Teknisk skole

Teknisk Skole i Overgade.

Den tidligere Teknisk Skole, blev efter 1959 indrettet til bibliotek. På gavlen ses et skilt med bibliotekets åbningstider.

I 1968 blev Overgade 17 indrettet til lokaler for Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.
Intro
I 1872 blev der taget initiativ til at oprette en tegneskole for byens håndværkerlærlinge. Det blev i 1885 til Teknisk Skole, der ikke kun var en bygning for håndværksmæssig lærdom, men også et samlingssted for byens Håndværkerforening.
I 1872 tog de to håndværksmestre, malermester Carl Hansen og skræddermester P. Pedersen, initiativ til at etablere en tegneskole for byens håndværkerlærlinge. Her kunne de blandt andet blive undervist i tegning, dansk og regning.
Skolen åbnede i borgerskolens lokaler, men flyttede snart til et af rådhusets sale på Torvet. Skolen modtog både kommunal og statslig støtte, og i 1885 kunne man med tilstrækkelig økonomisk hjælp opføre en ny teknisk skole i Overgade.
Allerede den første vinter var 20 elever tilmeldt det første fem måneder lange undervisningsforløb. I flere år var der mere end 80 elever, men til tider var det svært at holde elevtallet oppe. Med tiden blev skolen udviklet til en regulær teknisk skole for byens håndværkerlærlinge.
Teknisk skole lukkede dog i 1959, hvorefter bygningen blev solgt til Ebeltoft Kommune, til brug som ekstra klasselokaler og folkebibliotek. I 1968-1977 var bygningen ejet af Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn, der indrettede lokalerne til brug for Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.
Siden da har bygningen været indrettet til privat bolig.
Kunstneren ''Ovartaci'', der blev født som'' Louis Marcussen'', kom til verden i Ebeltoft og voksede op i byens snoede gader.
Efter faderens og bedstefaderens død var familiens fremtid usikker. Familien Marcussen hørte dog fortsat til Ebeltofts borgerskab, og det var vigtigt, at børnene fik en uddannelse.
Både Louis' far og bedstefar havde været uddannede farvere og drevet fabrik og forretning, men virksomheden var blevet solgt. Louis' storebror, Jørgen Viggo Elis Marcussen, var begyndt i murerlære, og derfor faldt det måske naturligt, at også Louis skulle have en håndværksmæssig uddannelse.
Efter endt skolegang blev Louis i 1906 optaget på byens Tekniske Skole. Ved siden af var han i lære som dekorationsmaler hos malermester Hannis Sager Petersen (1857-1913), der havde værksted og bolig i Adelgade 20. Det viste sig hurtigt, at arbejdet som dekorationsmaler faldt ham naturligt, og at han besad et usædvanligt kunstnerisk talent.
Måske lå evnerne i familien. Faderens fætter var malermester Carl Hansen, en af initiativtagerne til den Tekniske Skole, hvor Louis fik sin uddannelse.
Da Louis var udlært i 1912, tog han det arbejde, han kunne få, og arbejdede blandt andet i Ebeltoft, Grenaa og Aarhus. Senere drog han til Argentina – en rejse, der skulle få afgørende betydning for hans liv og senere udvikling til den internationalt kendte kunstner ''Ovartaci''.
''Publiceret''