Sofus Bresemanns statue


Afsløring af Sofus Bresemann statuen 1. maj 1952. Inspektør Harald Hansen holdt indvielsestalen.


Statuen af Sofus Bresemann ankommer til Jernbaneanlægget.


Sofus Bresemann statuen i sne.


Jernbaneanlægget med statuen af Sofus Bresemann. Overfor ligger Ny Dags redaktion.


Sofus Bresemanns statue. Foto: Heidi Pfeffer


Breesemann

Intro

Midt i Jernbaneanlægget skuer en granitskulptur over gaden mod det gamle posthus. Den forestiller Nakskovs gamle Borgmester Sofus Bresemann. Skulpturen er rejst i 1952. Kunstneren er Kaj Louis Jensen.

I starten af 1950’erne dannede man i den socialdemokratiske fagbevægelse ”Komiteen til rejsning af statuen for Sofus Bresemann”.

Sofus Bresemann var socialdemokrat og Nakskovs første folkevalgte borgmester i perioden 1914 til 1928. Han havde i 1901 grundlagt Lolland-Falsters Socialdemokrat, det senere Ny Dag, og avisen havde i mange, mange år til huse i byens gamle posthus, bygget i 1905. Posthuset lå i Jernbanegade 8, hvor der nu er bl.a. Foreningshus, lokalhistorisk arkiv og museet Det gamle Trykkeri.

Sofus Bresemann betød meget for udviklingen i Nakskov, ikke mindst på det sociale område, hvor han især interesserede sig for børn, gamle og dårligt stillede. Han gik i spidsen for at oprette skolelæge og skoletandlæge, børnebespisning, skolehaver, hjælp til fattige konfirmander, forsorg, sygehus og meget andet.

”Komiteen til rejsning af statuen for Sofus Bresemann” mente, at Nakskov og den socialdemokratiske kreds i Nakskov måtte rejse et monument for Bresemann, som minde om hans store arbejde for Nakskov by og for socialdemoraterne i kredsen.

Komiteen overdrog ved afsløringen 1. maj 1952 statuen til Nakskov by og byens borgmester, socialdemokraten Marius Nielsen udtalte, at da Sofus Bresemann kom til Nakskov var det en lille, forsømt og upåagtet by, der manglede alt. I 1952 var det muligt for børn fra alle hjem i Nakskov at gå ud af skolen med studenterhue, hvis de havde evnerne, og alle andre fik en god og afrundet skoleuddannelse. Nu var de riges og de fattiges børn blevet ligestillet, takket være Bresemanns indsats for byen og skoleområdet.

Skulpturen af Bresemann er udført af billedhugger Kaj Louis Jensen. Den er hugget i bornholmsk granit og måler 2 meter og 25 cm i højden. Kaj Louis Jensen var født i 1906 og døde i 1974.

Borgmester Marius Nielsen modtog på byens vegne statuen og udtalte samtidig, at han håbede at byen ville værne om Jernbaneanlægget og byens andre anlæg, fordi der alt for ofte skete hærværk i dem.

Vestlollands Avis reporter var på pletten ved afsløringen af statuen, og spurgte forskellige af byens borgere om deres mening om den. Murermester Sand udtalte, at han syntes den var dejlig. Ja, altså ikke forfra, hvor ansigtet virker lidt fladt, men ser man den fra siden udtrykker den en stærk personlighed – mente han.

Sagfører Lund syntes, at det var svært at udtale sig om statuen, når man ikke var vant til at se på den. Dog mente han, at man faktisk ikke kunne afvise at den var god, det skulle dog ikke forstås som om han mente at den var forfærdelig. Han syntes også, at man kunne se, at det var en kunstner der havde lavet den, men dermed sagde han altså ikke at han syntes om den. Fremtiden måtte vise hvordan man ville se på statuen.

Smedemester Laurids Jensen kunne med hånden på hjertet sige, at han var dybt, dybt skuffet. Han kunne slet ikke se, at den skulle forestille Bresemann. Det vil sige: når han stod på en afstand af 25 meter fra statuen i en vinkel af 30 grader så var det lige som at se Bresemann på talerstolen. Dog forstod Smedemesteren ikke, hvad det var han holdt i hånden! Det måtte formentlig være en avis, for et manuskript brugte Bresemann i hvert fald aldrig.

Kongelig vejer og måler Gustav Tarp syntes, at statuen mindede om en stor, stærk bjørn, hvad Bresemann jo også var i sin virksomhed.

Handelsgartner Bek Pedersen sluttede af med at udtale, at det var en statue af den moderne slags, som passede godt til Bresemann. Den var massiv og klumpet, men stod meget fast. På spørgsmålet om hvorvidt han kunne lide statuen svarede Bek Pedersen diplomatisk: ”Om jeg kan lide den? Ja, jeg ved såmænd ikke rigtig, om jeg tør udtale mig om det”.

Stadsgartner Lauridsen foreslog allerede året efter, i 1953, at flytte statuen af Bresemann til område omkring Stormarks Allé og Østre Allé, men det er aldrig blevet til noget.

Kunstneren Kaj Louis Jensen havde lavet en gipsmodel af statuen, og den kom siden til at stå ved hoveddøren hos Ny Dag på Højevej. Da avisen blev lukket i 1994 endte gipsmodellen af Bresemann i Aktuelts lokaler på Rådhuspladsen i København, selv om folk i Nakskov nu havde vænnet sig så meget til kunstværket, at de mente at gipsmodellen hørte hjemme i Nakskov.

Medarbejderne på Det gamle Trykkeri var derfor hurtige til at få hjemført Bresemanns-modellen igen da Aktuelt lukkede i 2001. Modellen er i dag opstillet i museets indgangsparti i Jernbanegade 8.