Skamlingsbanken


Folkefest på Skamlingsbanken. Billede af den første folkefest på Skamlingsbanken den 4. juli 1844. Kunstneren er ukendt.


Mindestøtte på Skamlingsbanken. Den genrejste mindestøtte med spor fra sprængningen i 1864.


Klokkestablen på Skamlingsbanken. Klokkestablen med mindetavler i bronze over de faldne modstandsfolk i regionen.

Intro

Skamlingsbanken er et højdedrag med mødeplads og mindepark i det nordligste Sønderjylland. Bakkekammen ligger ti kilometer sydøst for Kolding. Det højeste punkt hedder Højskamling. Med sine 113 meter er Højskamling Sønderjyllands højeste punkt...

Skamlingsbanken er et højdedrag med mødeplads og mindepark i det nordligste Sønderjylland. Bakkekammen ligger ti kilometer sydøst for Kolding. Det højeste punkt hedder Højskamling. Med sine 113 meter er Højskamling Sønderjyllands højeste punkt. Siden 1843 har bakkerne lagt græs til folkelige møder. I 1863 fik Skamlingsbanken en granitstøtte som hyldest til den danske sags forkæmpere. Monumentet blev sprængt af tyske tropper i 1864, men genskabt, da bakkekammen endte på den danske side af grænsen. Højskamling er siden 1883 udsmykket med mindesten over mænd, der har kæmpet for danskheden i Sønderjylland. ''Klokkerne ringer for faldne helte'' De første toner af Prins Jørgens March klinger ud over Skamlingsbanken tre gange dagligt hen over sommeren. BBC brugte melodien som kaldesignal til Danmark under Anden Verdenskrig. Lyden kommer fra et åbent klokketårn. Det blev indviet i 1948 i dalen neden for Højskamling til minde om sønderjyske frihedskæmpere. Tårnet har bronzeplader med navne på 83 faldne modstandsfolk fra regionen. Beslutningen om at rejse monumentet blev taget ved en befrielsesfest, som modstandsbevægelsen afholdt i juni 1945. Festen samlede op mod 100.000 deltagere på Skamlingsbanken. Bakkekammen var allerede dengang mindested for kampen mellem Danmark og Tyskland. Skamlingsbankens ældre mindesten hylder Sønderjyllands civile kamp for at bevare dansk som modersmål under tysk herredømme og indflydelse i 1800-tallet.