Skovbyvej 56, Lausballegård


Lausballegård 1995

Intro

Matrikel nr. 23a. Adresse: Skovbyvej 56. Gården er bygget omkring 1850.

Gården er ikke en af de gamle gårde efter 1688-matriklen. På gamle kort står, at "Lavesballe Agre" hører til gård nr. 10 ”Bræmkærgård” i Andkær. Hvornår der er blevet selvstændig gård, ved vi
ikke, men 9. august 1798 giftede Peder Sørensen Qvist, født 9.3.1766, sig med enken Else
Madsdatter, født 1761 i Smidstrup, og de har den jord, der senere bliver til matr. 23. Bygningerne
har nok ligget et sted oppe i Andkær by.

Peder Sørensen døde 12. november 1815, og Else giftede sig for tredje gang. 22. juni 1816 kom Rasmus Pedersen (Qvist) (født 1779) ind som gårdmand, og han havde gården, indtil Elses og Peders søn, Mads Pedersen, født 9.12.1800, den 14.10.1826 giftede sig med Dorthe Sørensdatter, hvorefter de overtog stedet, og hans forældre kom på aftægt. De er der stadig i 1840, men i 1845 kan vi ikke finde dem, og vi ved heller ikke, hvem der har overtaget gården, som sandsynligvis bliver
nedrevet.

I 1853 købes jorden af Niels Nielsen Ravn fra Sellerup, født 16.3.1827, og han bygger gården
Lausballegård helt ude ved kanten af Strandskoven. Han giftede sig 23.7.1853 med Marie Jensdatter fra Brejning, født 10.6.1828. De havde gården til Niels Ravns død den 7. December 1889. Så overtog sønnen Niels Jens Nielsen Ravn den. Han var født 4.11.1860 og giftede sig 1898 med Karen Marie Nielsine Christensen, født 14.2.1881, og de havde gården til 1938, da deres søn og svigerdatter,
Otto (født 27.9.1905) og Gerda Ravn, overtog den med en besætning på 3 heste, 9 køer, 8
ungkvæg og 10 svin, men Otto Ravn udvidede den en del i årene derefter. Han havde hele sit liv en blandet besætning på sit landbrug, der var på 64 td. land, deraf 28 td. skov. Gerda Ravn døde 1985, og Otto Ravn i nytåret 1990.
Siden 1976 havde sønnen Niels Ravn været forpagter af gården, som han overtog i 1982. I
sommeren 1991 solgte han det meste af jorden til Bent Breth Jørgensen på Skovbyvej 64, og senere solgte han gården med de resterende 7 tønder land og uden besætning til 2 søstre, som dog i længden ikke kunne blive enige om, hvad der skulle laves, hvorfor de, efter at have restaureret stue og køkken ganske fint, enedes om, at den ene, nemlig Randi Nørgaard skulle være ejer, men det betød jo store udgifter, så hun solgte i julen 1993 for 1 mio. kroner til civilingeniør Steen Petersen,
født 22.5.1968 i Vejle, gift 22.8.1998 med telefonist Anne Søgaard Poulsen, født
10.2.1968 i Vejle. De kom fra Vejle her til sognet og har siden haft nok at gøre med at fortsætte renoveringen både inde og ude.

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund II, 2005