangen til Ugruko under tårnet.


Ugruko-anlægget under opførelse.




Intro

Som et led i befæstningen af Esbjerg blev der opført to kommandocentraler, hvoraf den ene blev bygget i Strandskoven. I dag er den eneste umiddelbart synlige rest af anlægget det 15 m høje tårn.

Tyskerne anlagde Atlantvolden i årene 1942-1944. Den strakte sig fra Nordkap i Norge til den fransk-spanske grænse og bestod bl.a. af betonanlæg. Atlantvolden skulle udgøre et effektivt forsvar mod en allieret invasion på de nordvesteuropæiske kyster. Ideen var at forsvare kystlinjen med beton i stedet for soldater. I takt med tyskernes nederlag i krigen mod Sovjetunionen lagde Østfronten beslag på et stigende antal tropper. Eftersom tyskerne ikke vidste, hvor et angreb ville finde sted, måtte der foretages en prioritering, der indebar forstærkning af særligt invasionstruede områder. Et af dem var Esbjerg, som pga. af havnen blev betragtet som et muligt invasionsmål. Til forsvaret af Esbjerg havn blev der opført ca. 700 betonanlæg, på Fanø omkring 300. Foruden betonanlæggene bestod forsvaret af pansergrave, tankspærringer, minefelter og pigtrådshegn. ''Kommandocentralen i Strandskoven'' Som et led i befæstningen af Esbjerg blev der opført to kommandocentraler, hvoraf den ene blev bygget her i Strandskoven. I dag er den eneste umiddelbart synlige rest af anlægget det 15 m høje tårn. Kommandocentralen Ugruko (Untergruppenkommando) befandt sig i en bunker under tårnet. Foruden Ugruko-bunkeren bestod anlægget af seks underjordiske bunkers. Betonvejene i Strandskoven blev anlagt til transport af materialer til byggeriet, der stod færdig i 1943.

I bunkerens inderste rum var der installeret et med datidens øjne højteknologisk anlæg. Rummet var delt i midten af en 4 x 6,5 m stor glasvæg, der viste et kort over området. Kortet kunne aflæses fra begge sider. På den ene side var plotterummet indrettet. Her stod pulte og bænke, hævet i terrasser. På pultene foran bænkene var anbragt små bevægelige kikkertlignende projektører, og hver plads var udstyret med en telefon. Pladserne havde navne svarende til områdets større militæranlæg, f.eks. ”Büffel”, der var navnet på radaranlægget ved Blåvand. Hvis man derfra rapporterede fjendtlige fly, gik der straks telefonmelding til Ugruko. Flyenes position blev meddelt, og operatøren på ”Büffel”-pladsen aftegnede med projektøren flyenes rute på vej ind over land. På den anden side af glaskortet sad artillerikommandanten med sin stab, der kunne følge flyenes rute. Herfra var der forbindelse til samtlige artilleri- og lyskasterstillinger langs kysten fra Blåvand til sydspidsen af Fanø. Gennem et samtaleanlæg kunne artillerikommandanten give sine ordrer og slå alarm, når tidspunktet for angreb var inde. I tilfælde af en invasion ville det tyske forsvar have været taktisk ledet herfra. ''Efter kapitulationen'' I slutningen af maj 1945 afprøvede britiske teknikere anlægget sammen med de tidligere tyske operatører. En måned senere blev der afholdt en stor øvelse, hvor hele det tyske luftforsvarssystem i Vestdanmark blev afprøvet. Efter øvelsen afmonterede de allierede de tyske anlæg, som blev bragt til England, USA og Frankrig.