Skovbryn
Intro
Overgangen mellem skov og dyrket land kaldes - som de fleste jo ved - for skovbryn. Men der er nok færre, der tænker på, at skovbryn er en karakteristisk del af det danske landskab - og at det ikke altid har været sådan.
Tidligere lod bønder deres dyr græsse i skoven. De åd ikke bare græsset, men også blade og smågrene, og mange træer fik aldrig mulighed for at vokse sig høje. De få, der blev store, stod spredt i skoven, så den var hvad man kalder lysåben.
Det betød, at solen bedre ku nå ned på skovbunden, så dyrene fik mere græs at æde. Men det betød også, at overgangen mellem de dyrkede marker op til skoven og selve skoven var lidt tilfældig og flydende.
Så kom loven om fredskov i Danmark i 1805. Græsning i skoven blev forbudt, og alle skove skulle indhegnes af diger, så det var tydeligt, hvad der var dyrket jord og hvad der var skov. Det nye skarpe skel mellem skov og marker betød, at træerne kunne vokse uforstyrret af husdyrene - og så opstod skovbrynene.
Grunden til, at man indførte fredskoven var, at skovarealet var faldet dramatisk. Tidligere tænkte man ikke så meget på at bevare skoven. Man fældede efter behov til byggematerialer og brændsel, og sammen med dyrenes græsning betød det, at skovarealet var gået tilbage - nu var kun 4 procent af Danmarks areal dækket af skov. Det havde længe været svært at finde ordentligt træ til for eksempel flådens skibe og det var blandt andet det, der udløste loven om fredskov.
På det tidspunkt voksede der næsten i øvrigt kun løvtræ i de danske skove, typisk arter som bøg og eg og ask og birk. Først i midten af 1800-tallet begyndte man at indføre nåletræer, så de er et forholdsvist nyt fænomen her på vores breddegrader.