Gudenåen - Svostrup bro og kro

Svostrup Kro

Svostrup Bro fra Trækstien

Pramdragere på Gudenåen.

Fire pramdragere. Maleri af Eiler Løndal (1887 - 1971). Maleriet hænger på Silkeborg rådhus

Trækstien langs Gudenåen med angivelse af de forskellige måder prammene blev drevet frem på i 1800-tallet. Tegning: Charlotte Munch

To pramme passerer hinanden på Gudenåen. Tegning af Hans Schmidt, 1887.

Svostrup færgekro og købmandshandel med det nu nedrevne pakhus til venstre, ca. 1912. Foto: Gjern lokalhistoriske arkiv.
Intro
Gudenåen var engang en meget trafikeret vandvej gennem Jylland. Mere end 200 pramme sejlede alt fra brænde til byggematerialer og gamle klude på åen i midten af 1800 tallet. Denne trafik skabte liv langs åen, også på Svostrup kro.
Færdedes man langs Gudenåen ved Svostrup i gamle dage, ville man her kunne opleve et liv og leben på åen, som i dag er erstattet af trafikken på landevejene.
Det der gjorde Gudenåen attraktiv som transportvej i 1800 tallet var, at man på det tidspunkt ikke havde samme mulighed for landtransport af store mængder varer. Vejene var dårlige, og hestevogne havde en begrænset kapacitet. En stor Gudenåpram - eller kaag som det hed - på 21 meters længde kunne laste mellem 10 og 20 tons varer, og nogle få mænd kunne styre kaagen, mens heste trak den, når det gik mod strømmen mod Silkeborg. Den anden vej med strømmen til Randers, kunne man nøjes med at stage og styrer kaagen. Langs åen blev etableret en pramdragersti, normalt kaldet Trækstien.
Når man anlagde broer over åen, måtte man sørge for, at de var høje nok til at kaagen kunne komme under. Derfor er bl.a. broen ved Svostrup Kro bygget meget høj. Der hvor broerne passerede Gudenåen, blev der ofte etableret kroer så de rejsende på Gudenåen, og dem på land, kunne finde et sted at spise, drikke og sove. Svostrup Kro fra 1834 er en af de kroer, som ligger fuldstændig som den gjorde, da der var liv og leben på åen.
Træksten fra Randers til Silkeborg passerer gennem krohaven og under broen. Der er offentlig adgang til Trækstien.
Læs mere om pramfarten og trækstien
1800-tallets pramfart havde sit eget hierarki. Øverst stod de købmænd, som organiserede pramfartens handel, og som måske også ejede nogle pramme.
Pramføreren var fartøjets skipper, men kunne også være prammens ejer. Han stod ved roret og styrede prammen, og han skulle kende åen ind og ud for at følge sejlrenden. Som hjælp om bord havde pramføreren i regelen to pramkarle. Deres gøremål var mange. Kunne man gå for sejl, var det deres opgave at trimme sejlene, men de skulle også stage – og i ugunstig vind var stagning deres hovedopgave. Opstod der risiko for grundstødning, måtte pramkarlene med deres stager søge at holde prammen fri, men røg man alligevel på grund, måtte de hoppe i vandet og med deres såkaldte vuppestang søge at vrikke prammen løs.
Nederst i hierarkiret var pramdragerne, som var pramfartens proletariat. Deres opgave var simpelthen at trække prammene fra Fladbro vest for Randers til Bjerringbro. Det var et ekstremt hårdt og slidsomt arbejde. Hver mand havde en sele over skulderen og stokke til at stage fremad. Turen gik langs den smalle træksti, smattede og mudrede åbrinker eller undertiden i vand til livet, når de skulle passere render og grøfter, som i pramfartens tidligere fase ikke var brolagte. Når de nåede til Bjerringbro afmønstrede de, og gik tilbage til Randers for at få en ny tur. Pramdrageren skulle ikke være mange år i erhvervet, før dette slidsomme arbejdes særlige kendetegn – den krumme ryg – blev en del af hans fremtoning.
For de mange pramfolk, som i 1800-tallet sejlede og trak prammene frem og tilbage mellem Silkeborg og Randers var kroerne langs Gudenåen et helle, et nødvendigt hvilested. Svostrup kro var en af disse ”pramdragerkroer”. Til dem hørte også kroerne i Ans, Resenbro, Kongensbro, Hvilested og Åbro. Her kunne hestene hvile og pramfolkene få sig et måltid mad, en dram, slappe af og få ny energi til strabadserne.
Mange kroer mellem Silkeborg og Randers drev købmandshandel ved siden af beværtningen. I pramfartens velmagtsdage i 1800-tallet gav det gode indtægter som følge af den opblomstring i handelen, som opstod i kølvandet på de mange pramme og pramfolk.
Anders Jensen på Svostrup Kro forstod at udnytte pramfartens muligheder. I 1856 byggede han et nyt stuehus, hvor der foruden kro blev drevet købmandshandel og posthus. Derudover byggede han et to-etagers pakhus ned til åen. Han opkøbte bøndernes korn, solgte det videre og leverede til gengæld kolonialvarer, reb, tjære, metal med videre til befolkningen langs åen.
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012