Søløvegrotten i Zoologisk Have

Indgangen til Zoologisk Have i Doktorparken.

Den berømte bjørnegrotte i Zoologisk Have.

Ved et pressebesøg i 1950 blev Birthe Rysgård og tigeren Bongo præsenteret.

Intro

I 1933 lå der en Zoologisk Have i området ved siden af Doktorparken. Her kunne man både se søløver, bjørne, løver og tigre. Haven lukkede i 1955.

I 1933 fik Randers sin første zoologiske have. Den blev oprettet af Jacob Rysgård, som anlagde haven på Hadsundvej, hvor vandtårnet i dag ligger. Haven var ikke ret stor og fik da også kun lov til at ligge på dette sted i et halvt år. Rysgård flyttede derefter til Viborgvej, på en grund lige ved siden af Doktorparken.
Den store have Haven var kendt for sin store bjørnegrotte og ikke mindst løvegrotten, som i en annonce fra 1938 benævnes som Skandinaviens eneste. Løven var meget tam og på et tidspunkt måtte der sættes et ekstra hegn op omkring løvegrotten. Ikke fordi løven sprang ud, men fordi publikum havde svært ved at respektere sikkerhedsafstanden til grotten. Der var flere, som var fristede til at hoppe den anden vej og klappe den venlige løve. Af samme annonce fremgår det, at en børnebillet kostede 25 øre og en voksenbillet 50 øre. Man kunne få partoutkort til 2 kr. for voksne og for 1 kr. til børn under 12 år. Så kunne man komme og gå, som man ville et helt år.
Aktieselskabet For at få det hele til at løbe rundt, dannede Rysgård et aktieselskab sammen med andre dyreinteresserede. Haven blev bygget op med stor energi, men i 1937 besluttede Rysgård at overlade haven til Jens Emil Maagaard, som drev den til 1944. Herefter vendte Rysgård tilbage og købte aktier op, så han igen overtog majoriteten. Haven blev efterhånden meget velrenommeret og var mål for udflugter fra hele landet. Da haven lå i umiddelbar tilknytning til Doktorparken kombinerede publikum ofte disse to steder som mål for deres udflugter og søndagsture. Restaurationen, der var tilknyttet haven, blev også velbesøgt. Haven på Viborgvej var anseelig af størrelse og opbygget omkring dyrlæge Østergårds store villa, som Rysgård også havde købt. Her opbyggede familien Rysgård deres hjem, og herfra blev der øvet en ikke ringe pr-virksomhed for at gøre haven kendt. Det lykkedes rigtigt godt og publikum kom fra hele landet for at se den efterhånden flotte samling af dyr.

Rysgård var kendt for at behandle sine dyr godt og gik ikke på akkord med foder og pasning. Haven blev drevet på privat basis, og den fik efterhånden økonomiske problemer. Haven var meget følsom, hvad besøgstallet angik. I perioder med dårligt vejr faldt besøgstallet drastisk, og det gjorde ondt i økonomien, da der ikke var andre steder at hente pengene end hos publikum.
Udgifterne til pasning og foder var de samme uanset antallet af besøgende, endda med stadig stigende priser efter krigen. Det blev ikke bedre af, at stemningen mod at holde vilde dyr i fangenskab efterhånden bredte sig i samfundet. I 1954 tog Rysgård konsekvensen af de dårlige tider og forpagtede haven ud. Et år senere lukkede den og de tilbageværende dyr blev sendt til forskellige dyrehaver og parker rundt om i Danmark. Rysgård gik ind i bilbranchen, og blev repræsentant hos en forhandler i Randers.

Klappetigeren Bongo var Rysgårds datters kæledyr. Bongo blev landskendt, da alle landets aviser skrev om datterens gåture i Hornbæk med en af havens tigre, som var den en almindelig huskat. Hun var opvokset med dyr og havde lært at omgås dem uden vanskelighed.
Bongo kom til Randers i 1948 som et-årig. Den havde engelsk syge og var særligt besværet i bagbenene. Birthe passede og plejede Bongo og opnåede at få gjort den store tiger temmelig tam. Da det blev kendt udenfor Randers, at Birthe ofte gik tur i haven med Bongo i snor, og at den gik frit omkring i direktør Rysgårds hjem og have, blev ”tigerpigen” kendt i både ind og udland.
I 1951 var Bongo som led i en større udstilling om at holde eksotiske dyr 10 dage på Frederiksberg, hvor den også skabte stort røre. Fra flere sider blev der selvfølgelig udtrykt bekymring for sikkerheden i at have en tiger gående omkring blandt befolkningen i en almindelig hundesnor, men direktør Rysgård og Birthe insisterede på, at Bongo var det venligste og rareste kæledyr. Birthe fik lov til at beholde Bongo indtil 1953, hvor den efterhånden havde fået en størrelse, der gjorde det umuligt at have den i hjemmet. Og da familien ikke kunne nænne at sende Bongo andre steder hen, blev beslutningen, at den måtte aflives.