Sønderborg Domhus


Sønderborgs tidligere Domhus set fra Kongevej.

Intro

Domhuset blev bygget af det tyske justitsministerium i 1911-13. Bygningen anvendes ikke længere som Domhus, idet aktiviteterne i 2009 flyttede til Stationsvej 10 i Sønderborg.

Omkring gadekrydset Kongevej-Østergade (indtil 1920: Kaiser-Wilhelm-Allée – Bismarckstrasse) samler sig nogle af de fineste offentlige bygninger i Sønderjylland fra perioden 1900-1914: Statsskolen fra 1911-12 (se: Kongevej 37), den tidligere rigsbank fra 1908 (Kongevej 58), Skt. Marie menighedshus fra 1909-10 (Østergade 1) og domhuset, som blev fraflyttet 2009.

Domhuset blev bygget af det tyske justitsministerium i 1911-13 med regeringsarkitekt Rahn som ansvarshavende, men regeringsarkitekt Rellensmann i Flensborg som den, der leverede tegningerne. Sønderborg Domhus er i det ydre meget velbevaret med originale vinduer, døre og kviste, både i hovedbygningen og i arrestbygningerne. Det er derfor trist, at justitsvæsenet i 2009 ikke mente at kunne bruge denne repræsentative bygning og i stedet indrettede sig i et tidligere tekstillager i byens østlige udkant. I fremtiden må man meget håbe, at bygningens nye ejere og funktioner vil respektere den fine arkitektur og den spændende helhed.


Komplekset består af en høj hovedbygning i 3-4 etager samt i syd og øst arrester, arrestforvarerbolig mv. Det hele er bygget i typisk slesvig-holstensk hjemstavnsstil, præget af inspiration fra den slesvig- holstenske 1700-tals arkitektur.

Ud over de røde mure, blå tegltage og hvide sprossede palævinduer er hovedbygningen især karakteriseret ved den omfattende brug af kvaderlisener, dvs. fremspringende murværk opdelt i fremhævede felter, og mønstermurværk.

Det er elementer, der er typiske for en lang række slesvig-holstenske barokbygninger, især kirker og herregårde af arkitekter som Sonnin, Dallin m.fl. Rellensmann har da også brugt det samme motiv i det samtidige Altes Gymnasium i Flensborg.