Spøttrup Borg


Spøttrup. Den middelalderlige Spøttrup borg ligger beskyttet mod kanonild bag en vold

Intro

Spøttrup Borg blev bygget i 1520'erne af Viborg-bispen Jørgen Friis (1494-1547). Det var efter dansk målestok en topmoderne borg, som med en ni meter høj vold og dobbelt voldgrav kunne modstå de nyeste og mest effektive kanoner. Tiden var præget af religiøs og social uro...

Spøttrup Borg blev bygget i 1520'erne af Viborg-bispen Jørgen Friis (1494-1547). Det var efter dansk målestok en topmoderne borg, som med en ni meter høj vold og dobbelt voldgrav kunne modstå de nyeste og mest effektive kanoner. Tiden var præget af religiøs og social uro. Viborg var et af brændpunkterne, og under Grevens Fejde, borgerkrigen og reformationsoprøret i 1534-36, blev borgen angrebet af jyske oprørere. Ved krigens slutning var reformationen gennemført. Jørgen Friis blev sammen med landets øvrige katolske biskopper fængslet af landets nye luther-tro konge, Christian den Tredje, og Spøttrup blev kongelig ejendom. ''En ven af bordets glæder'' Jørgen Friis var en af reformationstidens markante skikkelser. Han karakteriseres som ”Heftig af Karakter, fremfusende og verdsligsindet, begjærlig efter Gods, en ven af Bordets Glæder og af Kvinder” – alt det som reformationen gjorde oprør imod. Han var i åben strid med sine sognebørn i Viborg under anførsel af reformatoren Hans Tausen. Til sidst kunne bispen ikke vise sig i byen, og han søgte tilflugt på sine borge, Spøttrup og Hald. Da han efter kort tids fængsling fraskrev sig sin katolske tro, gav kongen ham brugsret til jord og gods, og Friis tilbragte sine sidste år som verdslig – og stadig stridbar – herremand.