Skjerninghøj


Indgang til Jættestuen Skjerningehøj


Skjerninghøj - indgang til jættestuen

Intro

Jættestue med bevaret jordhøj fra fra bondestenalderen, ca. 3.200 f.kr. Skerningehøj blev udgravet i 1812 og restaureret i 1943. Skjerningehøj er en af de bedst bevarede jættestuer på Fyn. Der er adgang året rundt til det snævre kammer - hvis man tør!

Den adelige Jomfru Karen Brahe fra Østrupgaard ejede alt bøndergodset i Svanninge i 1728. Hun havde gode tanker om befolkningens ve og vel, og lod i 1728 oprette både skole og hospital i landsbyen.
Hospitalet skulle nybygges i tilhugne kampesten - og hertil var de mandshøje randsten fra jættestuen Skjerninghøj velegnede. De var lige til "at plukke og kløve" og resultatet er det store, pompøse stenhus, der i dag ligger overfor kirken.
Det fortælles, at bønderne ikke med deres gode vilje ønsked at medvirke til at bryde randstenene fra den gamle ellehøj. Man vidste jo at ellefolket boede i højen, og hvad kunne de ikke findes på som hævn for dette ran?
Sagnet beretter, at der blev sendt en deputation fra Svanninge Bylaug til Østerupgaard i protest. Men delagationen fik end ikke foretræde for den adelige dame. De blev allerede i borggården stoppet af ridefogeden, som spurgte dem om deres ærinde. På stående fod meddelte han, at den protets kunne de godt glemme alt om og vende om og gå hjem. Det var nemlig den fromme jomfrus agt efterhånden at få fjernet alt, hvad der var tilbage af minder om den forgangne hedningetid.

Der er nu kun en bunke jord tilbage af den fordums stolte Ellehøj. Alle randstenene er væk, pælene der var blevet gloende og hvade båret højen som en lysnede paddehat over alle de dansende, når Ellefolket festede og i de lyse sommernætter berusede sig i Mosekonene stærke bryg...

Kilde: Skaef, Bent H.: Svanninge-Krøniken. 1996.


Skerninghøj blev "genopdaget" som oldtidsminde i 1812, hvor man under pløjning over højens top stødte på nogle store sten. Først forsøgte man med håndværktøj at bryde stenene op. Men da en jernstang pludseligt forsvant i en revne mellem to store sten, blev fæstegårdens ejer Greven på Hvedholm tilkaldt.
Der blev sendt bud efter Nationalmuseet, hvis folk foretog en professionel udgravning og lavende en beskrivelse af højen:
" Smuk velbevaret rundhøj omsluttende en jættestue. Kammeret orienteret i ØNØ-VSV, sat af 9 sidesten plus to overliggere. Mellemrummene mod bærestenene er tætnede med stenflis. Et stykke af overliggeren ses i højens overflade.
På sydsiden en gang i SSØ-NNV, med to sten i hver side. Udenfor gangen en åben, stensat gang, hvortil en stentrappe fører ned. Kammeret er lukket med en jerndør. Ved udgravningen fandtes en mængde knogler af forskellige dyr, der pegede tilbage mod stenalderen"

Skerninghøj er restaureret flere gange, bl.a. i 1908 og 1943.

Kilde: Skaef, Bent H.: Svanninge-Krøniken. 1996.

Link til Kulturstyrelsen beskrivelse af Skjerninghøj under Fund og Fortidsminder
http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8501/


Jættestuens indre
Skjerningehøj i Svanninge er en af de bedst bevarede jættestuer på Fyn; der er adgang ikke bare til højen, men også til kammeret. Det fortidsminde, der ’’tager imod’’ besøgende i dag virker helt og uforstyrret, men faktisk var der indtil begyndelsen af 1700-tallet også en synlig randstenskæde rundt om højens fod. Disse sten blev fjernet for at skaffe byggemateriale til opførelsen af Svanninge Hospital.

Ved en udgravning i 1812 blev der fundet ’’- Stenaldersredskaber og Urner med Aske og Benstumper i’’ - sidstnævnte antagelig sekundære begravelser fra yngre bronzealder i højen. Nationalmuseet har foretaget restaureringsarbejder på Skjerningehøj af to omgange, nemlig i 1910 og igen i 1943.

Trolde og elverpiger
Når denne jættestue i dag fremstår velbevaret skyldes det nok flere omstændigheder, hvoraf en væsentlig nok har været den mystik og trolddom som lokale sagn har knyttet til Skjerningehøj. Skjerningehøj er et af de fynske fortidsminder, hvortil der er knyttet mange sagn og god gedigen overtro. Det fortælles at trolde og onde ånder boede i højen, og at de stjal menneskenes spædbørn og byttede dem ud med troldunger. Disse ’’børn’’ kunne dog identificeres som ved det at de havde store hoveder, ingen forstand og tynde ben! Ikke så underligt at man i gammel tid passede godt på de nyfødte og tilmed placerede kors ved vejen ud for huse, hvor familien netop var blevet forøget.

Og som om det ikke var nok, så måtte troldene og de onde ånder dele den trange plads i højen med elverpiger. De dansede og sang på Præsteengen tæt ved højen med det ene formål at forføre landsbyens unge mandfolk. Den slags behagede ikke kirkens folk, og på et tidspunkt fik Svanninges præst nok, hvorfor han drog ud på kirkegården bevæbnet med en skovl og en sæk. Her gravede han sig ned til de jordiske rester af en af sognets mest fromme mænd, som han tog to knogler fra og fyldte sækken med jord fra graven. Jorden strøede præsten ud over dansepladsen, og oven på lagde han de to knogler over kors. Dét satte en stopper for de ugudelige aktiviteter. ’’Keine Hexerei ’’!

Tekst fra Karsten Kjer Michaelsen Fortidsminder på Fyn, Odense Bys Museer, 2003, s. 65-66.