Sneum Å, sluse og hyttekoloni


Ved Sneum Ås udløb findes en lille koloni af fritidshytter, hvor ejerne nyder friluftslivet i marsken. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005


Sneum Sluse blev opført i 1928 samtidig med diget. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005


Sneum Ås udløb i Vadehavet. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005

Intro

Sneum Å er en af de mange større åer, der løber ud i Vadehavet. Slusen og diget er først anlagt i det 20. århundrede. Fuglene trives i marsken og i engene langs åen, mens mennesker nyder naturen og friluftslivet i en lille hyttekoloni ved slusen.

Sneum Å

Sydvest for Agerbæk by ved Fåborg Møllegård løber Agerbæk over i Sneum Å. Nord for Bramming løber Holsted Å til, inden åen løber ud i Vadehavet gennem det flade, sandede Sneum sogn. I 1950'erne blev store dele af Sneum Å reguleret, og der blev lavet to betonstyrt for at afvikle en del af åens fald, der var blevet kortere efter slyngningernes forsvinden. I 1992 blev styrtene ombygget til stryg for at lette vandrefiskenes passage.

Slusen, diget og søen

Sneum Sluse blev opført efter stormfloderne i 1909 og 1911, hvor store dele af området blev oversvømmet og jernbanebroen ødelagt. Sneum Sluse stod færdig i 1928. Diget er det nordligste i det system, der begynder ved den hollandske kyst. Det blev gjort bredere i 1993-1995. Bag diget findes Digesøen, som stadig bliver større. Søen bliver dannet, fordi man graver klæg (den lerede marskjord) til at forstærke digerne med. Der er ikke direkte adgang til engene og søen, men man kan gå på Bærmevejen inden for diget. De græssende kreaturer er med til at sikre, at de lave områder ved søen ikke gror til med tagrør og buske.

Hyttekolonien

Den første hytte ved Sneum Sluse stammer fra 1930'erne, og flere hytter kom til i 1950'erne og 1960'erne. Hytterne blev oprindeligt brugt af jægere og fiskere, og snart opstod et helt særligt fritidssamfund ved slusen. De første hytter var opført ulovligt på jord ejet af digelauget. Først i 1981 vedtog Esbjerg Kommune at gøre hytterne lovlige. I dag bruges hytterne som primitive sommerhuse, og alle de yderste hytter ved åen har en bådebro, hvor ejernes små både er lagt til.