Torvet og Borum Kro


Opstilling foran Borum Kro og købmandsgård i 1902. Med et barnebarn på armen kroholder Ane Jakobsen. Bag hende svigersønnen og datteren, købmandsparret Herman Conrad og Anna Marie Wind. Den nuværende tilbygning ud mod gaden er kom til i 1960'erne.


Købmandsgårdens facade på et uvist tidspunkt i begyndelsen af 1900-tallet.


Alle Borums børn fotograferet ved genforeningsstenen, der blev indviet 11. juli 1920.


Borum Byvej set mod syd med legende børn, to biler og købmandsgården, den tidligere kro. Til venstre en del af torvet. Tidspunktet anslås at være 1920'erne.

Intro

Vi befinder os nu i centrum af landsbyen Borum. Her mødtes kongeveje mellem Skanderborg og Dronningborg (Randers) med landevejen mellem to af Jyllands ældste byer, Viborg og Århus. Borum var for 100 år siden den betydeligste landsby på egnen og i størrelse kun matchet af Sjelle og Tilst.

Den oprindelige landevej mellem Viborg og Århus gik i dette område fra Fajstrup over Borum Eshøj og Borum By videre mod Tilst. Først i midten af 1800-tallet anlagde man en mere direkte rute via Lading, Sabro Korsvej og Mundelstrup. På den modsatte led løb kongevejen mellem slottene Skanderborg og Dronningborg. Altså to ældgamle landeveje. I Borum By mødtes vejene (nu Skivholmevej og Borum Landevej) for på et kort stykke at følges ad over en stenkiste over Storkesig Bæk ind i Borum By. Ved Torvet skiltes de på ny. Mod Skanderborg gik det op forbi kirken. Mod Århus løb landevejen ad nuværende Bysvinget og Langelinie. "Torvet" er en nyere betegnelse for parkeringspladsen, der blev anlagt i 1969. Længe før asfalt og knækfliser menes den ældgamle '''grandeplad'''s, altså bystævne, dog at have befundet sig lige her - bymændenes mødested i landbrugsfællesskabets tid. Skønt de nok ikke sad på hver en sten i en rundkreds - som det sidenhen romantisk er afbildet - skulle bønderne dog mødes og med mellemrum aftale markernes drift: høst, pløjning, såning. Dette behov ophørte ved udskiftningen af jorderne, der i Borum skete i 1796. Siden henlå den uregelmæssige plads som fællesejet byjord - i dag vedligeholdt af Aarhus Kommune.

Borum Kro opstod, fordi Christian 2. i 1521 befalede, at der skulle ligge en kro for hver 2-3 mil ved landevejene. Her var der ligefrem to landeveje og to mil til Århus og Søbyvad. Halvvejs til Randers lå broen over Lilleåen ved Hadsten også i cirka to mils afstand. Til Skanderborg var der tre mil. Som noget nyt skulle kroerne indeholde et rum, hvor der officielt kunne afhøres vidner til herreds- og landsting. Så var to opgaver fast knyttet til kroen: logi af rejsende og retshandlinger. Nogen guldrandet forretning blev kroholdet aldrig. Den ene fæster afløste hurtigt den anden. Det gik måske lidt bedre, da Frijsenborg midt i 1700-tallet udstedte tre forbud for alle andre i Borum. Mod brygning af godtøl, mod brænding af brændevin og mod at modtage rejsende i logi. Frem til Viborgvejen blev flyttet i 1853, havde flere krofolk i Borum dog en hæderlig forretning. Så gik det atter tilbage, og madam Ane Jakobsen blev den sidste kroholder indtil 1911. Lukningen blev fremskyndet af afholdsbevægelsen, der vandt store sejre i de år. Anes datter og svigersøn, Anna Marie og Herman Conrad Wind, var dog i fuld gang med at forvandle den gamle kro til en driftig købmandsforretning. Købmanden udviklede sig med egen mølle og salg af beklædning, isenkram, maskiner og levende dyr. Købmandsbutikken på Borum Byvej 16 lukkede i 1971. Ind flyttede et kollektiv. Ejendommen er i dag privat beboelse.

I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark efter en folkeafstemning. Landet over blev der i en bølge af begejstring rejst en mængde mindesten i den forbindelse - dog ikke så mange lige her på egnen. Genforeningsstenen i Borum fremstår derfor ganske markant. Den er senest blevet opmalet i 2014 og 2020. Ved 100 års-jubilæet blev alle genforeningssten fredet. I mellemtiden nåede Borum-stenen at gå grueligt meget galt igennem i en periode af ligegyldighed og æstetisk vandalisme. Endnu i 1939 stod den omgivet af et lille stakit og en beplantning, der blev holdt, men et nyere arkivbillede fra 1990 emmer af mistrøstighed. Selve stenen stammer fra en mark på Nyvangsgård, Stillingvej 224. Flytningen og alt arbejdet blev udført gratis af Borums håndværkere. De fire verselinjer på soklen virker måske bekendte. De er af Bjørnstjerne Bjørnson og genfindes i den norske nationalsang.

''Publiceret''