Sostrup


Sostrup Slot


Sostrups hovedbygning blev opført i renæssancestil og færdiggjort i 1606.


: Jørgen greve Scheel til grevskabet Scheel, stamhuset Gammel Estrup og herregården Ulstrup (1768-1825) malet af Jens Juel i 1794.

Intro

I 1327 pantsatte Valdemar III et "Svottorp". Det er måske den herregård, der i dag hedder Sostrup. Sostrup står idag som et renæssanceslot fra 1599. Voldgraven blev undersøgt i 1962, hvori der blev fundet træstolper heraf enkelte tilspidsede.

Den standsmæssige livsstil

''Herregårdens pragt og den standsmæssige livsstil'' '''Af Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning''' Læs mere om Sostrup på [http://herregaardskortet.dk/cases/sostrup/ herregaardskortet.dk ] Til herregården Sostrup knytter sig historien om den berømte og berygtede greve Jørgen Scheel (1768-1825). Hans livshistorie fortæller om tidens storslåede adelige livsstil som luksusforbrug og statusmarkør men også om det tidlige 1800-tal som krisetid for herregårdene. Vidnesbyrdene om livet på Sostrup i grev Scheels periode afspejler, hvordan adelens rejser og netværk bragte alverdens nyheder, viden og varer til herregårdene og lokalområderne. ''Herregården Sostrup og lensgreven Jørgen Scheel'' Da den unge adelsmand Jørgen Scheel i 1789 trådte ind i rollen som greve og godsejer, valgte han herregården Sostrup på Djursland som sit hovedsæde blandt familiens store samling af herregårde. Med hans og hans hustru Christiane Mette Bille-Brahes indtog fulgte en spektakulær periode på herregården. Det unge grevepar indrettede sig efter alle kunstens regler i deres nye hjem, og efter alt at dømme kom herregården hermed til at danne ideelle rammer for datidens moderne adelige livsstil. Den gule og den grønne sal var indrettet til selskabs- og salonliv med debat, kunstnerisk og musikalsk udfoldelse. Den store spisestue og en imponerende samling af porcelæn, glas og sølvtøj indrammede store selskaber og middage, hvor god mad, vin og importerede specialiteter fyldte bordene. Indretningen af de mere private stuer vidner dog også om mindre selskaber og mere uformelt samvær efter tidens idealer. Herskabelige gæsteværelser stod klar til at huse gæster i dagevis eller ugevis. Jørgen Scheel omgav sig derudover med mange ejendele, der afspejlede passende interesser for en ung adelsmand – bøger og tidsskrifter, jagtudstyr og duelpistoler, videnskabelige instrumenter, kort og globusser, tidens nye opfindelser, kunst og eksotiske genstande, avancerede urværker og mekanikker samt alle tænkelige musikinstrumenter. Parret levede godt på herregården, men opholdt sig også ofte i herskabsboligen i Frederiksstaden (kvarteret omkring Amalienborg) i København tæt ved begivenhederne, hoffet og den øvrige elite. Dertil kom de store rejser. Jørgen Scheel tog som 18-årig på den obligatoriske dannelsesrejse, der gav højadelens unge mænd kendskab til europæiske universiteter, byer og elitemiljøer. Hans livs største rejse forløb dog så længe som fra 1795 til 1801. Den bragte ham til en række europæiske lande, men blev først og fremmest tilbragt i Napoli, som på godt og ondt var et slaraffenland og mødested for datidens adel, kunstnere og levemænd. Grev Scheel bragte stor viden om tidens strømninger, mange bekendtskaber og mange ting med sig hjem fra sine rejser. ''Krise og fallit'' Jørgen Scheel havde som mange af sine standsfæller en gennem opvæksten, dannelsen og rejserne veludviklet sans for det nyeste og det skønneste og en verdensmands generøsitet over for omgivelserne. I mindre grad delte han den sans for godsdrift, landbrugsudvikling og varetagelse af ansvarsfulde embeder, som mange af hans standsfæller også besad. Luksusforbruget oversteg snart indtægterne, og greven optog det ene lån efter det andet, indtil et uoverskueligt virvar af gældsposter gjorde situationen overordentligt kritisk. I mange år var Jørgen Scheels liv på den ene side præget af de alvorlige økonomiske problemer og skandalerne, der fulgte, og på den anden side af den fortsat spektakulære livsstil – ikke mindst på den store europæiske rejse, der impulsivt blev forlænget gang på gang. Selvom familiens og dens godsers økonomi blev sat under administration, og selvom Scheel i 1807 greb til den pinlige løsning at ophæve grevskabet for at frigive båndlagte midler, var fallitten til sidst uundgåelig. Elendigheden blev ikke mindst forværret af, at landet i kølvandet på Napoleonskrigene var i økonomisk krise, og godserne havde hårde tider. Efter den skandaløse fallit omkring 1815 blev en lang og kompliceret udredningsproces sat i værk. Greven selv, hvis ægteskab også blev opløst i 1814, levede sine sidste ti år hos sin søster med meget få midler til sin rådighed. Allerede fra de første år af Jørgen Scheels voksenliv blev gælden, kreditorerne og angsten for katastrofen således faste følgesvende. Den ene skandale fulgte den anden, og det stod efterhånden klart, at dette kunne blive enden på slægten Scheels storhed. Alligevel ændrede han aldrig sit mønster. Tværtimod lader det til, at netop opretholdelsen af den grevelige standard og den forbrugsmæssige iscenesættelse blev ved med at være essentiel i livsstilen.'' '' ''Herregårdene og det standsmæssige forbrug'' Da Jørgen Scheel i slutningen af 1700-tallet blev overhoved for sin slægtsgren, kunne den regnes blandt landets mest velhavende, godsrige og indflydelsesrige danske adelsfamilier. Den havde i generationer varetaget højt profilerede embeder ved hoffet og opretholdt høj status i elitens kredse. Det at bevare status i de danske adelsmiljøer var dog ikke kun betinget af familiens formelle omstændigheder som netop embeder, titler, slægtskab og velstand. Det var blandt meget andet også nært forbundet med den livsstil, man formåede at udfolde. At leve som en greve var med til at definere Jørgen Scheel som en greve, og det kommunikerede til omverdenen, at han var det. De kompetencer, der fulgte med opvæksten, uddannelsen og omgangen med elitemiljøerne, udskilte således de højadelige familier, og bidrog til at tegne den særlige livsstil. Evnen til at udvise klædeligt mådehold i visse sammenhænge og at forbruge i stor stil af den rette sammensætning af luksusvarer i andre sammenhænge var central. Evnen til at finansiere luksusforbruget var det naturligvis ligeledes, men Jørgen Scheels eksempel illustrerer, at de to ting ikke altid fulgtes ad. Herregårdene var en af adelsfamiliernes vigtigste repræsentative skuepladser. Her opholdt familierne sig mange dage af året, men selv når de ikke gjorde, repræsenterede herregården arven, formuen og grundlaget for den privilegerede status. Herregårdene adskilte dens ejere fra andre af datidens elitegrupper i datiden – f.eks. byernes frembrusende borgerstand. På herregårdene demonstrerede man sin evne til at indrette sig, leve og forbruge standsmæssigt.

Herregårdens navn

''Fra Sostrup til Scheel til Benzon til Sostrup'' Herregården ''Sostrup'' i Gjerrild sogn på Djursland har været kendt under dette navn siden 1300-tallet. I 1612 blev gården købt af rigsråd Jørgen Skeel (1578-1631), der i sin tid samlede en stor mængde gods og herregårde på Djursland. Da Jørgen Skeels oldebarn Christen Scheel (1695-1731) i 1725 oprettede grevskabet Scheel af hovedgårdene Skærvad, Ørbækgaard, Steensmark, Debildhede, Skiern og Sostrup, blev Sostrup hovedbesiddelsen i grevskabet og omdøbt til ''Scheel.'' I de følgende hundrede år bar slægt, grevskab og herregård altså det samme navn som en effektfuld markering af forbindelsen imellem dem. Den sidste besidder af grevskabet blev Jørgen Scheel (1768-1825), der i sin levetid mistede det meste af familiens store formue og samling af godser. I et desperat og forgæves redningsforsøg fik han i 1807 ekstraordinær kongelig tilladelse til at opløse grevskabet Scheel for at frigive båndlagte midler. Hovedgårdene blev solgt en for en, og i 1823 overgik Scheel til staten på grund af skattegæld. I 1829 købte ritmester Jacob von Benzon herregården fra staten, oprettede stamhuset Benzon og lod herregården omdøbe til samme navn. Gården bar navnet'' Benzon,'' indtil slægten forlod den i 1940’erne. Fra 1944 kaldtes herregården igen for ''Sostrup.''

Fakta

''Fakta'' Adresse: Maria Hjerte Engen 2, 8500 Grenaa Kommune: Norddjurs Kommune Tidligere: Randers amt, Djurs Nørre herred, Gjerrild sogn Ejer: Kirsten Bundgaard Swift (2017) Funktion: Kursuscenter, hotel og restaurant, (2017) Størrelse: - (2017) Offentlig adgang: Ja Fredning: Hovedbygning, avlsbygninger og gårdsplads er fredede (2017) Besøg [http://www.sostrup.org/ sostrup.org]

English

''Magnificence and High-Status Lifestyle in the Country House'' '''By Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning''' ''Sostrup Manor is tied up with the story of the famous yet notorious Count Jørgen Scheel (1768-1825). His life story is a tale not only of the magnificent lifestyle and luxury consumption of the nobility of the time, but also of the early 19th century as a period of crisis for manors and country houses. Evidence of life at Sostrup in Count Scheel’s period reflects how the travels of, and networking among the nobility brought all sorts of news, knowledge and goods to the country houses and the local areas. '' '' '' ''Sostrup Manor and Count Jørgen Scheel'' In 1789, when the young nobleman, Jørgen Scheel assumed the role of Count and estate owner, from the family’s huge collection of manor houses he chose Sostrup in Djursland as his primary residence. His advent, accompanied by his wife, Christiane Mette Bille-Brahe led to a spectacular period at the country house. The young Count and Countess fitted out their new home by the book. Accordingly, by all accounts, Sostrup created the ideal setting for the modern, aristocratic lifestyle of the time. The yellow room and the green room were designed for party and salon life, featuring debates, and artistic and musical performances. The large dining room and an impressive collection of china, glass and silverware formed the setting for large parties and dinners, for which excellent food, wine and imported specialities filled the tables. However, the décor of the more private rooms also testify to smaller parties and more informal get-togethers in accordance with the ideals of the time. Stately guest rooms were always ready to accommodate guests for days or weeks. Jørgen Scheel also surrounded himself with many personal possessions, which reflected appropriate interests for a young nobleman: books and periodicals, hunting gear and duelling pistols, scientific instruments, maps and globes, new contemporary inventions, art and exotic objects, advanced clockworks and mechanisms, and every conceivable type of musical instrument. The couple lived well in the country house, but were also frequently in residence at their luxury home in Frederiksstaden (the district around Amalienborg), in Copenhagen close to the action, the court and the rest of the elite. Then came the grand journeys. At the age of 18 , Jørgen Scheel went on the mandatory grand tour, which provided young aristocrats with knowledge of European universities, cities and elite environments. The longest and greatest trip of his life lasted no less than six years, from 1795 to 1801. He visited several European countries, but the highlight was an extended stay in Naples, which, for better or worse, was a land of milk and honey and gathering point for the nobles, artists and pleasure-seekers of the day. From his travels, Count Scheel brought home great knowledge of contemporary trends, an abundance of acquaintances and countless things. ''Crisis and bankruptcy'' Like many members of his social class, on account of his upbringing, education and travels Jørgen Scheel had a well-developed nose for what was up to date and beautiful, which he combined with a worldly man’s generosity towards the people around him. He had less of a nose for estate management, agricultural development and the performance of duties and responsibilities, which many members of his social class also possessed. His luxurious lifestyle soon exceeded his income, and the Count took out one loan after another, until a completely unmanageable web of debts led to an extremely critical situation. For many years, Jørgen Scheel’s life was characterised on one hand, by the serious financial problems and the scandals that accompanied them; on the other, by the perpetuation of his spectacular lifestyle – particularly during the great European trip, which he impulsively extended again and again. Even though the finances of the family and its estates were put under administration, and even though in 1807 Scheel resorted to the embarrassing solution of relinquishing his huge entailed estate in order to release funds that were tied up, bankruptcy was finally inevitable. The hopelessness was even further exacerbated by the fact that, in the wake of the Napoleonic Wars, Denmark was in a state of economic crisis, and the estates were going through hard times. Around 1815, a long, complicated process of investigation followed the scandalous bankruptcy. As for the Count, whose marriage was also dissolved in 1814, he lived his last ten years in his sister’s home with very few funds at his disposal. So, from the very outset of Jørgen Scheel’s adulthood, debt, creditors and fear of disaster were constant companions. One scandal followed another, and it became increasingly clear that this could be the end of the greatness of the century-old noble Scheel family. Nonetheless, he never changed his ways. On the contrary, it would seem that upholding the standards of a count and the show of consumption remained an essential part of his lifestyle. ''The manors and high-status consumption'' At the end of the 18th century, when Jørgen Scheel became head of his branch of the family, it was regarded as one of the wealthiest and most influential noble families in Denmark holding a large number of estates. For generations, the family had held high profile offices at the court and maintained high status in elite circles. However, maintaining status in Danish aristocratic circles was not only subject to the family’s formal circumstances such as offices, titles, descent and prosperity. It was also very closely associated with the lifestyle a family managed to display. Living like a count helped define Jørgen Scheel '''as''' a count. It communicated to the outside world that he was exactly that: a count. . Thus, the skills that came with upbringing, education and moving in elite circles set the noble families apart and helped to define their unique lifestyle. The capacity to display appropriate moderation in certain contexts, and to consume the right composition of luxury items on a grand scale in other contexts was key. That the ability to finance the luxuries and the high-status lifestyle was also essential goes without saying. But Jørgen Scheel’s example illustrates that the two things did not always go hand in hand. For noble families, their manors and country houses were one of their most important and symbolic showcases. The families resided there for large parts of the year, but even when they were not in residence, ‘the house’ represented the legacy, the fortune and the very basis of their privileged status. The country house distinguished their owners from other elite groups of the time: for example, the burgeoning middle classes of the towns and cities. In the manors, they demonstrated their ability to design their homes, and to live and consume in a manner appropriate to their status.