Skelhøjeskolen


Skelhøjeskolens indgang.


Opførelsen af den nye Forbundsskole i Ebeltoft

Intro

Ebeltoft har haft en skole siden 1558, hvor byens Latinskole blev oprettet. Med Skoleloven fra 1814 har byen haft et offentligt skolevæsen, der har boet mange steder rundt omkring i byen.

I løbet af 1960’erne gennemgik Ebeltoft en markant udvikling, og byens stigende befolkningstal påvirkede også skolesystemet. I 1963 stod Ebeltoft Skole over for alvorlige kapacitetsproblemer: 29 klasser og 27 lærere skulle deles om kun 12 klasselokaler. Dette førte til, at undervisningen også fandt sted i det gamle vandrehjem på Adelgade 7-9, den tidligere Tekniske Skole på Overgade 17 og i ungdomsklubbens lokaler. Kommunalreformen i 1970 medførte en sammenslutning af mange af de omkringliggende landsbyskoler med Ebeltoft Skole, hvilket resulterede i en yderligere tilstrømning af elever, blandt andet fra Elsegårde og Dråby. For at imødekomme dette behov besluttede man at bygge en ny skole i det nye boligområde ved Skelhøje bakker. Den nye skole, Forbundsskolen - eller som den senere blev kendt som - Skelhøjeskolen, blev designet af arkitekterne Friis og Moltke, som også stod for en stor del af nybyggeriet i Ebeltoft. Skolen, der åbnede i 1967 med 620 elever, omfattede 29 klasselokaler, forskellige faglokaler, to gymnastiksale og udendørs sportsanlæg. På trods af dette omfattende nybyggeri stod det allerede året efter skolens åbning klart, at kapaciteten ikke var tilstrækkelig. Dette førte til, at byggeriet af endnu en skole, Toftevangskolen, var i gang blot ti år senere. Begge skoler fungerede som kommuneskoler indtil 2012, hvor Syddjurs Kommunes skoleudviklingsprojekt førte til en sammenlægning af de to skoler på grund af faldende elevtal. Den sammenlagte Ebeltoft Skole fortsætter med at bruge begge bygninger.

''Publiceret''