Troldhede Kirke

Troldhede Kirke
Intro
Troldhede Kirke ved Videbæk blev indviet i 1907 efter tegninger af Hans Vilhelm Ahlmann. Den rødstensbyggede kirke adskiller sig fra tidens traditionelle kirkebyggeri ved sit enkle og samlede kirkerum. I 1941 blev kirkespiret påsejlet af et tysk fly og senere genopført.
På kirkens alter står, ligesom på de store alterstager, anført 1906. Men på grund af pastorale ændringer gik der mere end et år, før Troldhede Kirke ved Videbæk kunne indvies tredje søndag i advent 1907.
Det viste sig, at københavnerarkitekten Hans Vilhelm Ahlmann fra sit sædvanlige mønster med kor, skib og tårn med spir, røde mure og skifertage samt indvendigt fladt bjælkeloft, var gået nye veje i Troldhede. Skib og kor gik i ét, og indvendig opbyggedes en efterligning af middelalderens såkaldte monierhvælvinger.
I henhold til økonomien fremstod inventaret enkelt og ikke særligt kostbart. Altertavlen, ændret ved restaureringen i 1990, forestiller den korsfæstede Kristus.
Da den oprindelige kirkeklokke fra 1906 var lille og spinkel i klangen, vedtog man i 1968 at anskaffe en ny. Bekostet af en kontant gave på 5.000 kroner, og da gavebeløbet med hjælp fra samtlige husstande i kirkedistriktet øgedes betragteligt, bestiltes klokken hos "Thubalka" i Vejle, hvor man tog højde for, at den skulle klinge sammen med den gamle, som ingen ville skille sig af med.
Kirkeskibet er en firemastet bark, skænket af konsul Eli Jeppesen. Under besættelsen kom en tysk pilot i 1941 så lavt ned, at flyet stødte mod kirkespiret. Snart efter blev det dog genrejst, for øvrigt bekostet af den tyske værnemagt.
Kilde: Familie Journalen nr. 30, 2012, Kirkelisten, kirke nr. 1794
''Publiceret''