Trehøje
Trehøje i Grimstrup krat
Trehøje i Grimstrup krat
Intro
I den sydvestlige del af Grimstrup Krat ligger tre gravhøje så tæt, at de har fået navnet Trehøje.
Ved Trehøje findes i virkeligheden 4 høje, men de 3 ligger så tæt, at de har givet navn til stedet.
Gravhøjene her stammer alle fra ældre bronzealder, ca. 1700-1100 f. Kristus, hvor skikken med at begrave folk på den måde var på sit højeste.
Den afdøde blev lagt i en primitiv kiste af enten sten, træplanker eller en udhulet træstamme sammen med gravgaver. Mænd fik våben, kvinder fik perler og smykker med sig til det næste liv. Betydningsfulde mænd fik desuden fingerringe eller halsringe af guld med sig. Det var tegn på deres høvdingestatus.
Over graven byggede man en høj af græstørv, som blev lagt med jordsiden opad
Gravhøjene ved Trehøje er ikke arkæologisk udgravede, men der har været ulovlige forsøg på udgravning.
Et sagn fortæller, at en stor høvding havde 3 sønner: Grim, Ravn og Gumme. Efter hans død skulle sønnerne dele hans rige, som mest bestod af egeskov, hvilket også skete.
Ravn og Gumme blev imidlertid uenige, da de begge mente, at den anden havde fået et for stort stykke af skoven. Derfor ville de hver især brænde lidt af modpartens skov ned, hvorved begge skove nedbrændte.
Herefter havde Ravn kun sø tilbage, hvorfra stednavnet Ravnsø stammer. Der skal stadig være rester af afbrændte stubbe i mosen.
Gummes skov var jo også brændt ned, og han havde nu kun mark tilbage. Herfra stammer navnet Gummesmark.
Da høvdinge på den tid helst skulle begraves et højtliggende sted, måtte Ravn og Gumme gå til deres bror for at få lov til at blive begravet i hans skov, når de døde. Grim var en klog høvding, som sagtens kunne have taget brødrene jord fra dem. Han valgte i stedet at forlange, at de to skulle samarbejde resten af livet, for han var af den mening, at man ved samarbejde kom længst.
Således gik det til, at de alle 3 efter deres død blev begravet i Grimstrup Krat. Grim i den midterste høj med Ravn og Gumme i højene på hver side
Kilder:
Museet for Varde By og Omegn: Trehøje i Grimstrup Krat
Klaus Nissen: Trehøje i Grimstrup Krat