Skikballevej 8, Vibegård


Vibegård ca 1920


Marie Qvist med hest foran Vibegård ca. 1910

Intro

Vibegård er i Gauerslund Ejerlav gård nr. 14, matr. nr. 15b. Dens historie skal læses sammen med Højsletten

Gården er en del af en halvgård, hvoraf den anden er Højsletten.

Peder Olesen, født 1764, var 29.1.1790 blevet
gift med Anne Nielsen, født 1767. De overtog gård nr. 14, ( senere delt i to matrikler) hvor de blev boende til hans død 10. april 1835.- 26.7.1822 giftede sønnen Jens Pedersen (født 2.10.1795) sig med Johanne Jørgensdatter, født 1800 i Gårslev, og de overtog gården. Johanne døde 21. april 1836, kun 34 år gammel, og Jens stod tilbage med 3 børn, hvoraf det ældste, datteren Kirsten Jensdatter, var født 26. Oktober 1823. Jens Pedersen døde 17. januar 1844, og 19. april 1845 giftede Kirsten sig med Søren Koed Iversen, født 1814 i Håstrup, og de overtog gården, som ved matrikuleringen havde fået matr. nr. 15.

De fik to døtre; Johanne, født 13. juni 1846, og Ellen Marie, født 20. maj 1849. Det var
derfor naturligt for Søren Koed at dele gården/jorden mellem de to piger, da de blev voksne. Johanne giftede sig 5. oktober 1876 med Jes Sørensen Qvist, født 22. februar 1845 i Gauerslund. De byggede VIBEGÅRD et stykke øst for byen, og den fik matr. 15b.

Den nedbrændte 1896, men blev genopført, delvis af brokkerne fra den gamle gård. Deres datter, Marie Kjestine, født 8. september 1882, overtog kort efter århundredskiftet gården sammen med sin mand, Christian Frederiksen, der senere blev lærer på realskolen samt sognefoged i Børkop. I 1939 solgte de gården med en besætning på 5 heste, 13 køer, 17 ungkreaturer og 20 svin til Ejnar Winterberg. Frederiksen købte samtidig (1939) en grund af Buhl på Kirketoft, og der byggedes et hus (se Hørgyden 32). Chr. Frederiksen døde 1946, og Marie 1963.

Vibegård blev 1953 solgt til Ejnar Haargaard fra Vinding, der lillejuleaften 1956 solgte til
Johannes Pedersen, født 1.4.1935, til overtagelse marts 1957. Hvor mærkeligt det end
lyder, blev der betalt 141.000 kr. for gården, skønt der kun var forlangt 139.000 kr., men så
var der jo heller ikke nogen, der kunne tale om, at nogen var blevet snydt. Johannes Pedersen giftede sig 15.5.1957 med Inge Marie, født 27.9.1935, datter af O. P. Jørgensen,
Gjertrudsminde i Håstrup. Inge Marie og Johannes Pedersen havde gården til 1. december 1983, da de solgte de 33 td. land til Evald Jørgensen i Gårlev til sammenlægning med hans tilstødende jorder fra gården matr. 13 i Gårslev. Bygningerne med et par td. land jord blev solgt til svejser Poul Jensen og hans kone Bente. De har siden købt en smule til, så de i 2000 har ca. 3 td. land, hvor de har heste gående.
Et stykke skov på ca. 6 td. land, som tidligere havde ligget til gården, var beholdt af Winterberg, da han solgte gården. Ifølge en gammel bestemmelse skulle ejeren af Qvistgård have skoven tilbudt for 4000 kr., hvis den skulle sælges. Således gik det til, at Knud Knudsen fik sig et stykke skov til en absolut lav pris.

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund I, 2005