Søslaget ved Lund

Mindestenen på Ravnehøj, Lund

Mindesten på Ravnehøj

Intro

Mindesten på Ravnehøj nord for Lund. 31 MAJ 1812 TILBAGEEROBREDE 20 MÆND FRA LUND ET SKIB FRA ENGLÆNDERNE ? 6 FIK DANNEBROGSKORSET Indskrift på mindestenen for søslaget ved Lund.

''Teksten skrevet af Knud Ravnshøj (1921 - 2007).'' To dage før den episode ved Lund, der her skal berettes fandt sted, havde englænderne kapret en dansk jagt, der lå ved Rødvig Skanse, og det har måske tilskyndet bønderne til hurtigt at gøre gengæld. Englændernes krav i 1807 om at få udleveret den danske flåde ved Københavns kapitulation, gjorde jo at englænderne kunne husere i de danske farvande som de havde lyst til. Men ligesom i 1945 etablerede man en modstandsbevægelse eller kystmilits.Batterier var oprettet mange steder langs kysten, f.eks. ved Rødvig, Strandegård Dyrehave og Roneklint. Hvert batteri var bemandet med artillerister under kommando af en løjtnant. De menige, der boede i jordhuler og spiste på gårdene, tog livligt del i egnens selskabeligheder. Alle de unge karle var indkaldt eller gjorde tjeneste som strandvagter for at passe på fjenden. Men det var ikke altid, at enhver var på sin post, eller at det kørende batteri var hjemme ved stranden. Derfor lykkedes det for englænderne den 29. maj 1812 at erobre en dansk jagt, "De fem Brødre", der lå ved Rødvig Skanse. To dage efter gjorde bønderne i Lund så gengæld ved at erobre den hollandske tjalk, "Den unge frue Baukiin", som englænderne havde kapret i farvandet mellem Stevns og Møn. På forlangende af overbefalingsmand ved kystmilitsen, major von Holstein, blev der kort efter den dramatiske hændelse afholdt forhør over tjalkens kaptajn, Viette Mevés, og hans redningsmænd, og oberstløjtnant F. H. von Hegermann har til kongen indsendt beretningen, som opbevares i Krigsministeriets arkiv. Under søforhøret forklarede kaptajnen, at han var på vej fra København til Rendsburg med en ladning lægter og bjælker, som han havde indtaget hos købmand Brandt, Christianshavn. Efter at have klareret ved toldboden afsejlede han d. 30. maj til Dragør, hvortil han ankom samme aften.

Klokken 6 næste morgen gik han til sejls og passerede Stevns ved 11-tiden. Derefter gik han ind i bugten lige ud for Lund. En halv mil fra land ændrede han kurs og styrede ad Ulfshale til på Møn. Midtvejs mellem Stevns og Møn observerede han nu en engelsk brig, der havde kurs mod Dragør. Kort efter bemærkede han to barkasser. Han tænkte dog ikke på, at de var fjender, fordi de kom fra Møn og brikken havde allerede passeret Stevns. Da han blev klar over, at det var fjender, forandrede han straks kursen og søgte at landsætte skibet på fonderne ved Ulfshale. De to barkasser ændrede nu også kurs og satte efter ham for fulde sejl. Han prøvede flere gange at sætte skibet på grund, men de fjendtlige barkasser var nu så nær, at man beskød ham med geværer. Han var derfor nødt til at stryge sine sejl.Kort efter entrede 24 mand og 2 prisemestre skibet og erklærede det for prise. Kaptajn Mevés forklarede videre, at det første englænderne gjorde, var at sikre sig skibets papirer. Derefter satte man en pistol for brystet af ham og tvang ham til at føre skibet ud, samme vej han var kommet fra. Man satte nu sejl til og styrede mod Lund. Kystmilitsmand, gårdmand Lars Jeppesen, Lund, der nu blev afhørt, forklarede at han havde set englænderne tage tjalken. Han fortalte det til gårdmand Christoffer Olsen, og de blev så enige om at forsøge at tilbageerobre den. Det var jo både et modigt og dristigt foresæt. Man fik samlet mandskab sammen til to både og forsynet med geværer og tilstrækkelig ammunition, gik de så til søs under anførsel af underbefalingsmand Niels Lynge samt underofficerer af kystmilitsen Peder Jensen og Ole Nielsen fordelt med 8 mand og 9 mand i bådene + de tre førnævnte. Man roede først til af alle kræfter, men et stykke ude satte man sejl til, så man hurtigt nåede ud til tjalken. De, som ikke roede, begyndte nu at fyre løs på englænderne. Fra skibet svarede man igen efter samme recept. Det lykkedes den ene båd at komme om bag tjalken.

Englænderne havde tilsyneladende respekt for de to både, som de troede var kanonbåde. Det varede ikke længe før de belavede sig på at flygte. Skibets køjeklæder, topsejl, kompas og kikkert samt alt kød og flæsk bragtes over i barkasserne, alt mens man fyrede efter danskerne.. Netop som kystmilitsfolkene entrede skibet, forlod den sidste englænder det, hvorefter barkasserne fjernede sig i retning af Møn. Overleveringen fortæller, at gårdmand Anders Pedersen var så heldig at ramme stormasten lige over den engelske kaptajn, så splinterne røg om hovedet på ham. Det skulle så have haft den psykologiske virkning, at kaptajnen fik et chok og opgav kampen. Det siger søforhøret intet om, så det er ikke bevist. Militsfolkene Christoffer Olsen, Lars Jeppesen og Peder Jensen var de første, der kom ombord i tjalken, hvor de blev modtaget med åbne arme af dens lille besætning, og kaptajnen erklærede straks, at hvis man ikke var kommet til hjælp, var han blevet prist.Den ene af de to bådbesætninger gik nu ombord i skibet og styrede det ind mod land, mens det andet hold lagde sig mellem de fjendtlige barkasser og skibet for at forhindre fjenden i et nyt angreb. Derefter blev skibet bragt ind i Præstø Havn og ladningen solgt. Af de 20 modige mænd, der viste en sådan snarrådighed og dødsforagt overfor en talrigere, bedre bevæbnet, krigsvant fjende og opsøge denne i hans eget element i det hele under så ulige vilkår, fremhævedes særligt gårdmændene Christoffer Olsen, Bækkelund, Peder Jensen, Ellemose, Lars Jeppesen, Lindersgård, Anders Pedersen, Ravnshøj, Ole Nielsen, Toftegård, og landsoldat Niels Madsen Lynge af hvilke de tre førstnævnte for deres dåd i 1803 var blevet hædret med medaljer for ædel dåd med tilladelse til at bære den. Der havde været 5 deltagere i redningsforetagendet i 1803, men de 2 var afgået ved døden i 1812. Kongen udmærkede nu de fremhævede 5 mænd ved at give dem dannebrogskorset - 5 medaljer for ædel dåd og 6 dannebrogskors i løbet af en halv snes år til folkene i den lille landsby - det må siges at være enestående.