Templet/Poppelhøjen/Lindehøjen, Søndermarken


Templet i Søndermarken. Walters skitse af templet, der fandtes i Søndermarken.

Intro

Søndermarken fik et tempel, da haven blev omlagt til den romantiske stil i slutningen af 1700-tallet. Det var højst sandsynligt N.A. Abildgaard, der tegnede templet. Templet blev placeret på en høj, hvorfra det kunne ses i en stor del af haven...

Søndermarken fik et tempel, da haven blev omlagt til den romantiske stil i slutningen af 1700-tallet. Det var højst sandsynligt N.A. Abildgaard, der tegnede templet. Templet blev placeret på en høj, hvorfra det kunne ses i en stor del af haven. Templet var et væsentligt bygværk i den romantiske have, da det havde til formål at skabe en stemning af oprindelighed. Ofte var templerne nyklassicistiske bygværker, og mange var rundtempler. Der fandtes en interesse for antikken i perioden, og den gamle verden blev dyrket for sin visdom, harmoni og skønhed. Ved at bygge et tempel hyldede man antikken som en højtstående kultur. Der findes stadig et rundtempel i haven ved Glorup, og der har været rundtempler ved Gisselfeld, Sanderumgaard og Liselund. Da templet i Søndermarken var bygget af træ, er det med tiden gået til. Som erstatning for templet blev der plantet en cirkel af poppeltræer. Et gammelt foto viser, hvordan disse popler fik en tempelagtig virkning med deres slanke stammer og meget høje kroner. Popler lever desværre ikke længe, og træerne er derfor erstattet af lindetræer. Træerne gror så tæt, at de danner en søjlehal, og man fornemmer her, hvordan naturens eget tempel ser ud.