Søfolkene fra Emmerlev


En Fregat, typisk på de længere rejser




Intro

I gamle dage drog søfolk fra Emmerlev på langfart. De sejlede til Amsterdam og fik her hyre på skibe, der sejlede over hele verden.

I dag ligner Emmerlev så mange andre små søvnige danske byer, med parcelhuskvarteret omkring kirken omgivet at landbrugslandet. Engang var det imidlertid hjemsted for rigtig mange søfolk, der færdedes hjemmevant i Amsterdams gader og på verdens have. Gader og gårde i byen må om vinteren, når søfolkene var hjemme, have genlydt af eksotiske destinationer, sømandsudtryk og hollandske eder. I 1772 var der på hyrekontoret i Amsterdam registreret 45 søfolk fra Emmerlev, som gik ombord på et skib fra byen. I 1780 var der 54 mand og i 1787 32 mand, der sejlede ud fra Amsterdam. I perioden fra 1772 til 1787 er der i alt fundet 108 mand, men det absolutte tal for søfolk skal sættes lidt lavere, da adskillige er registreret for flere rejser. Ud af de 108 var der således 9, der havde mere end en rejse om året, 19, der er registreret i enten 1772 og 1780 eller i 1780 og 1787 og endelig er der 6 mand, hvis navn er fundet i alle de tre undersøgte år.[1] I den første danske folketælling fra 1787 er der registreret 489 indbyggere i Emmerlev, hvoraf de 243 var mænd, så de søfarende udgjorde altså tæt på halvdelen i den lille by.[2] Tallene giver et fingerpeg om, at søfolkene tog til Amsterdam i en periode i deres ungdom og derefter vendte tilbage til livet på land eller fandt beskæftigelse i den lokale skibsfart. ''Lorenz Hansen'' En undtagelse er f.eks Lorenz Hansen, der den 27. november 1772 udmønstrede med fregatten Anna Marie, der under dansk flag sejlede til St.Thomas i de Dansk Vestindiske øer. I 1780 er han avanceret til understyrmand og sejlede den 24. april til St. Eustacius i de Hollandske Antiller og 15 år efter han først dukkede op i registret er han i 1787 udmønstret med D`Alidalen en Nelette på en rejse til Østersøen. De skandinaviske søfolk nåede sjældent de øverste lag i skibshierakiet, hvilket også ses i hvilke stillinger Emmerlevs søfolk bestred ombord. 51 % sejlede som enten hel- eller halvbefaren matros. 14% var skibsdrenge under oplæring, 11% sejlede som kokke, som typisk var et mellemstadie imellem skibsdreng og matros og kun 17 mand eller 11% sejlede som styrmand. Hertil kom skibets eksperter, hvoraf der var 6 skibstømrer og 3 sejlmagere.[3] ''På langfart'' De emmerlevske sømænd kom langt omkring. Længst væk var rejsen til de nederlandske besiddelser i Vestindien; øerne St. Eustacius og Curacao, og til de nederlandske sukkerplantager i Surinam på det sydamerikanske fastland. Sådan en rejse tog omkring 8 måneder på datiden sejlskibe og når skibet endelig ankrede op ved bestemmelsesstedet kunne mandskabet nyde den tropiske varme, høre fremmede fugle synge i den frodige vegetation, men også betragte de mange negerslaver, der igennem deres hårde arbejde på sukkerplantagerne fremstillede ”Det Hvide Guld”; sukker til de europæiske forbrugere[4]. 27% af rejserne gik den vej.[5] Mere almindeligt var at få hyre på et skib, der sejlede i den europæiske fart. 10% sejlede til Lissabon, Santiago eller Cadix efter salt, vin, olie og merino-uld, omkring 14% af skibene sejlede ind i Middelhavet til f.eks. havnebyen Livorno norditalien. Hertil bragte de nederlandske skibe korn fra Nordeuropa og udvekslede det med vin, rosiner, krydderier, olie og silke og andre tekstiler. 11% af søfolkene fra Emmerlev havde en tur til Arkhangelsk i Nordrusland, hvor man hentede russisk korn, tjære, beg, hamp og dyrehuder og endelig tog 18% hyre på mindre skibe, der besejlede Østersøen efter baltisk korn fra Riga eller tømmer, tjære, beg og hamp fra St. Petersborg eller Narva.[6] ''Hyre'' Det var ikke en helt ringe beskæftigelse at være sømand om end hyren svingede med de internationale konjunkturer. Således var den gennemsnitlige hyre i 1772 på 16 gylden, hvilket svarer til ca. 6,5 rigsdaler, mens den var kommet op på 25 ( 10 rigsdaler) gylden i 1780, hvilket skyldes den absolutte højkonjuktur som skibsfarten oplevede under den Amerikanske Frihedskrig. I samme periode tjente en faglært tømmersvend 10 rigsdaler om måneden, men han skulle også selv betale for kost og logi, hvilket var en del af sømandens løn. [7] ''Kilder/noter:'' [1] Stadarchief Amsterdam. Waterschout archief. 1772, 1780 og 1787. [2] Rigsarkivet, Rentekammeret, Folketælling, 1787, Landdistrikter, Ribe Kongeriske Emmerlev. Arkivalieonline. [3] Stadarchief Amsterdam. Waterschout archief. 1772, 1780 og 1787. [4] Eschels, Jens Jacob.''' Das abentuerliche Leben des Jens Jacob Eschels. '''Brigantine, Hamburg. 1966. S, 270-275 [5] Stadarchief Amsterdam. Waterschout archief. 1772, 1780 og 1787. [6] Akveld, L. M., S. Hart, W. J. van Hoboken. '''Maritieme geschiedenis der Nederlanden. '''2. Bussum 1977. [7] Thestrup, Poul. '''Mark og skilling, kroner og øre. '''Rigsarkivet, kbh. 1991. S, 15

Den nederlandske økonomi var i det 17. og 18. århundrede en af de stærkeste i Europa og skibsfarten fra republikken var enorm. Det er anslået, at den samlede nederlandske flåde i 1670 udgjorde 400.000 brutto registertons, hvilket gjorde den til verdens uden sammenligning største handelsflåde. Den var i lang tid større end den franske, engelske og skotske handelsflåde – tilsammen!![1] Til sammenligning var den danske handelsflåde i 1677 på lige under 20.000 tons.[2] Og hundrede år senere på omtrent 32. 500 tons.[3] Da hyren ovenikøbet var højere end i den hjemlige skibsfart, var det ikke underligt, at mange skandinaviske søfolk drog til ”de lave lande.” Fra vadehavsområdet var der regelmæssig skibsforbindelse til Amsterdam og søfolkene rejste om foråret med såkaldte ”smakskibe” til storbyen. Ombord kunne der være op til hundrede mand stuvet sammen i lasten, hvor der var monteret køjsenge i flere lag. Her lå de gamle søulke og røg pibe, men hvis vejret var dårligt måtte lugerne lukkes, hvorfor tobaksrøg og skibets rulninger hurtigt fik de unge, førstegangsrejsende til at brække sig. I 1769 foretog den unge sømand, Jens Jacob Eschels sin første rejse, at også han blev søsyg og måtte ”ofre” i sin støvle.![4] ''I storbyen Amsterdam'' Vel ankommet i Amsterdam var der naturligvis meget at se på for den unge sømand, men først måtte han finde et sted at bo, indtil han have sikret sig en hyre.I storbyens havne område fandtes en sand jungle af sømandsherberger, kroer, bordeller, skibsprovianteringsforretninger, rederikontorer og andre søfartsbeslægtede erhverv. Sømandsherberger var logier, hvor søfolkene kunne finde en seng og bespisning og de fleste steder var der desuden udskænkning og underholdning. Indehaverne af disse herberger bestred ofte en anden funktion, idet de samtidig var hyrebaser og mod provision skaffede søfolkene hyre. Omkring 1780 fandtes der ca. 200 sådanne herberger i byen.[5] En af disse var modrettet mod kunder fra Emmerlev og lød naturligvis navnet: ” Stad Emmerliff”. Dette herberg lå i Ridderstraat, der sammen med nabogaden Jonkerstraat var de skandinaviske søfolks kerneområde i Amsterdam. I Ridderstraat lå der foruden Stad Emmerliff, 23 andre herberger og i Jonkerstraat 16 og de til trods for at disse gader kun var små 50 meter lange. Blandt disse herberger fandtes også andre, der henvendte sig til søfolk fra vadehavet: Stad Jandroep, Stad Tondern, Stad Huyer og Stad Balm ( Ballum) og det vidner om, at Amsterdam blev besøgt af søfolk fra hele vadehavsområdet. [6] Navnet ”Stad Emmerliff” signalerde, at man her var bekendt med hjemstavnen og at værten måske også kom derfra. Det er også sandsynligt, at han selv var tidligere sømand og derfor kunne dele sine erfaringer med kunderne.Den hollandske forsker Maarten Hell bekræfter denne tese, idet han nævner at: ”Most innkeepers ('''waarden''' or '''herbergiers''') of these hostels originated from the same country as their guests"[7]. Det var almindeligt at mange værter var tidligere søfolk, der var gået i land og fundet en ny næringsvej. Med opsparet hyre kunne de enten købe sig ind eller selv etablere et etablissement, hvis ikke de giftede sig med enken eller datteren til en herbergsvært. Uden for sejlsæsonen ( i vintermånederne) kunne de selv stå bag disken og resten af tiden måtte konen klare familieforetagnet. [8] Jaob Pietersz, der var indehaver af ”Stad Emmerliff” er nok en sådan tidligere sømand, der giftede sig ind i erhvervet. I Amsterdams ondertrouw arkiv er registreret alle giftemål, der blev foretaget i byen i perioden 1565–1811. Heri finder vi på datoen 5. juli 1771 ” Jacob Pieters, van Emmerlif”. Han var 27 år gammel og blev gift med den et år yngre Marie van Geloeren, der kom fra Ameyden (Muiden). [9]. Det interessante er, at Jacob Petersens vidne til giftemålet er Dirk Opsal og han er formodentlig identisk med den Dirk Teunis Op Zal, der drev sømandsherberget ” Wapen van Christianzand” i Ridderstraat.[10] 17 uden af de tidligere nævnte 109 søfolk fra Emmerlev boede på Stad Emmerlif. Det er selvfølgelig ikke mange, men som tidligere nævnt, var der i Ridderstraat og Jonkerstraat andre herberger, der henvendte sig til vadehavssøfolkene. En stamkunde I Stad Emmerlif var kokken Anders Corneliussen fra Emmerlev. Han boede hos Jacob Petersen i både 1780 og 1787 og vi kan antage, at han også i de mellemliggende år, har frekventeret herberget. Anders Cornelius havde specialiseret sig i farten på Archengelsk i Rusland, da han på begge registrerede rejser sejlede derop. ''Kilder/noter:'' [1] Akveld, L.. M, S. Hart, W. J. van Hoboken. '''Maritime geschiedenis der Nederlanden. '''Bussum 1977. S, 201 [2] Degn, Ole. Erik Gøbel. ''' Dansk Søfarts Historie. '''Bind 2. Gyldendal 1997 S, 25 [3][3] Feldbæk, Ole. '''Dansk Søfarts Historie. Bind 3.''' Gyldendal 1997. S, 27 [4] Eschels, Jens Jacob.''' Das abentuerliche Leben des Jens Jacob Eschels. '''Brigantine, Hamburg. 1966. S, 16 [5] Bruijn, Jaap, R. '''Zeegang. Zeevarend Nederland in de achttiende Eeuw.''' Walburg Pers. 2016. S, 32 [6] Stadarchief Amsterdam. Waterschout archief. 1772, 1780 og 1787. [7] Hell, Maarten. ” Trade, Transport and Storage in Amsterdam Inns ( 1450 – 1800). I ''' Journal of Urban History''' 2014 40: 742 originally published online 6 March 2014. S. 743 [8] Hell, Marten. Upubliseret Ph.d. ”Slaapbasen en Makelaars” [9] Stadarchief Amsterdam. Ondertrouw register: 05-07-1771 - Pieters, Jacob - [van] Gelderen, Maria - DTB 617, p.10 - Huwelijksintekeningen van de KERK. - OTR00163000008 [10] Stadarchief Amsterdam. Waterschout archief. 1772, 1780 og 1787.

''Sendt til publicering'' Hej Rikard. Her er så mit første forsøg. Mvh Asger

''Publiceret''