Thorvaldsens Museum


Frise 1. Den 17. september 1838 vendte Thorvaldsen hjem til sin fødeby København efter mere end 40 år i Rom.


Frise, felt 10. H.C. Andersen vinker med sin høje hat til Thorvaldsen.


Frise, felt 25. Thorvaldsens indpakkede kunstværker hejses fra fregatten Rota.


Frise, felt 44. Thorvaldsens skulptur af den engelske digter Lord Byron.


Thorvaldsens Museum. Thorvaldsens Museum

Intro

I årene 1839 til 1848 blev landets ældste og måske smukkeste museumsbygning opført ved siden af Christiansborg Slot. Arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll forvandlede den tidligere vogngård til et monument over billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og hans livsværk...

I årene 1839 til 1848 blev landets ældste og måske smukkeste museumsbygning opført ved siden af Christiansborg Slot. Arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll forvandlede den tidligere vogngård til et monument over billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og hans livsværk. Thorvaldsen boede i Rom i mere end 40 år og var en af sin samtids mest anerkendte kunstnere. I 1838 testamenterede han sine værker og kunstsamlinger til fødebyen København. Museet i de stærke farver rummer over 400 af Thorvaldsens værker, en omfattende samling af malerier samt en antiksamling. På museets facade viser Jørgen Sonnes billedfrise, hvordan københavnerne modtog Thorvaldsen i 1838. ''Heltemodtagelse af hjemvendt kunstner'' Midt på eftermiddagen 17. september 1838 lagde fregatten Rota til i Københavns Havn. Om bord var Thorvaldsen og størstedelen af hans værker. Folk sejlede ud for at tage imod: En faldt i vandet, matroserne rejste årerne, og H.C. Andersen vinkede, da Thorvaldsen igen betrådte dansk jord. Værkerne blev forsigtigt hejst fra borde og trillet af sted. Hele guldalderens København syntes at være dukket op. Maleren Jørgen Sonne har alligevel også malet dem, der ikke nåede frem. Digtere, kunstnere og politikere er portrætterede. Sonne skildrer ikke blot en københavnerbegivenhed, men også det nye borgerskab, der tegnede kultur og politik i 1800-tallets Danmark. ''Bigger than Elvis'' Andre har muligvis overgået hans berømmelse i deres eftertid, men i sin samtid var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen uden tvivl Danmarks største superstar. Thorvaldsen var særligt populær i Italien. Hans italienske eventyr begyndte i marts 1797, hvor han ankom til Rom på et rejsestipendium fra Kunstakademiet. Det var en dag, han resten af livet fejrede som ’sin romerske fødselsdag’. Livet i kunstens hovedstad satte turbo på Thorvaldsens spirende talent, og snart vakte hans skulpturer opmærksomhed i hele Europa. Kunderne stod i kø, og den danske kunstner åbnede flere værksteder i byen, hvor han udførte bestillinger fra både konger og kejsere. Berømmelsen rakte så vidt, at selveste paven besøgte Thorvaldsens atelier i 1826. Der var skarp konkurrence om den kendte kunstner, og han blev overhældt med æresbevisninger, gjort til æresborger og professor i flere europæiske byer. I Danmark ønskede man den berømte dansker hjem, og det lykkedes i 1838, hvor han fik en kongelig modtagelse i København. Skulle han være sammen med kongen, måtte han dog sikre sig ikke at bære flere medaljer end majestæten. Da Thorvaldsen døde, opførte den danske hovedstad en enestående bygning for sit bysbarn, der var en superstjerne værdig. Her kunne kunstnerens skulpturer stå i smukke rum med fresko-bemalede lofter og unikke mosaikgulve. Museet ligger der endnu, med hovedpersonen begravet midt i museets gård.