Tollund manden

Intro

Tollundmanden blev hængt en vinterdag omkring 350 f.Kr. og forsigtigt lagt i sovestilling i en nygravet tørvegrav i mosen. Han blev fundet i 1950 ved tørvegravning i Bjældskovdal ved Silkeborg. Manden havde stadig rebet om halsen...

Tollundmanden blev hængt en vinterdag omkring 350 f.Kr. og forsigtigt lagt i sovestilling i en nygravet tørvegrav i mosen. Han blev fundet i 1950 ved tørvegravning i Bjældskovdal ved Silkeborg. Manden havde stadig rebet om halsen. Desuden havde han et læderbælte om livet og en tophue af fåreskind på hovedet. 12 timer før han døde, spiste han sit sidste måltid: Grød lavet af forskellige korn- og frøsorter. Det var typisk vintermad. Kun hovedet, en fod og en tommelfinger er bevaret, mens resten af kroppen er rekonstrueret. Tollundmanden er udstillet på Silkeborg museum. ''Gudens ansigt'' Tollundmanden og mindst to andre blev hængt og lagt i en tørvegrav langs plankevejen over mosen i Bjældskovdal. Måske skulle de hængte beskytte hellige pladser eller være offergaver til nye guder. På Tollundmandens tid fik guderne menneskelige ansigter. I bronzealderen havde man dyrket solen. Nu blev træfigurer med fallos stillet ved randen af moserne på store stendynger. Andre figurer stod langs veje over vådområder. Næsten alle danske moselig har været hængt, og mange af træfigurerne har også en symbolsk hængningsfure omkring halsen. Måske har lig af mennesker og menneskefigurer beskyttet overgangssteder eller hellige pladser. Måske er de ofret som tak for, at mosen gav myremalm til jern og tørv til brændsel.