Superægget i Skjern

Superellipsen / Superægget

Intro
Superellipsen (Ægget), er måske Piet Heins mest kendte design.
Superægget, der er fire meter høj – det største i verden - kan ses i rundkørslen ved vejene Arnborgvej, Østergade og Ringvejen.
Gæster i Skjern kan opleve et par af Danmarks mest kendte designklassikere. Piets Heins Ægget og Kysset står nemlig i den vestjyske købstad.
Piet Hein (1905-1996) var en af Danmarks mest alsidige kunstnere og videnskabsmænd. Mest hyldet var han for sine arkitektoniske værker og for sine digte. Hans digtsamlinger ”Gruk” er hvermandseje i Danmark, og de er oversat til utallige fremmedsprog.
Venner med Einstein.
Piet Hein var en sand verdensmand, der havde kendte folk som Charles Chaplin, Niels Bohr samt Albert Einstein i sin bekendtskabskreds. Københavneren Piet Hein havde også tilknytning til det vestjyske.
Han havde en tegnestue i købstaden Skjern, og her blev flere af hans kendte designs udviklet. I Skjern kan man se to af hans mest kendte værker, Kysset og Ægget.
(Skulpturen Kysset kan ses i rundkørslen ved Holstebrovej, Ringkøbingvej, Ringvejen.)
Superellipsen Ægget
Superellipsen Ægget er måske Piet Heins mest kendte design. Superægget, der er fire meter høj – det største i verden - kan ses i rundkørslen ved vejene Arnborgvej, Østergade og Ringvejen. Her blev skulpturen, der er lavet af sølvbronzeret glasfiber, opstillet i 1999, tre år efter Piet Heins død.
Med Superellipsen skabte Piet Hein en harmonisk geometrisk figur, som er blevet flittigt anvendt i byggerier over hele verden, blandt andet i det olympiske stadion i Mexico City.