Søfolkene fra Grådyb
Søfolk ombord på en hollandsk Ostindienfarer
Søslaget ved Texel
Intro
I det 17. og 18. århundrede rejse mange søfolk fra området omkring grådyb til Amsterdam for at mønstre ud på hollandske skibe.
''Grådyb-Søfolk under den Skånske Krig''
Grådyb kaldes den dybvandsrende, der skærer sig ind imellem nordspidsten af Fanø og sydspidsen af Skallingen, og som i umindelige tider har været anvendt som besejlingsvej ind til Varde Å og Hjerting i nord og til den sikre ankerplads i læ af Fanø.
De søfolk, der kom fra hele området omkring Ho Bugt, fra Varde og Hjerting og fra Fanø benyttede imidlertid også navnet Grådyb, når de skulle angive hjemstavnen i det Fremmede.Det skete, når de havde fået hyre på et fartøj, der skulle afsejle fra Amsterdam, idet alle sådanne søfolk blev registreret af Waterschouten – datidens hyrebasse. Han registrerede søfolkenes navn, hjemsted, stilling ombord og størrelsen på hyren.
Under Skånske krig fra 1675 til 1679 var den danske flåde i bekneb for professionelle søfolk til at bemande de store orlogsskibe, og da Danmark- Norge i denne konflikt var allieret med Nederlandene, fik man lov til, helt undtagelsesvis, at forhyre søfolk i Amsterdam. Mønstringsrullerne fra denne hvervning ligger i dag på Rigsarkivet og her kan man blandt de ca. 2.100 søfolk, der blev forhyret, finde 860 søfolk, der kom fra Danmark-Norge.
Blandt dem findes også tre søfolk, der havde opgivet Grådyb – eller ”Graudiep”, som det skrives på hollandsk, som deres hjemstavn.
Morten Thönnesen og Gerrit Jansen blev antaget i løbet af foråret 1676, da hvervningen rigtig kom i gang og da Morten Thönnesen fik udbetalt 12 hollandske gylden om måneden, i forhold til Gerrit Jansens 14, må vi gå ud fra, at han var ung og sejlede som ubefaren matros.
Begge fik de udbetalt 60 gylden i forskud, hvilket er et ret højt beløb, men det skyldes, at Nederlandene også var i krig og derfor selv foretog store udrustninger, hvorfor det gjaldt om at holde på folk.
En tredje grådyb-sømand var Jan Corneelsen, som lod sig hverve den 16. maj 1678.
I virkeligheden hed han Jens Nielsen, men når skandinaviske søfolk kom til Amsterdam, tog de hollandske navne. Således blev Jens til Jan, Niels til Cornelis og Thyge til Theunis.
Når orlogsskibene om efteråret var blevet rigget ned og lagt i vinterhavn, blev de fleste søfolk afskediget og det gælder også for de tre grådyb-søfolk. Det spændende er imidlertid, at Morten Thönnesen og Gerrit Jansen dukker op igen på flådens mønstringsruller fra Amsterdam; denne gang på samme dag, d. 26. februar 1678.
De to søfolk var vendt tilbage til storbyen, hvilket peger på, at denne by var stedet, man søgte hen, hvis man ville have en god hyre. Og vel at mærke, en hyre, der var bedre end, hvad den danske flåde kunne tilbyde. Igen fik de udbetalt 14 gylden om måneden, hvilket svarede til omkring 5,6 rigsdaler, hvorimod de søfolk, der blev antaget direkte i hjemstavnen eller forhyret i København fik omkring 4 rigsdaler om måneden.
'''
Kilde''': Christensen, Asger Nørlund. ” Flådens udlandsmobilisering: Rekruttering af skandinaviske søfolk i Amsterdam under Skånske Krig” i '''Fra Krig og Fred. ''' 2014/1
Hundrede år efter Skånske krig var søfolkenes trafik fra Grådyb -området til Amsterdam blevet voldsomt forøget.I Waterschout arkivet i stadsarkivet i Amsterdam kan man finde 44 mand fra Grådyb, der tog hyre ombord på et skib, der afgik fra Amsterdam. I 1780 var der 48 mand og i 31 i 1787 og dette års lavere antal afspejler, at den nederlandske skibsfart var blevet ramt hårdt af den fjerde Engelsk-Hollandske krig fra 1780 til 1784.[1]
Det er nu tydeligt, at Amsterdam var centrum for et stort maritimt arbejdsmarked, som tiltrak søfolk fra hele Nordeuropa. Pga. af sin størrelse, var Nederlandene i det 17. århundrede ikke i stand til selv, at tilvejebringe det antal søfolk, der skulle til for at drive Europas største handelsflåde og man var derfor nødt til at benytte udenlandsk arbejdskraft. Således vurderede den hollandske forsker Paul van Royen at op til 25 procent af besætningerne på nederlandske fartøjer i de første ti-år af det 18. århundrede var udlændinge.[2]
Den nederlandske handelsflådes førerstilling aftog gradvis i løbet af det 18. århundrede, men før napoleonsskrigene afbrød de internationale forbindelser, var den stadig særdeles interessant for skandinaviske søfolk. Det skyldes, at der i Amsterdam altid var en hyre at få og at den i sammenligning med danske forhold, var relativt højere. [3]
En del af de skandinaviske søfolk vendte formodentlig tilbage til Amsterdam igen og igen, for at få hyre. Ud af de 128 søfolk fra Grådyb-området, der er registreret i de tre år, er der 12 gengangere, altså søfolk, der kan findes mere end en gang i Waterschout arkivet. Nogen er bare registreret flere gange i det samme år, fordi de havde sejlet på destinationer, der ikke lå så langt væk og derfor kunne nå at komme tilbage og tage en tur til, inden vinteren satte ind. Andre er registreret i to forskellige år og er derfor vendt tilbage, måske efter at have været hjemme.
Det gælder f.eks. For Christoffel Cornelis, alias Christoffer Nielsen som den 2. februar 1772 tog hyre på skibet ”De Johan en Cornelia” for en rejse til Norge efter tømmer. Otte år senere, den 13. maj 1780 mønstrede han ud med ”De Vrouw Agatha” for en rejse til Archangelsk i nordrusland.
Enkelte søfolk finder vi i både 1772, 1780 og 1787 og disse var altså erhvervsaktive som søfolk fra Amsterdam i en periode på 15 år.Det gælder for Cornelius Corneliussen/ Niels Nielsen, som vi møder første gang den 20. august 1772, da han mønstrede ud som matros på skibet ”Maria” på en rejse til den nederlandske St. Eustacius i Caribien. I 1780 tog han hyre den 18. april på ”uffvrous Cornelia Hermina” for en rejse til Cadix i Spanien. Denne gang var han forhyret som bådsmand og altså den dygtigste af alle matroserne. I 1787 tog han afsted den 25. oktober på ”Claudius Cevilius” for endnu en rejse til de nederlandske besiddelser i den Nye Verden. Denne gang til Surinam I Sydamerika, sikkert for at hente en ladning sukker fra de store slavedrevne plantager i den hollandske koloni.[4]
Faktisk er det sådan, at næsten halvdelen af grådyb-søfolkene sejlede på de transatlantiske nederlandske besiddelser, hvilket vidner om, at de rangerede temmelig lavt på indkomststigen på det nederlandske maritime arbejdsmarked.
Jo længere og jo farligere rejsen var, jo lavere var hyren, idet dygtigere og mere erfarne søfolk kunne få hyre på skibe, der f.eks. sejlede på Østersøen, hvor der ingen fare var, og hvor rejsen var hurtigt overstået. Samtidig udøvede de hollandske skippere positiv diskrimination, idet de helst antog hollandske søfolk og allerhelst søfolk fra familien eller fra deres eget nærområde.[5]
Fire søfolk fra grådyb-området tilhørte den modsatte kategori, blandt de der tjente mest: Peter Mathiassen, Ernst Krog, Jan Christiansen og Peter Hansen sejlede på hvalfangstskibe; den første på ”De Zorg Vrij” der afsejlede mod Davisstrædet i april 1787 og de tre andre på ” Amsterdam” der sejlede 15 år før i april 1772.
Hvor gennemsnitshyren for de 128 søfolk fra Grådyb, der er registreret i de tre år, ligger på lidt over 20 gylden om måneden, fik hvalfangerne kun en månedshyre på 17 gylden. Til gengæld fik de andel i overskuddet af rejsen og det kunne tit løbe op i anseelige summer, selvom der selvfølgelig var en vis risiko forbundet hermed.
Længst væk sejlede tre søfolk, der tog hyre på skibe ejet af '''Vereenigde Oostindische Compagnie, '''Det nederlandske Ostindiske Kompagni. I 1780 tog Claas Jacobsen hyre på skibet ”D`Naarslighyt te Huyshrovend” og i 1787 var det Simon Jensen og Simon Nielsen, der gik ombord i ”De Goude Vrouw”. De sidstnævnte har sandsynligvis rejst sammen hjemmefra og holdt sammen, for de er forhyret samme dag, den 28. november 1787 og de boede begge to på herberget ”Swaan en tonden” i Ridderstraat i Amsterdams havnekvarter.[6]
En sådan rejse til østen var lang, farefuld og besværlig.
De store ostindienfarere med op til 200 mand ombord[7] sejlede langsomt og nåede først Batavia (nutidens Jakarta i Indonesien) efter otte eller ni måneders rejse, kan afbrudt af et stop i Cape Town. Returrejsen fra Batavia var lidt kortere pga. den medløbende sydøst monsun og tog kun gennemsnitligt syv måneder[8].
På især udrejsen var dødeligheden høj til dels pga. uheld under sejladsen, men især pga. tyfus og i denne periode lå dødeligeheden på udrejsen på 15%, i sammenligning med 4% blandt gennemsnitsbefolkningen i Nederlandene. Lige så snart skibene ankrede op på reden ud for Batavia, blev de syge sendt i land til hospitalet, der lå på et særligt udsat sted. Malaria var udbredt i Batavia, især efter 1735 og dødeligheden her lå i nogle år på 33%[9]
Sandsynligheden for at Claas og de to navnebrødre igen så hjemstavnen er derfor meget usandsynlig.
'''Kilder/noter:'''
[1] Stadsarchief Amsterdam. Waterschout. Monsterrollen 1772, 1780, 1787.
[2][2] Royen, Paul V.” The International Maritime Labour Market.” I '''“ Those Emblems of Hell” European Sailors and the Maritime Labour Market, 1570 – 1870. ''' Research in Maritime History. No. 13. St. John`s 1997.S. 18
[3] Royen, Paul V.” The International Maritime Labour Market.” I '''“ Those Emblems of Hell” European Sailors and the Maritime Labour Market, 1570 – 1870. ''' Research in Maritime History. No. 13. St. John`s 1997.S. 18
[4] Stadsarchief Amsterdam. Waterschout. Monsterrollen 1772, 1780, 1787.
[5] Royen, Paul V.” The International Maritime Labour Market.” I '''“ Those Emblems of Hell” European Sailors and the Maritime Labour Market, 1570 – 1870. ''' Research in Maritime History. No. 13. St. John`s 1997.S. 18
[6] Stadsarchief Amsterdam. Waterschout. Monsterrollen 1787.
[7]Gaastra, Femme S. '''The Dutch East India Company. Ecpansion and Decline.''' Walburg Press. 2003. S. 91
[8] Gaastra, Femme S. '''The Dutch East India Company. Ecpansion and Decline.''' Walburg Press. 2003. S. 114
[9] Gaastra, Femme S. '''The Dutch East India Company. Ecpansion and Decline.''' Walburg Press. 2003. S. 82
''Sendt til publicering''
Hej Richard.
Så var der en til :-)
Kh.
Asger
''Publiceret''