To krigergrave på Bredstrup kirkegård

Intro

Der ligger to krigergrave ved siden af hinanden på Bredstrup kirkegård, hver med et gravkors af støbejern. De to soldater faldt under Treårskrigen (1848-1850).

På det ene gravkors står: ”Knud Deichmann Bruun, født på Ormsholt i Jylland d. 13. jan. 1829, faldt som frivillig ved 11. bataljon 13. maj 1849. Han var sin Gud og konge tro”. Bruun, der var korporal, faldt i forbindelse med et mindre udfald fra Fredericia. Han hørte til den kendte fredericianske familie Bruun og havde meldt sig frivilligt. Værnepligten gjaldt på dette tidspunkt kun bondestanden. Han blev begravet i et familiegravsted. Det andet kors bærer teksten: ”Her nedlagdes støvet af Ole Jensen, født 20. juni 1853, såret i slaget ved Isted og død på lazarettet i Fredericia 9. aug. 1851. Han døde med Gud for konge og fædreland”. På jerntavlen ved foden af Ole Jensens gravkors står: ”I kampens ild han mødte uforsagt, da det gjaldt for Danmarks ret at stride. Fra Istedslaget blev han såret bragt, og meget ondt han måtte lide, til øjet brast, og nu i tavse muld hans matte legem finder roligheden. Tilbage her vi stande håbefuld at skue ham hos Gud i evigheden. Medborgere i Bredstrup satte mindet”. Slaget ved Isted stod 25. juli 1850. Det har ikke været muligt at finde ud af hvilken afdeling Ole Jensen tilhørte. Men vi ved, at han som civil var hjulmand på Bredstrup mark.