Stranden ved Rødbyhavn
Stranden i 1930erne. Til venstre i billedet skimtes en lille bygning med flag. Det er en af de 3 strandpavilloner, der har været i Rødbyhavn.
Søpavillonen i 1930erne. Denne var ejet af en mand ved navn Raun. Derfor kom den selvfølgelig til at hedde "Raunsborg".
Strandliv 1930erne
Købmand Frederik Carstensens badehus. I døråbningen sidder fru Carstensen. Omkring bordet købmanden med gæster. Billedet er fra midt i 1930erne.
Hygge ved stranden
Klitter ved stranden. Vi ser mod vest
Udsigt over vandet
Stranden har fået tildelt det Blå Flag
Udsigt til færgerne. Vi ser mod øst
Udsigt mod vest. I baggrunden kan anes Lalandia
Intro
Stranden ved Rødbyhavn er nok en af Lollands bedste. Her findes bred sandstrand, lavt vand og klitter, hvor man kan lejre sig og nyde sin medbragte mad og drikke, eller hvad man nu har lyst til.
Stranden ved Rødbyhavn fremtræder i dag ganske nydelig. Når man kommer til ”indgangen” til stranden møder man først et ganske lille toilet. Der er også opsat informationstavler. Den ene viser et kort over området.
Den anden tavle fortæller om området – naturen, diget, det inddæmmede areal og om dyre- og fuglelivet. Desuden er der oplysninger om, hvorledes man skal forholde sig i tilfælde af ulykker.
Det er vel ikke ret mange år siden, da man fra ”indgangen” kunne skue ud over havet. Det kan man ikke længere! Store klitter ligger nu ”i vejen”.
Når man først har overvundet klitterne ved vandringen mod havet, kommer man til gengæld helt ud til vandet. Her har man en dejlig sandbred, hvorfra man kan overskue det hele. Man kan nyde synet af færgerne, som sejler til og fra Tyskland 2 gange i timen. I godt vejr kan man endda tydeligt se helt til Femern. Og man kan holde øje med sine børn, som boltrer sig i vandet.
Som nævnt ligger der nu store klitter ved stranden i Rødbyhavn. Den er hele tiden under forandring. Det er virkelig naturens kræfter, der er på spil!
Det har ikke altid været ”normalt” at tage til stranden og gå i vandet. Denne form for friluftsliv er vel først kommet rigtig på mode indenfor de sidste godt og vel 100 år.
I Rødbyhavn havde man faktisk allerede for 100 år siden sat tingene i ”system”. Man havde en forening, som opsatte badehuse ved stranden. Disse badehuse lå fra begyndelsen øst for den nuværende havn, altså omtrent hvor færgelejerne nu ligger.
Havnen – og Rødbyhavn i det hele taget – blev først anlagt i 1912, og det er sikkert også derfor, man den 6. maj 1914 kan læse følgende i ”Tidende for Nakskov, Maribo og Rødby”:
”Rødby Badeforening holdt i aftes generalforsamling på hotellet (Hotel Rødby). Det blev vedtaget at flytte foreningens badehuse, der hidtil har ligget øst for havnen, over vest for denne til det sted, hvor hotelejer Gottfredsens badeskærme hidtil har været. Det er hensigten at foretage en mindre udvidelse, således at foreningen ikke skal se sig nødsaget til at lukke for ikke-medlemmer. Den nærmere udformning af projektet vil ske på en ekstraordinær generalforsamling i en nær fremtid.”
Tingene udvikler sig dog meget hurtigt. Allerede den 23. maj 1914 kan man læse i samme avis:
”Rødby Badeforening holdt onsdag møde, hvor man drøftede ikke mindre end 4 projekter til badehuse. Omsider vedtog man at indkalde til nyt møde mandag for at se, om der er stemning for at ophæve den gamle forening og danne en ny, som arbejder mindre tungt end den nuværende, der ikke har love, men en mængde generalforsamlingsbeslutninger at støtte sig til.”
Og den 26. maj 1914:
”Rødby gamle Badeforening holdt i aftes sin sidste generalforsamling, idet man blev enige om at opløse foreningen, og der blev samtidig nedsat et udvalg til at arbejde på dannelse af en ny. Udvalget kom til at bestå af den gamle bestyrelse, suppleret med bankbestyrer Christensen og købmand Arnold Hansen. Et møde holdes på fredag aften til start af den ny forening.”
Den ny badeforening ”Rødby og Omegns Badeforening” – det mere officielle navn var ”A/S Rødby Badeforening” blev dannet den 2. juni 1914 med en aktiekapital på 1200 kr. Lovene blev vedtaget og til bestyrelse valgtes læge Rosengreen, lærer Jensen, bankbestyrer Christensen, fru Raun og fru Hovmand Larsen, Rødbyhavn. Der var tegnet ca. 40 aktionærer, og badehusene ville kunne stå færdige omkring 20. juni samme år.
Dette skete da også, og de blev opstillet ved Søpavillonen. Var man ikke aktionær, kunne man dog alligevel få adgangskort.
Ak ja! Det blev nedgangstider for Rødby. Heller ikke denne lille forening kunne bestå. Den 4. juni 1923 var det slut:
”Efter at A/S Rødby Badeforening er trådt i likvidation, har det nedsatte likvidationsudvalg afhændet badehusene med tilbehør til købmand H. E. Hansen, Rødby, og entreprenør H. Lind, Rødby Havn, der var de eneste bydende. Disse har nu ladet badehusene opstille på deres tidligere plads ved Søpavillonen”.
Den 21. juli 1929 var tilsyneladende en rigtig varm sommerdag, hvor folk strømmede til stranden. Selv Lolland-Falster Social-Demokrat skrev herom dagen efter:
”Badestranden ved Rødbyhavn havde i det herlige vejr i går en meget stor dag. Langs hele diget, helt ud til pynten, lejrede folk sig side om side, og der udfoldede sig et muntert badeliv.
Iskageboderne havde mægtig omsætning og restauratørerne arbejdede under højtryk. Det var en badesøndag, som vil huskes.”
I 1930erne var der ingen forening, der opstillede badehuse. Dem ejede man selv, og når det var tid, kørte man dem ned til stranden og stillede dem op på ”sin parcel”.
I Rødby/Holeby Lokalhistoriske Arkivs Årsskrift fra 2009 bragte vi en artikel om en ung mand fra nordjylland, som i perioden 1935-1940 havde været ansat i Frederik Carstensens Købmandsgård i Rødby (Østergade 39). Denne unge mand kunne berette følgende:
En dag kommer Frederik og siger til mig: ”I morgen skal vi have sommerhuset stillet op i Rødbyhavn”. Huset var samlet, bestående af 2 sider, 2 ender, 2 halvrunde tagflader og en bund. Dagen efter var der spænding. Juel (en kollega), en lærling (der sommetider hjalp os) og jeg læssede huset på bilen. Frederik, fruen og børnene kørte i privatbilen (en 6 cylinder Hudson Super Six).
Jeg glemmer aldrig det skilt, ”Super Six”, det stod på køleren. Jeg skulle næsten hver gang, familien skulle ud at køre, ud at trække den i gang med startsving. Der skulle en god højrearm til, skal jeg love for. Det hørte også med til alle de gøremål, jeg var antaget til.
Vi kommer så til Rødbyhavn. Frederik havde hentet nøglen til diget. Der var bom. Man måtte ikke køre på diget, kun i sådanne situationer. ”Der er så vores parcel”, siger Frederik. ”Så er det bare med at få huset op at stå.”. Det var nu ikke så vanskeligt.
Vi fik en kop kaffe oven på strabadserne. Østersøen var helt blik og havde en egen grøn farve. Jeg gik en tur hen ad stranden ene for mig selv, og tænkte: Mon jeg nogensinde får sådan et paradis, mellem diget og vandet, alle de kønne små huse.
Alle dem, der har oplevet stedet og bølgernes klukken her ved Østersøen, vil nikke genkendende.