Træskoslaget ved Køge
Intro
Da englænderne belejrede København i 1807 i forbindelse med Napoleonskrigene, måtte bondesoldater fra Sjælland, Lolland, Falster og Møn udkæmpe et blodigt slag mod den engelske overmagt ved Køge.
Under Napoleonskrigene prøvede Danmark at holde sig neutral og det lykkedes landet at tjene stort på at handle med de krigsførende parter. Det var dog ikke uden problemer, og Danmark blev inddraget i krigen ved to lejligheder - begge med katastrofale udfald.
Den første var i 1801, hvor en britisk flåde efter en kort kamp den 2. april tvang den danske kronprins Frederik, den senere Frederik d. 6, til at lade landet udtræde af det neutralitetsforbund det hidtil havde været i sammen med Sverige og Rusland.
Det andet og klart alvorligste angreb skete i august 1807, hvor England uprovokeret invaderede Sjælland med henblik på at få udleveret den danske flåde. Englænderne frygtede nemlig, at den danske flåde, der var en af de større i Europa på det tidspunkt, ville kunne blive brugt til at støtte et fransk angreb på de britiske øer.
København, der fungerede som flådens hovedbase, blev indesluttet og belejret.
Da de engelske tropper blev landsat på Sjælland den 16.8.1807, besluttede kronprinsen at Landeværnet for Sjælland, Lolland-Falster og Møn skulle mobiliseres. Styrkerne skulle undsætte den belejrede hovedstad og de samlede sig ved Køge, hvor de var ved at blive uddannet og udrustet. Skt. Nikolai Kirke fungerede i denne sammenhæng som våben-og krudtmagasin. Enhederne var både garnisoneret i selve Køge by, på godset Gl. Køgegård, samt i en teltlejr nord for byen (beliggende ca. der hvor Sygehuset ligger i dag).
Landeværnet (dannet i 1801 og datidens hjemmeværn) var dog mest af alt en hærenhed der eksisterede på papiret. De danske troppers militærtræning strakte sig til 6 årlige eksercitser og kun få var udrustede med våben og uniformer. Resten kom i deres daglige tøj og med de våben der var for hånden, såsom leer, høtyve og lignende.
Den engelske hær var i modsætning hertil særdeles veludrustet og kamperfaren under ledelse af general Wellesley, den senere så berømte Duke of Wellington, som besejrede Napoleon i slaget ved Waterloo. De fik til opgave at nedkæmpe den danske trop, som var en trussel i ryggen på de engelske belejringsstyrker.
Den 29. august nærmede de engelske styrker sig Køge fra Nord. Fra dansk side havde man ikke forventet et sådant træk og det engelske angreb kom derfor som en overraskelse.
Fortroppen af de engelske soldater blev set på landevejen mellem Roskilde og Køge med en kikkert fra et loftsvindue i Gammelkjøgegaard. Om morgenen kl. 06.30 indsendte major Von Moltke besked om, at englænderne samlede sig i nærheden af Skillingskroen, som lå der hvor det nuværende Søvilla ligger.
I hast blev der sendt en mindre dansk styrke nordpå, imens resten af det danske Landeværn blev organiseret i egnen omkring Køge og gjort klar til kamp.
Slaget begyndte i området vest for Ølsemagle kl. ca. 0900 om morgenen (slagmarken ligger omtrent der hvor den nye Køge Nord Station kommer til at ligge og ud til kysten, men området er i dag dækket af bebyggelse samt motorvej og ligner overhovedet ikke terrænet dengang, der var åbent og domineret af marker med enkelte levende hegn og træer). Her blev en mindre del af den danske styrke slået og kastet på flugt mod syd, tilbage til Køge.