Stenslaget i Stenderup 1932

Her har vi så gården, det hele drejer sig om! Stenderup 39, ”Vestervang”. Laden bygget 1887, stuehuset 1909. Der ligger lærred til blegning på græsset. Den midterste rytter er Jørgen Nissen. Rytteren til højre er broderen Kresten. Karlen,

Politib etgjente i Stenderup på Vestervang

Her står denne “genstridige” flok, der gav landet så mange kvaler, at det var nødvendigt at udsende københavnske politibetjente til at holde ro og orden i Stenderup.

Politimester Vilstrup hilser på de københavnske betjente. Lederen, politiassistent Jacobsen, ses bagved.

Billedet viser et udpluk af de ca. 1500 demonstranter, hovedsagelig arbejdsløse fra Sønderborg og de andre sønderjyske byer. I baggrunden vises Vestervang Stenderup

Intro

Efter en tvangsauktion af gården Vestervang i 1932, nægtede ejeren at fraflytte. Politi og retsbetjente samt 50 grandvoksne københavnske betjente mødte op på lokaliteten. 1500 arbejdsløse fra Sønderborg var også til stede. Nu begyndte stenslaget efter politisk indblanding.

Stenderup var på verdenskortet i 1932. Hvorfor nu det?
1930’erne var præget af store kriser.
Børsen i New York gik i sort.
I lang tid var den ene konkurs efter den anden løbet af stablen,
og folk, der havde penge, kunne erhverve sig ejendom til en billig penge.
Mange bønder måtte gå fra hus og hjem, selv om familien havde
været på stedet i flere hundrede år. Alle havde det imidlertid svært.

Vejen mellem Broager og Nybøl blev bygget i denne tid,
og på Smøl Vold sad arbejdere og ventede på, at ansatte
på vejen skulle bukke under, så de kunne få pladsen.
Stauning havde netop sat sig i stolen igen -
med en arbejdsløshed i landet på 40 %.
Justitsminister var C. Th. Zahle, der fik indflydelse på begivenhederne.
Samme mand havde været statsminister under påskekrisen 1920
og blev jo som bekendt fyret af Kong Christian X.

Nybøl Andelskasse havde begæret auktionen. Der var ingen købere.
Andelskassen overtog gården. Gården blev solgt til en køber,
der indfriede Andelskassens tilgodehavender.

Jørgen Nissen med familie skulle flytte ud.

Landbrugets Sammenslutning havde opfordret ham
til at blive boende på trods af tvangsudflytningen.
Der skulle afholdes en fogedforretning, som var sat til 4. april 1932.

Nissen-familiens mangeårige tilknytning til Vestervang

I ca. 200 år havde familien Nissen boet på Vestervang i Stenderup.

I 1932 boede Jørgen Nissen der med sin hustru
og hans moder boede på aftægtsboligen ved siden af gården.

Efter en udsætning skulle Jørgen Nissen og familie flytte ind på aftægtsboligen.
D.v.s. indboet skulle kun flyttes ca. 50 meter.

Jørgen Nissens gamle mor, Katinka, døde den 15. januar 1945,
men Jørgen Nissen og hans kone blev boende i aftægtslejligheden indtil 1954,
da han flyttede til Snogbæk til datteren Ingeborg.
Jørgen Nissen døde den 28. oktober 1969, hustruen,
Anne Marie (Ammi), døde den 9. september 1967.
Jørgen Nissen og Anne Marie Jensen blev gift 3. juni 1909 i Nybøl Kirke.
De havde børnene: Kathinka Kristine f. 8.-10.-1909. Katharine Marie, f. 3.-11.-1911, gift med gdr. Jørgen Andersen, Snogbæk. Peter, f. 20.-6.-1914, død den 20.-1.-1933 af akut sygdom.
Ingeborg, f. 20.-5.-1919, er gift i Snogbæk.

Jørgen Nissens familie havde haft Vestervang helt fra omkring 1600.

Jørgen Nissens forhold til Nybøl Andelskasse
Redegørelse fra Andelskassens forretningsfører, Jens Christensen, Nybøl:
Fra flere sider er der tilgået mig anmodning om overfor offentligheden
at gøre rede for de nærmere omstændigheder,
der førte til tvangssalget af Jørgen Nissens gård og senere til de begivenheder,
der resulterede i den 5. aprils uhyggelige hændelser.
Jeg havde ikke ment, at sagens nærmere enkeltheder
kunne interessere den store offentlighed, men nu,
da så at sige alle landets aviser befatter sig med sagen,
men også på grund af Jørgen Nissens voldsomme anker
mod ledelsen af Andelskassen, er nærværende redegørelse måske på sin plads.
I slutningen af året 1926 var der et overtræk på Jørgen Nissens konto på ca. 10.000 kr.
Idet han skyldte Andelskassen omtrent 25.000 kr.,
for hvilke der kun var givet pant for de 15.000 kr.s vedkommende.
Andelskassens pant havde dengang rang i tingbogen efter et kreditforeningslån på 61.500 kr. I februar 1928 gik bestyrelsen med til, at Nissen optog et
tillægslån i Sønderjyllands Kreditforening på 5.000 kr.,
og samtidig indrømmede Andelskassen ham et fast lån,
nemlig et såkaldt realkreditlån på 20.000 kr.
Disse beløb tjente til afvikling af Nissens gæld til
Sønderborg Bys Sparekasse og til at nedbringe kassekreditten i Andelskassen. Ved at opnå et forskud fra slagteriet på egne grise til et beløb af 500 kr.
(hvorved Andelskassens part jo blev tilsvarende forringet),
betalte Nissen renterne af det faste lån på 20.000 kr.
med undtagelse af en restance på 25 kr.
Dette beskedne beløb af 25 kr. er senere omtalt flere gange
i aviserne på sensationel måde, dog uden den rette forklaring,
men den kommer i det følgende.
Disse betragtninger er nøgternt gengivet. Det er de virkelige fakta,
som de foreligger. Jeg har forsøgt at skildre forholdene,
uden at lidenskaberne er taget i brug, hvad fremstillingen
i øvrigt heller ikke er egnet til. Behøver jeg til slut at sige, at også mig gør Jørgen Nissens
skæbne bitterlig ondt, men er det ikke lige så rigtigt, at den måde,
hvorpå den nye ejer med familie gør sit indtog på gården,
nemlig med trussel på livet og boykot i bedriften, skulle ikke gerne gentage sig.
Jeg synes, der må være al mulig grund til, at disse folk
får noget at mærke af sognebørnenes sympati og støtte. Jens Christensen Forretningsfører for Andelskassen i Nybøl. Efter JYDSKE TIDENDE den 7. april 1932.

Manden der købte ejendommen Vestervang var var Johan Philipsen fra Avnbøl,
hvis søster var gift med Andelskassens næstformand, gårdejer Jes P. Bladt, Stenderup.

Johan Philipsen var født den 7. april 1891, som søn af gårdejer
Johan Philipsen, Avnbøl og Katrine f. Petersen. Deres øvrige børn var:
Bodil Chathrine, f. 8.-2.-1923. Christian, f. 29.-4.-1925. Aksel Johan, f. 30.-11.-1926. Karen Margrete, f. 29.-1.-1929. Johan Philipsen døde pludselig den 13. januar 1948. Han var gift med Anne Marie Philipsen, døde den 2. februar 1988.

Jydske Tidende nr. 94, tirsdag den 5. april 1932, Sønderborg:

"I går blev Jørgen Nissen og hans familie sat ud af den
gamle slægtsgård, “Vestervang” i Stenderup, og den nye ejer,
Johan Philipsen, rykkede ind på gården.

Selve udsættelsen foregik uden større gnidninger under stort opbud af politi,
som fogeden havde rekvireret, for at alt kunne forløbe efter lovens bogstav.
Selv om tidspunktet for fogedforretningens afholdelse var hemmeligholdt,
var man dog klar over, at fogedens besøg kunne ventes i løbet af mandagen,
hvorfor der lige fra morgenstunden mødte et halvt hundrede demonstranter på gården.
Lidt før kl. 10 ankom en halv snes biler med henved 40 ordensbetjente
og nogle kriminalbetjente, der straks under politimester Vilstrups
ledelse besatte gårdens to indgange fra vejen. De fleste af demonstranterne
gik ind i stuerne for at afvente, hvad der nu skulle ske.

Dommeren afsiger kendelse, hvorefter alle skal gå ud af huset. Dommeren: Jeg vil bede Dem, Nissen, om at opfordre
de tilstedeværende til at forlade gården. Nissen: Det kan jeg ikke. Dommeren: Ja, så kan jeg. Enhver, der er her i stuen,
beder jeg om straks at gå. Det gælder også pressens repræsentanter,
hvis tilstedeværelse unægtelig forbavser mig.
Dette er en privat fogedforretning, som ikke vedkommer offentligheden.
Da denne opfordring tilsyneladende ikke frugtede,
udtalte dommeren endvidere:
“Såfremt De ikke forlader ejendommen,må jeg lade Dem
udsætte ved politiets hjælp, hvilket jeg meget nødigt vil gøre.
Betænk også, at det er meget højt spil at sætte sig op mod
den lovlige orden og en embedsmand i funktion.
Jeg undlader ikke at gøre opmærksom på,
at det kan komme til at koste indtil seks års strafarbejde.”
Dommeren afsagde derefter en kendelse over selve udsættelsen
og dikterede til protokollen, at alle uden undtagelse straks skulle forlade ejendommen. Politimester Vilstrup kom nu ind i stuen, ledsaget af en snes betjente,
der fik ordre til at føre demonstranterne ud.
“Jeg vil dog give Dem en frist på ét minut, og de, der så ikke er gået,
vil blive ført ud, eventuelt ved magt. Hvis nogle sætter sig til modværge,
vil de blive sat under tiltale.”
Deichgræber, der forgæves et par gange havde forsøgt at tale, udbrød nu:
“Jeg vil benytte det ene minut til at udtale, at det ikke alene er den håndfuld,
der her er, som protesterer mod denne uret, men hele den nordslesvigske
bondebefolkning står bag ved vor protest.” Politimesteren til Deichgræber: “Vil De tie stille og straks se at komme ud!”
Flyttemændene bærer møblerne ud
Da den korte frist var udløbet, trådte nogle betjente ind i stuen,
men demonstranterne gik nu godvilligt, og også Jørgen Nissen
lod sig føre ud uden at sætte sig til modværge.

Gårdspladsen og et stort stykke af vejen til begge sider blev
nu afspærret, hvorefter flyttemændene gik i gang med at bære
møblerne ud af stuerne og køre dem hen på nabogården.
Nissen og hans familie tog ind til moderen, der nyder aftægt på gården.
Selve udsættelsen varede kun en god times tid"

Det store protestmøde

Selve mødet forløb roligt, men 100 kommunister
satte bagefter uro i forsamlingen ved den omstridte gård.
De sønderjyske betjente trak stavene frem,
og kommunisterne svarede med stenkast.
Mødepladsen var en fugtig græsmark.
Efterhånden strømmede folk til fra alle kanter.
Der kom biler, navnlig ikke så få store rutebiler
fra alle egne af landsdelen. Hr. Zahles politiknipler
Gårdejer Kylling var næste taler:
“Sorgens engel går hver dag sin gang over vores landsdel.
Hver dag har sine tvangsauktioner. Hver dag sluger kapitalismens
umættelige Molok flere af vore landsmænd, og køberne til de
forladte gårde sniger sig om som lumske hyæner.
De tager alt, lige til arveguld og arvesølv med indgraverede navne,
og staten er i retfærdighedens navn deres villige hjælper.
(Fyråb.) Engang var vi rige. Nu er vi fattige.

Nu møder man os med Zahles politiknipler.
(Stærke fyråb.) De var lykkelige, de der blev
på slagmarkerne og slap for at blive plyndret,
slap for at se hustru og børn smidt på gaden.
Ved krigens begyndelse skyldte det sønderjyske landbrug 70 millioner Mark.
Nu er gælden 600 millioner kr. Jeg vil sige til de københavnske betjente:
Hjertelig velkommen, landsmænd! (Bravo-råb.)”

Zahle betyder betal! Den tyskvenlige C. Deichgräber var på tur:
“Det er beklageligt for jer, at I kommer som repræsentanter
for Zahles knippelregimente. Men krig og pest kunne ikke slette os ud.
Men kun ti til tolv års dansk pengestyre er ved at gøre det.
Vi er ikke en befolkning, men et folk. Vi er ikke en landsdel,
men et land.Vi undsiger Danmark huldskab og troskab.
Vi har ikke andet at gøre end at søge beskyttelse hos Folkenes Forbund.
Det er kommet dertil, at blind lovlydighed er selvmord.
Vi vil kunne gå trygt i plovfuren og på værkstedet!
For bøllegerningen er der ingen tilgivelse.
I går har Danmark mistet sin ret til Nordslesvig.” Stadigt under sin tale var Deichgräber blevet afbrudt af
bifaldstilkendegivelser, og nu lød et vedholdende minutlangt bifald.
Så viste kommunisten Jørgen Nielsen sig på talerstolen, hilst med leveråb.
“Dagen i går,” sagde han, “var den tungeste i mit liv.
Jeg glemmer den aldrig. Far lærte mig at elske Danmark
og alt, hvad der er dansk. Svaret på min kærlighed er politiknipler.
Vi har nu ingen anden vej, vi må ud på barrikaderne!”
(Øredøvende tilslutning.)
Således forløb i nogenlunde ro en halv times tid.
I længden kunne det kommunistiske element i
forsamlingen ikke holde dette ud, og under høje råb
gav nogle mennesker sig til at nedbryde hegnet ind til
haven og trænge den vej ind til gården. De blev dog ret og hurtigt vist tilbage.

Men uroen i mængden øgedes, og politimester Vilstrup
og hans overbetjent Sørensen besluttede, at nu skulle det være slut.

Med stavene fremme gik overbetjent Sørensen
og syv af hans betjente ind på mængden og opfordrede dem til at gå hjem.
Overbetjenten var synligt ophidset, og da han i spidsen for sine
betjente begyndte at skubbe ublidt til de nærmest stående,
blev betjentene modtaget med en regn af stenkast.

Det var i første række kommunisterne, der var stenkastere.
Dette blev signalet til, at betjentene slog løs med stavene
til højre og venstre. Det var et uhyggeligt optrin.

Adskillige demonstranter segnede under slagene,
flere med blodet strømmende ned over ansigtet.
Det gik ud over skyldige og uskyldige i flæng.
Blandt de hårdt ramte var en fredelig tilskuer, dyrlæge Boldt, Jels.
Han segnede til jorden efter et voldsomt slag i hovedet.

Stenkastene vedblev, og en landmand blev ramt i nakken,
så han faldt om. Stenen tilføjede ham et stærkt sviende sår.
Mængden var nu drevet til to sider ud af byen;
men her blev de fleste stående i diskuterende klynger.
Det gik kun småt med at komme hjemad.
De, der som tilskuere havde haft lejlighed til at følge dette beklagelige optrin -
og det blev stærkt understreget af flere af de tilstedeværende - havde indtryk af,
at der havde meldt sig en stærk nervøsitet hos de sønderjyske betjente,
og især kan man ikke fritage én af lederne, en overbetjent fra Gråsten,
for at have gået temmelig hovedkulds til værks.

Det var efter alt at dømme ham, der rekvirerede ordre til
angreb hos politimester Vilstrup, som på dette tidspunkt befandt
sig på gårdspladsen, hvorfra han holdt øje med kommunisterne,
så han ikke havde lejlighed til at følge det, der senere skete i nærheden at kroen.

Kort efter havde vi en samtale med politimester Vilstrup,
som vi spurgte, om det var ham, der havde givet ordre til
betjentenes fremrykning. “Ja,” svarede hr. Vilstrup, “det var mig, der gav ordre til,
at betjentene skulle gribe ind. Der var flere gange sagt til folk,
at nu måtte de gå, men til trods herfor blev de stående.
Der var ikke andet at gøre, end at gribe ind.”
Så vidt politimesteren. Betjentenes fremrykning kom så hurtigt,
at det overraskede mængden, og som det altid går i slige tilfælde,
ar det ikke netop de skyldige, det gik ud over. Som nævnt havde en mere besindig fremgangsmåde,
navnlig fra en enkelt betjents side, været på sin plads.
Dette vort indtryk, ønskede vi i aftes at forelægge for politimesteren,
men fik følgende svar gennem centralen:
“Politimesteren havde andet at gøre end at tale med Jydske Tidende.”

Kommunister hos gårdejer Bladt

Under den forvirring, der var opstået på pladsen foran gården,
så 16 sønderborgske kommunister deres snit til at stikke over
til Peter Bladts ejendom, hvor der var to betjente posteret.
De blev straks meget udfordrende overfor betjentene,
og efter et ordskifte gav de sig i lag med at skære et par
stave i et hegn for at gå løs på betjentene.
Gårdejer Bladt havde imidlertid givet politihovedkvarteret
på Jørgen Nissens ejendom telefonisk underretning, og nu
satte de københavnske betjente i løb tværs over markerne
og nåede over til gården, inden kommunisterne kunne få tid til at flygte.
Det blev et alvorligt mandefald blandt de unge, ivrige mennesker.
Kniplerne faldt hårdt, og de blev så godt som alle slået i jorden.

Efter at de var blevet gjort til genstand for en alvorlig afstraffelse,
flygtede de skyndsomt, ømmende sig efter de ublide slag,
holdende sig på ryg og buksebag.
Efter nogen tid med politi frem og tilbage på vejene i Stenderup,
forsvandt de fleste. De var taget til møde på kroen i Vester Sottrup.

Mødet på kroen i Vester Sottrup
Der var mødt 3-400 landmænd til mødet på kroen.
Det indledtes af Nissen, Ellum, der udtalte: “Jeg betragter denne dag som en af de sørgeligste dage,
jeg har oplevet. Det er sørgeligt, at vi der er født i denne landsdel,
må erkende, at de, som vi hidtil har troet på, har ladet os i stikken.
Befolkningen her vokser efterhånden sammen til en enhed.
For hver dag, der går, bliver vi mere sammenknyttede
(Hørt!). Denne befolkning havde under det prøjsiske styre ord for at
være den lovlydigste befolkning i Tyskland.
Når der ikke i dag er ro, er det regeringens skyld, at der er noget i vejen.
(Bifald). Man kan ikke skaffe ro med 50 københavnske betjente.
(Tilråb: Bøller). De kunne banke os, når vi er samlede i flok, men dermed er ikke skabt ro. (Tilslutning). Det er aldrig tidligere budt os, at et møde skulle overværes af 100 betjente.
Hvis denne metode skal fortsættes, kan Danmark ikke opretholde herredømmet hernede.”
Gårdejer Sørensen, Tråsbøl, valgtes til dirigent Han udtalte: “Det er ikke gamle Danmark, vi vil til livs, men selve systemet,
der er lige så dårligt som i andre lande.”
Hansen, Aller: “Vi er svigtet af dem, vi har stemt på ved valgene.
Når de er valgt, er de ude efter ben, og så kender de os ikke mere.
Vi blev undertrykt af prøjserne.
(Stærk tilslutning og stærke protester).
Ja, det prøjsiske herredømme var et tvangsregimente,
som undertrykte befolkningen.”
(Tilslutning og modsigelser, så taleren ikke mere kom til orde).
Et telegram fra Sorø Gdr. Kylling oplæste et telegram, der var kommet til Jørgen Nissen.
Heri stod:
“Sønderjyske landmænd! Modtag vores bedste ønsker for kamp for hjemmenes bevarelse!” Telegrammet var underskrevet: Lederne af LS i Sorø Amt.
“Der er,” sagde Kylling, “landmænd, der tænker på os,
og Deichgräbers ord i eftermiddags om, Slesvig er tabt for Danmark, var hårde ord.
(Tilslutning og modsigelser!).
Det er systemet, vi vil til livs. Callø og Hammerich har indbudt
til møde i Løgumkloster for at redde nogle af pengene, men de skal slet ingen have.”
(Voldsomt bifald).
Kommando og program udbedes Jes Andresen, Dybbølgård, udtalte, at enten skulle man have
statsomvæltning eller arbejde nedefra. Det første er udelukket,
men så må LS have mere organisation.
Vi mangler kommando og trit. Det må LS sørge for.
Det er godt, at ingen af os er i Johan Philipsens sted.
(Voldsom ti1slutning. En mand i forsamlingen udbragte et leve for Andresen).
Stasen, Dybbøl: “Det har glædet mig i dag at læse i Jydske Tidende,
ikke alle vore førere har svigtet os. Én af vore gamle førere har udtalt,
han ikke ville tale ved et flådemøde i København,
efter at justitsminister Zahle havde sendt sønderjyderne politiet på halsen.”
(Flere stemmer: Peter Grau leve! Stærkt bifald).
Arbejdsmand Lausen, Aabenraa, vandt mægtigt bifald
på nogle udtalelser om, at bønder og arbejdere måtte stå sammen,
selv om det giver “knippelsuppe” fra morgen til aften.
Præsentation af de “sårede” Sørensen, Kværs, spurgte, hvor et par af LS’ amtsformænd var i dag.
Mange af os fik politistavene at føle og møder nu med indbundne hoveder og lemmer.
(Flere stemmer i: Lad os få de sårede op på scenen, at vi kan se dem).
Et par kom derop og fik et leve, men flere trykkede sig.
So mye visdom - so mye flæsk Nissen, Ellum: “Det er tre gange i de sidste hundrede år,
at bønderne ikke var i stand til at betale med penge.
Krisen løses kun ved, at vi betaler med produkter,
eftersom gården kan yde. Cornelius Petersen har i
sin tid sagt det samme, idet han om lærerlønningerne har sagt,
at de skal indrettes efter begrebet:
So mye visdom - so mye flæsk. Indtil vi har fået det gennemført,
må tvangsauktionerne standses.”
(Bifald). Kommunistkøer til Aabenraa og Sønderborg Gdr. Kylling udtaler sig til sidst:
“De arbejdsløse i Haderslev har nu fået sig den første ko.
Imidlertid er de arbejdsløse i Aabenraa og Sønderborg
lige så meget på bøndernes side, hvilket de viste i dag,
da en Aabenraa-arbejder blev slået ned af politiknipler.”

Kylling foreslog, at der blev samlet ind til en ko i Sønderborg,
hvilket vedtoges. Det viste sig, da indsamlingen var tilendebragt,
at det også kunne blive til en ko til Aabenraa.
Dermed var det bevægede møde slut.
Forsamlingen skiltes, og deltagerne søgte hjemad.
Aftenen forløb uden begivenheder af nogen art,
og ved midnatstid meldtes alt roligt i Stenderup.
En udtalelse af sognerådsformand Gorrisen I aftes talte vi med sognerådsformand Nis Gorrisen, Nybøl,
der ikke havde været med på mødet. “Jeg kan kun udtale min stærke beklagelse over det,
der er sket i vor ellers så fredelige by, og jeg vil også have lov til at bemærke,
at ingen af sognets landmænd har deltaget i de foregående dages
demonstrationer ved “Vestervang”.
Så vidt mig bekendt har en del arbejdere været derhenne,
men det skyldes sikkert ren nysgerrighed.
I mødet i dag har derimod, så vidt jeg ved,
deltaget en del af sognets landmænd.
Med hensyn til Andelskassens forhold til de tvangssolgte gårde,
kan det jo ikke nægtes, at det er vanskeligt i sådanne tider at
være i ledelsen for Andelskassen og varetage dennes tarv.
At fogeden først kom 4. april skyldtes sikkert,
at fogeden helst ville undgå spektakler og havde håbet,
at demonstranterne ikke ville vedblive at møde op på gården.
Men da dette var tilfældet, måtte fogedforretningen få dette forløb,
den fik. Jeg mener, at det ikke var det rigtige tilfælde til at demonstrere,
men skal i øvrigt, så ukendt jeg er med denne sag, ikke nærmere udtale mig herom. Det store opbud af københavnske politibetjente var et drastisk skridt, men begivenhederne bekræftede desværre, at det var nødvendigt
med en ekstraordinær politistyrke. Også jeg forstår så godt den medfølelse, der hersker,
når en mand som Jørgen Nissen bliver sat ud af sin gård,
men jeg mener alligevel, at det ikke var det rigtige tilfælde at demonstrere.”

Der er politivagt på Vestervang Da vi i morges tidlig i et tåget, råkoldt vejr kom til Stenderup,
var et par lokale betjente, der langsomt gik gennem den fredelige landsby,
vidnesbyrd om, at der var noget ekstraordinært på færde.

Men i øvrigt var byen som uddød.

Fire betjente havde tilbragt natten på den omstridte gård,
og ligeledes havde fire betjente holdt vagt hos gårdejer Jes P. Bladt.
Gården, der er begivenhedernes midtpunkt, er en stor,
men noget forfalden gård.
De helt nøgne eller med tilfældige klædningsstykker
dækkede vinduer giver gården et nærmest uddødt præg.
Inde på gårdspladsen træffer jeg den gamle
og den nye ejer i fredelig samtale.
De har i nat boet under tag sammen og taler nu
yderst stilfærdigt med hinanden om gårdens forhold.
Inde på gårdspladsen holder et læs halm,
som man har hentet, og som nu skal læsses af.
Karlen har lige spændt hestene fra og er ved at vande dem.
Livet synes at gå sin rolige og vante gang. Vi går videre langs den smalle landsbygade, forbi kroen.
I dag er der roligt og stille og ikke rykind som i går.

De eneste, vi møder på gaden, er et par politibetjente,
som er ude for at trække frisk luft.
Byens beboere kigger et øjeblik op fra deres arbejde,
ser efter betjentene, ryster på hovedet for så rolig og
uanfægtet at arbejde videre. Så møder vi desuden på
gaden fremmede brandmænd og pressefotografer.
Alt roligt i Stenderup Langsomt faldt der ro i byen efter denne affære.
Men byens navn stod i de dage at læse i alle landets aviser,
ja endda i flere udenlandske ud over hele Europa.