Søndermarken, Cisternerne
Lysskakt.
Intro
De underjordiske cisterner under Søndermarken er smukke i deres særegne blanding af granitsten, søjler og spinkle drypsten. Mørket, kulden og fugten minder om både glemte katedraler og dystre katakomber...
De underjordiske cisterner under Søndermarken er smukke i deres særegne blanding af granitsten, søjler og spinkle drypsten. Mørket, kulden og fugten minder om både glemte katedraler og dystre katakomber. Her kan man opleve udstillinger, som tager udgangspunkt i Cisternernes særegne arkitektur og unikke klimatiske vilkår. Cisternerne blev oprindeligt bygget for Københavns Vandforsyning i 1856-59, som en del af et moderne vandforsyningsanlæg. Et egentligt vandtårn var for stor en opgave, men Frederiksberg bakke udmærkede sig med sin højde, der kunne give vandet tryk på ind til byen. Men trykket var kun kraftigt nok til det begrænsede vandforbrug der var om natten. Derfor byggede man en tilknyttet dampdrevet pumpestation på hjørnet af Gl. Kongevej og Sct. Jørgens sø 1898-91. Samtidig overdækkede man cisternerne, der blev brugt som rentvandsreservoir indtil 1933.
''”Kjöbenhavn altsaa en meget skiden Bye” (Hornemann 1847)''
Sådan beskrives København i midten af 1800-tallet – og det var bogstaveligt talt. Byen havde endnu ingen kloakker, men i stedet åbne rendestene, hvor skidtet ophobede sig eller flød direkte ud i havnen eller i kanalerne. Gennem århundreder var latrinen blevet nedgravet i gruber i jorden. Nedsivningen forurenede det overfladevand, der flød under jorden gennem udhulede træstammer til byens befolkning.
Hygiejnen i byen havde et sundhedsskadeligt niveau, og faren for epidemier var overhængende. I juni 1853 vedtog man det første projekterede anlæg. Kort efter kom de første koleratilfælde - epidemien var en realitet. Over sommeren døde knap 5000 københavnere. Det var et stærkt argument for det nye kloak- og vandforsyningsnet, der igennem sidste halvdel af 1800-tallet blev udbygget og renoveret markant.