Stammershalle


Stammershalle-1. Stammershalle-1


Stammershalle-2. Stammershalle-2

Intro

I det åbne klippeterræn mellem Tejn og Helligdomsklipperne ligger området Stammershalle. En fantastisk samling af fortidsminder, bestående af både bautasten, stenkister og røser. Fundne flintredskaber afslører, at der var mennesker på stedet allerede fra jægerstenalderen...

I det åbne klippeterræn mellem Tejn og Helligdomsklipperne ligger området Stammershalle. En fantastisk samling af fortidsminder, bestående af både bautasten, stenkister og røser. Fundne flintredskaber afslører, at der var mennesker på stedet allerede fra jægerstenalderen. I den nordlige del af området er der fundet en røse fra bronzealderen (1300-1100 f.Kr.). Den døde var brændt og gravlagt i en urne, og gravgaverne talte en kniv, smykker og en pincet – alt af bronze. Også grave fra jernalderen ligger spredt ud over terrænet. De mange fortidsminder vidner om, at man gennem tiden har søgt tilbage samme sted for at begrave sine døde. ''Hvordan er jernalderbegravelserne foregået?'' Jernalderens grave ved Stammershalle er meget forskelligartede. Ligesom i dag kunne man også i jernalderen komme i jorden på meget forskellig vis. Nogle af de døde er brændt, og rester af deres ligbål er begravet i jorden. Nogle af disse grave ligger under store flade sten, stenlægninger eller bautasten. Andre af de døde er slet ikke blevet brændt. De er derimod blevet begravet i stenkister, der er omgivet af glatte strandsten. I nogle af disse stenkister har man fundet lerkar, sværd, håndtag til skjolde og jernspænder til bælter. Alle disse fund er gravgaver, som de døde havde fået med sig.